Læsetid: 2 min.

Kynisme

17. juli 2002

Hvis man følger med i den hjemlige eller internationale presse (eller begge dele), støder man med mellemrum uundgåeligt på udsagn og meninger, som ikke bare sender kaffen i den gale hals, men får én til at gnide sig i øjnene, fordi man ikke tror, det er sandt, hvad der står. Sådan havde jeg det i sin tid, da jeg læste Ulrik Høys bemærkning om, at hvis det bare frelste én hvid, amerikansk soldats liv, var det ganske rimeligt, at man kastede atombomberne over Hiroshima og Nagasaki.
Forleden så jeg Madeleine Albright udtale, at skulle det koste tusind (eller var det titusind eller en million?) irakiske børn livet, så var det alle pengene værd, hvis bare Saddam røg med i købet. Under konflikten i det fhv. Jugoslavien talte man med en vis ret om »Madeleine’s War«, for det var hende, der pressede på, og det var hende, der fik det
ultimatum igennem, der skulle legitimere de bombardementer, som hovedsagelig gik ud over civilbefolkningen og smadrede landets infrastruktur.
En amerikansk kommentator bemærkede forleden, at hvis man skulle dømme efter den lokale administrations udsagn, fandtes der kun et levende menneske i Irak: Saddam Hussein.
Måske har det altid været sådan, men tendensen er meget tydelig i dag: Det anonyme menneske er vildt ude af kurs. Til gengæld står den teknologiske krigsførelse og dens spektakulære fremskridt højt på hitlisten. Hvem husker ikke de ny superbomber, som kastet fra 10 kilometers højde kan fræse selv den dybeste klippehule ud og tage alt levende med sig eller de Bouncing Betties, landminer, som springer en halv meter op i luften, før de eksploderer og sørger for at sprængstumper og rustne søm og hvad der ellers er i, saver benene over på folk eller sprætter deres maver op?
Mens man forbereder den ny krig mod Irak, er det måske på sin plads at tænke lidt på de loyalitetskonflikter, storpolitik altid fører med sig. For 10, ja for bare fem år siden var verdensopinionen på høje omdrejninger af forargelse over den russiske krig mod Tjetjenien. Nu er der strøget amerikansk sand over den blodige forbrydelse, for at Bush og Putin kan holde hinanden i hånden. Og sådan er det hele vejen rundt: retsløse krigsfanger rådner op i afghanske fængsler og kz-lejre, tortur er hverdagskost på begge sider af demarkationslinjen i Mellemøsten etc. etc. Kynisme? Nej, business as
usual eller Intet nyt fra vestfronten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her