Læsetid: 5 min.

Kunst eller hærværk?

Graffiti-festivalen Meeting of Styles i København og Malmø møder skarp modstand fra myndighederne. Det er ikke nyt for graffiti-kulturen, der har levet et næsten 40-årigt konfliktfyldt liv
4. juli 2002

Alle har prøvet det på et eller andet tidspunkt: med en lommekniv at skrive sit eller kærestens navn på en træstamme eller på lokumsdøren i skolegården. Til hver en tid har mennesket haft behov for at kommunikere eller sætte sig spor, om det så er i gæstebogen efter en konfirmation eller et plantet flag på månen.
I vor tid er en af afarterne af dette behov graffiti, et fænomen, der har skabt megen kontrovers mellem udøvere og myndigheder, fordi det udføres overvejende ulovligt på privat og offentlig ejendom. Er overmalingen af S-tog, jernbanebroer og industrigavle ud til landets jernbaneterræner udtryk for en dynamisk ungdomskultur eller slet og ret hærværk af en flok ungdomskriminelle, der blot keder sig i deres indholdsløse forstadsliv? Meningerne er mange og skarpe, men før det ender i for mange fordomme, tager vi et historisk tilbageblik.
Graffiti stammer fra det græske graphein og betyder at skrive eller tegne. Som stort set alt andet af efterkrigstidens ungdomskulturer har det sin oprindelse i Amerika, hvor det tog form i slutningen af 60’erne i New York. Men før det sås graffiti i Philadelphia, hvor folk begyndte at lave bombings, dvs. de skrev deres signatur overalt i byen.
Da fænomenet kom til New York var det kendetegnende, at the writers (graffiti-malerne) signerede sig med øgenavn samt en henvisning til den gade, de boede i. I 1971 fik offentligheden kendskab til graffiti-udøverne, da New York Times skrev om en fyr fra 183. Gade i The Bronx, som skrev sit tag (navn) Taki 183. Det specielle ved ham var, at han brugte togvogne og kupeer i byens subway som lærred. Taki 183 var ikke New Yorks første graffiti-maler, men den første til at blive synlig uden for subkulturen, fordi han overførte stilen til byens offentlige transportsystem. DSB kan dermed takke Taki 183 for dette påfund!
Hurtigt blev det vigtigt for graffiti-malerne at sætte så mange tags eller pieces (malerier) som muligt på togene, og endnu mere attraktivt var det, hvis man kunne male en hel vogn, for eksempel under vinduet, en såkaldt window down whole car, eller slet og ret en whole car, dvs. en overmalet vogn fra top til bund.

Graffiti-malerne var en del af den spirende hip hop-kultur, som blomstrede i New Yorks slum, og som også bød på breakdance, rap/mc og dj’s. Og da New Yorks bystyre sloges med alvorlige økonomiske problemer, var der ikke midler til at sætte en stopper for bemalingen af togene, hvorfor 70’erne står som graffiti-kulturens gyldne periode.
Det ændrede sig op igennem 80’erne, da New York valgte at sætte mange ressourcer ind på at rense togene, spærre jernbanearealerne af og fordrive graffiti-malerne. Jo hurtigere en togvogn blev renset, jo mindre levetid havde en tag, hvilket frustrerede mange graffiti-udøvere og gjorde, at de mistede interessen og forlod branchen. Samtidig begyndte de bedste at tjene penge på deres kunnen, idet New Yorks gallerier en overgang tog dem til sig, og mange virksomheder tillod folk at overmale deres gavle og mure. Men for de ’rigtige’, dem der stadig arbejdede ulovligt i det skjulte, blev arbejdsvilkårene vanskeligere. De har til dels forladt jernbaneterrænet og koncentrerer sig nu om motorvejsbroer og skrå hustage, der kan ses af forbipasserende.
Graffiti udsprang fra New Yorks fattige kvarterer. Den blev udført af byens sorte og puertoricanske befolkning; det var en måde at blive set og respekteret på. Med graffitiens udbredelse tog alle racer, køn og samfundslag imidlertid udtrykket til sig, så kulturen ikke længere var en socialt betinget foreteelse.
Da interessen for graffiti tog til i 70’erne druknede de forskellige tags på de overmalede togvogne, hvorfor de stilistisk blev forfinet for at kunne skille sig ud fra mængden. Nye kaligrafiske stilarter blev udviklet og tags blev dimmed (udsmykket) med farver og fik tilføjet opfindsom staffage. Af materialer blev grove tuscher først benyttet, siden kom spraydåsen til, og da graffiti-malerne en overgang konkurrerede om at lave de største tegn og malerier, blev store malerkoste benyttet.
Med tiden udviklede graffiti-kulturen også sit udtryk til at omfatte andet end signaturer. Figurer, ofte hentet fra tegneseriernes mytologiske universer, superhelte, Anders And-parodien Howard The Duck og den amerikanske undergrundstegner Vaughn Bodés figurer fra Cheech Wizard-serien, var nogle af yndlingsmotiverne, som man også har kunnet se på de københavnske S-tog.

Den danske graffiti-kultur opstod i midten af 80’erne i det københavnske hip hop-miljø omkring Thomas P. Hejles Ungdomsklub ved Nørreport Station. Mange var stærkt billedorienterede, og de første malere fra 80’erne havde den periodes massive opbud af tegneserier som hovedlitteratur. Ligesom de amerikanske kolleger var tegneseriefigurer populære motiver, men malerne udviklede også egne udtryk. En overgang var et af mest benyttede the flying eyeball, et øjeæble med vinger på.
En hardcore graffiti-maler stod op om morgenen og tilbragte hele dagen på det københavnske banenet med at udsmykke vogne og kupeer. Graffiti-bander opstod og cruisede rundt i S-togene, ikke kun om natten, men også ved højlys dag. Man skjulte sig i buskadser, og når et S-tog holdt ved perronen, listede man hen og satte sit mærke på togvognen. For udenforstående kan en overmalet togvogn se ret kaotisk ud, men for en graffiti-ekspert er det let at skelne mellem de forskellige tags og pieces
At S-tog, kupeer, perroner og broer bliver valgt som skueplads for graffiti-malere er ikke fordi de er grå og kedelige facader, der trænger til lidt kulør, men fordi de bliver set af et stort antal forbipasserende. For en graffiti-maler handler det om, at ens tag bliver set og lagt mærke til af så mange som muligt, men den har også funktion som en art stammekommunikation med de andre graffiti-udøvere, da man signalerer, hvor man har været.
De danske graffiti-malere er ikke nødvendigvis produkt af en dårlig opvækst i et socialt forstadsbyggeri. I stedet er det interessen for hip hop, dj’ing og tegning, der trækker dem mod graffitien. Men hvor megen hip hop er blevet en del af mainstream-musikken, er graffiti på grund af sin illegalitet stadig en del af miljøets subkultur. Det er en ungdomskultur, der lever i det skjulte og som selv med magt, høje bøder og lange fængselsstraffe ser ud til at være svær at bekæmpe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu