Læsetid: 3 min.

Labyrint og afgrund

Olof Lagercrantz er død, 91 år gammel
25. juli 2002

Nekrolog
En stor debatskabende skikkelse i det kulturelle landskab, den svenske forfatter, kritiker og journalist Olof Lagercrantz er død efter længere tids sygdom i sit hjem i Drottningholm. Han havde et ganske stort og hengivent antal læsere i Danmark, hvor også de fleste af hans litterære monografier blev oversat, uden at klarheden, intensiteten og den ubesværede elegance gik tabt. De var selvstændige kunstværker i deres intense læsning af de ånder, han på den ene eller anden vis fornemmede et slægtskab med, store digtere, som kendte de indre afgrunde.
Ved 80-års alderen kom et udvalg af hans lyriske digte, der indledtes med indtryk fra en forladt tørvemose fra Første Verdenskrig, et eksistensbillede, der fulgte ham, som en port mod underverdenen, en stemning af ’sent på jorden’.
Han gav dem et udtryk i bogen om Dantes Commedia, Fra helvedet til paradiset (1964), mens han gennem 15 år var chefredaktør på Dagens Nyheter, idet han som modstykke til de journalistiske krav pålagde sig selv dybdeforpligtelsen til stadig at have et større litterært projekt i gang.

Rivende opbrud
Hvad han overkom i så mange genrer, er nærmest ubegribeligt. Memoirerne Min første kreds (1982) er med sin danteske titel et rivende opbrud fra slægtstraditionen med dens adel og konservatisme, et dødsens landskab, der omfatter slægtningen Agnes von Krusenstjerna, om hvem han skrev sin doktorafhandling, der mindst af alt ligner en akademisk affære, artistisk gennemglødet som den er, hvorfor heller ikke hans store Strindberg-biografi fra 1979 faldt i universitetsforskernes smag.
Det var bl.a. atter denne tolkning af forholdet mellem kunst og virkelighed, som var anstødsstenen. Er Strindbergs Inferno en selvbiografi eller en roman? Lagercrantz var ikke i tvivl om fiktiviteten, som den kender af helvedet han var – og af kunstens virkelighed. Han vidste, som han siger i sin egen selvbiografi, at »kunsten er en løgnecentral og en forvansker og forgylder«.
Men også, at »kunstens vigtigste opgave er at befri os fra trossystemerne, at vise os, at vi i sidste instans ikke er slaver under vores selvskabte guder og ideer, at der i en digtet verden i det mindste eksisterer en frihed uden døden som et nødvendigt komplement«.
Disse digtede verdener fandt han bl.a. hos Stig Dagerman, den dødsbesatte, hos Nelly Sachs, der som jødisk indvandrer undslap koncentrationslejrenes rygende skorstene, hos James Joyce, som han læste sig vej igennem med sin egen frie komposition, som også gør hans læsning af Marcel Proust til en animation – for ikke at tale om rædselen og ondskaben i Mørkets hjerte hos Joseph Conrad.Det labyrintiske hos disse digtere bliver lystvandringer med overraskende kombinationer, der ikke overflødiggør anden forskning, men oplyser hans egne ruter.
Efter den sørgmodigt, venskabeligt indtrængende bog om Gunnar Ekelöf, der blidt chokerer som rapport om geniets fortabthed, fulgte den seneste vandring i de inderste drømmekredse med bogen om Swedenborg, Digtningen om livet på den anden side (1996).

Velovervejet replik
Swedenborg gjorde i 1700-tallet rede for omgangen med ånderne i sin drømmedagbog og senere værk, søvngangersikkert vidende, må man sige. Og det var som om Lagercrantz med sin distance vidste særdeles god besked med det esoteriske i kunsten og praktiserede sin egen både kølige og hypnotiske omgangsform med det svære.
Et samvær med Olof Lagercrantz kunne have noget af det samme særpræg. Øjeblikkeligt tilstedeværende, hurtig i velovervejet replik og fjern i de dybtliggende øjnes underlige lys talte han med en slags svensk courtoisie med en blanding af varme og ironi. En skarptsleben venlighed og generositet.
Som journalist og kritiker var han sikker i sin sag og smag, uræd for konsekvenserne af en dom, som da han gjorde op med en sakrosankt klassiker som Gösta Berlings saga eller kasserede en kronik af Vilhelm Monberg og tabte et venskab på gulvet. Kontroversiel var og især blev han efter en periode ved det konservative Svensk Dagbladet. 1951-60 var han kulturredaktør ved Dagens Nyheder, før han overtog chefredaktørposten som stadig urovækker for de mægtige Bonnier-ejere.

Forreven radikalitet
Han udfyldte posten efter Herbert Tingstens æra med en ny forreven radikalitet som udenrigspolitisk iagttager og rejsende, i protest med amerikanernes Vietnamkrig og som velvillig støtte for den socialistiske samfundskritik i tresserne.
En redegørelse for det redaktionelle liv leverede han med de professionelle erindringer, Ett år på sextiotalet (1990), også på dansk.
Digtningen betvinger døden. Det er en af de erfaringstonede påstande i Om kunsten at læse og skrive (1985), et lille repetérværdigt skrift, hvor erindringer, anekdoter, erfaringer tegner omridset af hans inderste trang: gennem skriften at forstå den verden, vi står midt i med uafviselige krav om at agere – som her i flere dimensioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu