Læsetid: 2 min.

Kvikgræs a la carte

Haveejere betragter den som det rene ukrudt, men kvikgræs er faktisk en fin spise
24. juli 2002

Hvorfor spiser man aldrig
Alle haveejere med respekt for sig selv kender det. Efter timer med ergonomisk ukorrekt rygføring dagen før, kan man den følgende konstatere, at det gulderodsbed med strittende lysegrønne toppe, der så aldeles finluget ud i går, nu pludselig har små grønne stritører mellem planterne og i rækkerne. Rigtigt, kære haveelsker, det er naturligvis elymus repens, der er tale om.
Jeg har gennemgravet arealer, der er større, end jeg bryder mig om at tænke på med en gravegreb og minutiøst gået samme område igennem med en kultivator, uden nogensinde at være i stand til at udrydde den. Selv den mindste lille stump, der får lov at ligge i jorden, vil udvikle sig til et meterlangt, forgrenet rodsystem i løbet af en sommer.
Kvikgræs eller senegræs, fordi det har ’knæ’. En hvid rod, der sender irskgrønne blade op som periskoper for lige at orientere sig om, hvor haveejeren er henne. Det livskraftige ukrudt er i folkemedicinen brugbart ved gigt og blærelidelser samt ved galde- og leverlidelser. Det er imidlertid mur- og nagelfast, at roden indeholder gluco-vanillin, hvis årsag en duft af vanilje breder sig i køkkenet, når man koger den. Der findes endog en særlig varietet af elymus repens, der kaldes vanilliegræs.

Mange muligheder
Den kan dampes ganske let og bruges i omeletter eller som drys over nye kartofler. Den kan indgå som ingrediens i sammenkogte retter, den skal bare have få minutters opkog og være skåret i små stykker. Men den kan også fint bruges rå i for eksempel spinatdolmer: frisk spinat skylles i flere hold vand, og
de grove ribber fjernes. De største blade holdes tilbage, resten hakkes og overhældes med en dressing af muskat, salt og peber og lidt creme fraiche. Eventuelt lidt feta og agurk. Blandes med finskårne, rå kvikgræsrødder. Massen svøbes i de store spinatblade fra før. Hver rulle omvindes med senegræs i hele længder.
Sådan har De med garanti aldrig fået den før.

*Dette er den niende artikel i serien om anderledes madretter. De øvrige blev bragt den 26. og 29. juni samt 3., 6., 10., 13., 16., og 18. juli. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her