Læsetid: 4 min.

Kunst i en god sags tjeneste

Visionært og modigt at flytte hævdvunden skulpturtriennale til Vollsmose. Men hvor er kvarterets 78 forskellige nationaliteter henne?
4. juli 2002

Udstilling
»Hvorfor står den her?,« lyder det undrende fra teenagedrengen, en tyrkisk 3. generationsindvandrer, der lige har læsset varerne fra en forlist indkøbspose op på Torben Ebbesens elegante, guldkromerede skulptur Land-skab. Vi er i Vollsmose. Foran breder Storcenter Øst sig, til højre kirken, bygget i beton og til venstre Humlehaveskolen, hvor et enligt »Fuck USA« bryder den grå monotoni.
Det er, som man siger, et godt spørgsmål, drengen stiller. Hvorfor er størstedelen af Danmarks ældste udendørsudstilling, den traditionsrige triennale Skulptur i Eventyrhaven i år rykket fra den idylliske park bag domkirken i Odenses midte til ghettoen i nordøst?
Politisk er signalværdien og slagkraften umiskendelig. Publikum kommer på sightseeing i Vollsmose og kan ved selvsyn, fremfor fjernsyn, få sat ansigter og steder på historierne om fejlslået integration og kriminalitet. Området bliver afmystificeret, der rykkes ved fordomme og rokkes ved fastgroede forestillinger.
Som led i en 10-årig kvartersløftsplan som Odense Kommune søsatte i 2001, skal Skulptur i Eventyrhaven & Vollsmose således bidrage til, at beboerne og omverdenen får øje på de ressourcer menneskelige som arkitektoniske, der vitterligt er i området. Det multikulturelle skal vendes til en styrke. Ikke at forglemme, at der skal pyntes på Vollsmoses blakkede omdømme, som ifølge kvarterløftsplanen kaster »en skygge over hele byen«.

Utopisk konstruktion
Hvad så med kunsten? Ren ghetto make-up? Nej, heldigvis, fungerer værkerne som en åbning af Vollsmose som mulighedsrum. Således gælder det også for denne udstilling, når Anne Ring Petersen i sin kyndige katalogtekst skriver, at kunst i det offentlige rum står for en social og symbolsk »revitalisering« af stedet. Kort fortalt virker kunsten identitetsskabende for byrummet, den giver samlingssteder indadtil og pejlemærker udadtil.
De 17 deltagende kunstnere og kunstnergrupper byder mest på formelle og overordnede undersøgelser af Vollsmose. Det er arkitektoniske og byplanlægningsmæssige spørgsmål, der tages op, snarere end den konkrete, sociale virkelighed. Alt i alt på en æstetisk afsøgende og lettere stedsspecifikt intervenerende måde.
Det bliver klart allerede ved skulpturens første stop, Eventyrhaven, hvor en statue af H.C. Andersen troner, ænder daffer rundt og ingen grimme ællinger er i sigte. I år er kun Per Arnoldis seks skulpturer »Utopisk konstruktion« udstillet i Eventyrhaven, der plejer at huse hele triennalen. Arnoldi bygger fornemt bro mellem triennalens gamle, lokalhistorisk ladede udstillingssted og det nye i Vollsmoses mere prosaiske, danske virkelighed anno 2002.
Med et vanligt minimalt greb består Utopisk konstruktion af seks huse, fremstillet af hver seks jernplader. Det er typehuse, ligesom Vollsmoses funktionalistiske 60’er-byggeri, men væggene er skæve og taget letter. Måske som tegn på, at typehuse aldrig er ens, at deres udseende afhænger af, hvor de er og hvem, der bor i dem?
Husene står på en massiv betonsokkel, der leder tankerne hen på betonblokkene i Vollsmose, som også var en Utopisk konstruktion dengang i 60’erne, hvor man med forbillede i Le Corbusiers makroplan, byggede lejligheder til arbejderklassen i det grønne.

Bidsk og stedsspecifik
Vender vi tilbage til Vollsmose, har den kunstneriske konsulent på projektet, Elisabeth Toubro, tydeligvis sat mangfoldighed over stram kuratering. Ret vellykket faktisk, da de forskelligartede pejlinger modsvarer Vollsmoses kulturelle kompleksitet.
Halvdelen af kunstnerne arbejder værkorienteret, altså traditionelt, monumentalt med skulpturen. Den tæller etablerede navne som Kirsten Ortwed, Morten Stræde, Thomas Bang og Torben Ebbesen. Jesper Rasmussens to teltskulpturer er et godt eksempel på, hvordan skulpturerne indgår i lokalmiljøet. De står på et grønt areal bag Humlehaveskolen, og refererer som telte bl.a. til de flygtningelejre, nogle af Vollsmoses mellemøstlige og afrikanske flygtninge kommer fra. Samtidig er de smukt, skulpturelt svunget, og giver som luksuriøse halvt funktionelle, halvt abstrakte monumenter det rekreative område mere karakter.
Den anden halvdel er projektorienteret og konceptuel. På svømmehallens gavl finder man Cai Ulrich von Platen og Jørgen Carlo Larsens tegneserieagtig installation, hvor det fremmede, en øde ø og det hjemlige, en potteplante, konfronteres. Peter Holst Henckel og arkitektgruppen Transform har sat ca. 40 skilte op i området som humoristiske kommentarer til det strengt rektangulært, regulerede område. Mens Superflex plakater i den orange signalfarve med den underfundige bøn »Foreigners, Please Don’t Leave Us Alone With The Danes« hænger i Odense, København, Malmø og Linz. For nu bare at nævne nogle af de mere bidske eksempler på, at kunsten går i clinch med de udstukne rammer.

Hvor er beboerne?
Det er ikke første gang Vollsmose gæstes af samtidskunsten. Brandts Klædefabrik havde i vinter den overordentligt fremsynede kunstnergruppe CUDI ved Lise Skou og Lasse Lau på plakaten, der slog sig ned i en lejlighed i Vollsmose i et år og stablede en masse aktiviteter på benene sammen med beboerne.
CUDI var kritiske over for den kvartersløftsplan, som Skulptur i Eventyrhaven & Vollsmose også udspringer af, fordi beboerne ikke blev taget med på råd. Jeg mener også, det er en anke ved denne udstilling, at kvarterets 78 forskellige nationaliteter, hverken optræder som aktører i eller producenter af nogle af værkerne, når det nu er deres territorium, kunstnerne indtager. Eneste undtagelse er Gitte Villesens video af og om piger i Vollsmose, som jeg desværre ikke fik mulighed for at se, da den sendes på en lokal kanal.
Når Skulptur i Eventyrhaven & Vollsmose alligevel ikke kikser, er det fordi det saftsuseme er et progressivt statement at flytte en af Odenses centrale kunstinstitutioner til ghettoens geografiske og sociale periferi. For nu at vende tilbage til drengens spørgsmål om, hvorfor kunsten er i Vollsmose, kunne et bud være, at den skaber en indgang til stedet for det omgivende samfund og åbner nye rum i lokalområdet.

*Skulptur i Eventyrhaven & Vollsmose. Odense. Katalog 111 s. ill., 100 kr. Til 22. sep.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu