Læsetid: 6 min.

Krop-umuligt

Tiden er mere kropsfikseret end nogensinde før. Og deler os i de meget tykke og meget tynde
19. juli 2002

(2. sektion)

Kropskultur
Skal man tro debatten, har danskere og alle andre vesterlændinge ondt i kroppen. Over det hele. Der tales både om en eksplosion i antallet af anoreksitilfælde, og samtidig om en fedmeepidemi.
Vi lever i en tid, der er mere fokuseret på kroppen og det idelle billede af, hvordan vi skal se ud, end nogensinde før, siger iagttagere.
Danskernes holdning til krop og skønhed kan netop i disse varme dage iagttages, hvor kroppene soldyrkes og beskues i sæsonvarmen.
Blandt andet derude, hvor badegæsterne klæber tæt til stranden som sand til en faktor 8-solcreme, og hvor hormonspændte teenagedrenge og andre liderbukse ligger på lur med kikkerten for øjnene.
På et stykke københavnsk fluepapir, Amager Strand, finder man blandt andre Katrine på 14, der må betegnes som moderne og tynd som et siv.
Hun blev spurgt, om hun går op i, hvordan hendes krop ser ud.
»Nej, jeg gør, hvad jeg har lyst til. Bare man har det godt med sig selv, så er det lige meget, hvad andre synes.«
– Så du ville være ligeglad med at være tyk?
»Nej, det ville jeg nok synes var ulækkert«
– Så du er ikke helt ligeglad?
»Nej, ikke på den måde ligeglad«
Ude i storbyens små og store oaser har de unge og smukke samlet en kurv med kanapeer, kroket og kølig hvidvin til lidt løs hygge i lyse hørbukser og en casual solbrille i panden.

I Kongens Have finder man således Carsten og Jannik, begge i starten af 30’erne og begge med gode job, som det hedder.
Carsten går tydeligvis op i sit udseende. Han har tatoveringer ned ad armene og op ad den ene læg. Igennem den stramme T-shirt kan man se, at han er piercet i den ene brystvorte. Og så har han store muskler.
»Jeg synes da, det ser sejt ud, men jeg ved ikke, om det er derfor, jeg gør det. Jeg har tidligere været lidt buttet, vil jeg kalde det, så nu tager jeg måske lidt revanche, kan man sige.«
Kropskulturen har altid været præget af kønnenes stilling i samfundet og indbyrdes forhold. Tænk bare på de kinesiske pigers indsnørrede fødder, der gjorde dem immobile, sårbare, afhængige og dermed rigtig frække...
Hvor det kvindelige skønhedsideal, underlagt skiftende modeluner, løbende har afspejlet et ideal som mere eller mindre passivt seksualobjekt, er manden gået fra at være en stærk krigsmaskine og hårdtarbejdende forsørger til at være en nuttet charmetrold med et maveskind som et vaskebrædt – og dermed nu selv i rollen som passiv genstand for det andet køns begær. Denne nye rolle giver en del usikkerhed hos mændene, men som
idrætsforsker Hans Bonde siger i artiklen »Maskuline skønheder« på side 4-5, så er det også blevet et nyt magtmiddel hos mændene.
»Men ligesom kvinder bevæger sig ind på mandlige magtdomæner i ledende stillinger, bevæger mænd sig ind på kvindelige domæner og begynder at erobre den styrke, man får ved at være attrået. Derfor ser vi mange mænd, der begynder at gå op i sit udseende og gå til salsa,« forklarer han i artiklen.

Vi spørger de to unge mænd i Kongens Have.
– Går I til salsa?
»Øh, ja, det har jeg faktisk gjort engang,« siger Jannik og griner. Men skynder sig at forklare, at det er, fordi han har været på Cuba. Det er stadig ikke helt i orden for mænd at indrømme den slags forfængelighed, åbenbart.
Men kunne man ikke spørge, om de unge piger i 60’erne ikke også sultede sig for at ligne fotomodellen Twiggy, det lille skind? Og var århundredes brug af kropsdeformerende korsetter mindre kropsfokuseret end Bogensepiller, ananaskure og silikoneimplantater?
Men der er sket en ændring, siges det. Vi fokuserer så meget på idealerne om vores krop, at det har ændret billedet af, hvad der er normalt. Det mener speciallæge i psykiatri på Institut for Folkesundhedsvidenskab Birgit Peterson. Hun har i mange år behandlet personer med spiseforstyrelser og fulgt området i over 30 år.
»Vi har fået et enten-eller-samfund, hvor man i højere grad tager afstand fra midten. Det er et samfund, hvor de fleste stræber efter at være tynde og atletiske. Og så har man en gruppe, der giver op, lader stå til og bliver alt for tykke. Det viser sig i vægtfordelingen, hvor det, man tidligere kaldte normalen, svinder ind.«

På det såkaldte Body Mass Index, hvor man udregner idealvægten, lå normalen tidligere mellem 20 og 25.
»Ja, det var normalen i gamle dage, dvs. for fem-otte år siden. Nu regner man i nogle undersøgelser med en normal på 18,5. Hvilket svarer til ’sult i let grad’,« forklarer Birgit Peterson.
I artiklerne side 4-7 i dette tillæg, hvor vi blandt andet giver et historisk rids af den danske og internationale kropskultur og de skønhedsidealer, der har formet den, kan man se, hvordan udviklingen har givet store udsving i forståelsen af både de kvindelige og mandlige kropsidealer og den status, der er forbundet med at være tilnærmelsesvis ideel.
Forklaringen bag det tynde look skal således findes i en verden, hvor der er rigelig adgang til mad, så det er blevet fint at kunne leve asketisk, og det er også nemmere at sulte sig, når man sidder på et kontor i en højere stilling, end hvis man har et hårdt fysisk arbejde. På samme måde som det var fint at være hvid og buttet for 100 år siden, så man kunne vise, at man ikke behøvede at arbejde og færdes udendørs.
Stadig flere af vores skavanker er de såkaldte velfærdssygdomme, og den sygelige optagethed af kroppen er også et produkt af sin tid, mener Birgit Peterson.
»Det er blevet en tid med mere fritid, og så kommer krop og kropsdyrkelse sammen med andre ydre værdier til at være noget, der kommer større fokus på hele tiden. Det kan jeg se i mit arbejde. Dem, der bliver anorektikere, bulimikere eller får andre spiseforstyrrelser, prøver jo at lave om på noget, de ikke kan holde ud. Og det bliver så til en sygelig optagethed for at undgå tomhed og kedsomhed«

I vores lille rundspørge blandt de københavnske unge, der hverken kan kaldes repræsentativ, fyldestgørende eller på anden måde videnskabelig, men på mange måder ganske underholdende, blev især motionisterne spurgt om, hvorfor de gør det, de gør. Altså motionerer.
Birgitte på 32 var den eneste, der selv nævnte, at udseendet spillede en stor rolle.
»Man må gøre lidt for det, tror jeg. Og hvis det hjælper at løbe, så vil jeg godt det.«
– Hjælper på hvad?
»Holder fedtet væk. Strammer op der, hvor det trænger.«
Men også her kan det kamme over og blive til tvangsmæssig adfærd, hvis man ikke er opmærksom, forklarer Birgit Peterson.
»I virkeligheden er der en stor gruppe, der burde høre under de psykiatriske diagnoser, men accepteres på grund af vores kultur. Og det er dem, der overmotionerer. Det gælder en stor gruppe både unge og ældre. Vi ved ikke, hvor mange det drejer sig om, men mange af dem, der kommer i fitnesscentrene, kommer der ikke af lyst, men af tvangsmæssig drift, ved vi.«
Og det er lige så invaliderende for kroppen, som spiseforstyrelserne er, siger hun.
Tilbage i Kongens Have er Thomas på 24 taget i parken med nogle studiekammerater. Han betegner sin tilstand som »lettere overrislet« eller »semi-snaldret,« men vil hellere end gerne udtale sig om det løst definerede begreb, kropskultur.
»Jo større – jo bedre,« lyder hans saglige vurdering. Men da det også er hans eneste kommentar til såvel de kvindelige som mandlige skønhedsidealer, dog uden at blive mere specifik, får han lov til at vende tilbage til sine sysler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her