Læsetid: 7 min.

At læse er halvdelen af at skrive

Digteren Peter Laugesen læste sig til at skrive – og bøger som ’Finnegans Wake’ kom han engang ind i og er aldrig kommet helt ud igen
20. juli 2002

Læselyst
Jeg har ikke den fred
i sindet der skal til for
at gå hen og ta en bog
i reolen.

Sådan står der i Peter Laugesens digtsamling POW fra 1984. Men sandheden er nok, at Laugesen ikke har fred i sindet til at lade være. Han læser stort set alt, gerne på en gang, og sjældent fra ende til anden. I dag er han på endagstur til København fra Brabrand, hvor han bor, for at holde foredrag om James Joyces monstrøst systematiske roman Finnegans Wake, som er en af de mange værker, Laugesen har ført en løbende samtale med gennem sin skrivende karriere.
– Hvor mange bøger tror du, du har læst igennem dit liv?
»Mange, mange. Jeg læser ikke nødvendigvis enhver bog fra den ene ende til den anden, men jeg læser i dem. At læse er jo halvdelen af at skrive, fordi man skal være inde i den verden som litteratur – i det her tilfælde – overhovedet er, for at kunne fungere i den selv. Jeg læser de ting som på en eller anden måde passer ind i det, jeg selv arbejder med. Og det kan være næsten hvad som helst.«
– Hvad er det for tiden?
»På det seneste har jeg læst en del om kinesisk poesi. Og så arbejder jeg på et teaterprojekt om Louis-Ferdinand Céline, så jeg har læst meget af og om ham og hans verden. Céline opholdt sig jo i Danmark fra 1945-51, først i fængsel og siden mere eller mindre interneret ude ved Korsør, et sted der hedder Klarskovgård, hvor jeg også har boet og gået og læst de bøger, han formodentlig har læst, og prøvet at danne mig et billede af, hvordan han har haft det i de år.«
– Man finder Célines hus og læser hans bøger, og så er det lidt som at kravle ind i hovedet på ham?
»I det tilfælde, ja. Men det er sjældent, man kan det. Her er det meget tæt på. Jeg ved sgu ikke engang, om jeg nogensinde læser Celine igen, for det har stået på i to et halvt år, og nu gider jeg ikke mere. Så jeg prøver at skrive det færdigt og undgå at forvilde mig længere ind.«
– Og aldrig komme ud igen?
»Hvis man aldrig kommer ud af det, så er det altså svært. Det ville være et forfærdeligt sted at være.«

Det starter med bøger
– Har du ofte læst bestemte forfattere i bestemte perioder?
»Nej, det tror jeg ikke. Der er nogle man aldrig i den forstand bliver færdig med. Kun på den led, at der simpelthen ikke kommer mere af dem. De kan jo være døde og den slags, så er værket jo slut. Men jeg vil tro, de fleste forfattere starter deres skriveri med noget, de læser. Som siger dem et eller andet, der er tilstrækkeligt kraftigt til, at de synes, de selv skal prøve et eller andet i den retning. Derfra læser man løbende det, man simpelthen ramler ind i. Jeg startede eksempelvis i høj grad med at læse amerikansk beatlitteratur, som var det absolut ny dengang. Sådan en som Jack Kerouac citerer og parafraserer en masse andre forfattere, og dem begynder man så på bagefter – blandt andet i øvrigt Céline, som jeg har læst siden.«
– Er der ikke et skel mellem selve livet og bøger som stof for digtningen?
»Nej. Bøger er jo dele af livet. Jeg er sikker på, at forfattere altid har læst, hvad der forelå at læse – samtidigt og historisk. Når man går tilbage i tiden, læser man det, man kan bruge og laver sin egen tradition.«
»Jeg er begyndt at skrive igen. Det lort, de kalder Virkeligheden, er fuldstændig uacceptabelt.«

Landskab 1970
– Oplever man nogensinde at bøgerne også svarer igen?
»Det gør man da. Og i højere grad jo ældre man bliver, og jo mere man får læst. Der findes forfattere, som man direkte diskuterer og debatterer med, også selv om de notorisk har været døde i 5-600 år. Selvfølgelig kan de ikke sådan lige svare igen, men de kommer som regel med et eller andet andet alligevel, et andet sted fra.«
– Hvem, for eksempel?
»Puha, mange. Men mit teaterarbejde er foregået ved hjælp af en slags samtale med ret gamle dramatikere. De græske: Aischylos, Sofokles, Euripides. Og derefter hovedsageligt Shakespeare, som dramatisk rummer stort set, hvad der er, også i dag.«
– Hvorfor står Shakespeares tekster så stærkt?
»Vel fordi værket er så stort og forskelligartet. For mig handler det ikke så meget om de psykologiske tolkninger, men om ordene, ordvalget, sætningerne, klangen. Og hvad han faktisk siger, helt konkret. Jeg læser Shakespeare, som om han var her nu og prøver at finde ud af,
hvad han siger. Dét er interessant. Det kan man diskutere med.«
– Skal man også læse Sofokles, som om han stod lige ved siden af?
»Ja. Det gør jeg i hvert fald. Teksterne eksisterer i det øjeblik, man læser dem. Derfor er de sådan set, når man læser dem, i virkeligheden også skrevet nu, eller næsten ikke engang skrevet endnu.«
– Det lyder ret dynamisk?
»Ja, men det er det, jeg mener med, at læsningen er mere end 50 procent af at skrive. At det simpelthen foregår nu, og at det faktisk er nødvendigt at have nogen at tale med om forskellige ting, og det kan det være vanskeligt at finde. På det plan. Som Shakespeare, for eksempel. Det kan være han ville være en utrolig idiot, hvis han sad herovre på den anden stol. Men han er jo heldigvis væk, ikke, så det kan vi selv bestemme.«

Suget ind
– Læser du alle genrer?
»Ja, det gør jeg.«
– Også murstensromaner?
»Ja, hvis jeg kan komme igennem dem. Det er nu sjældent, jeg kan det. Så dem kan jeg faktisk have lidt svært ved. De kræver, at man har tiden og frirummet, og den tid, man bruger, betyder jo, at der er noget andet, man ikke får læst. Jeg læser ikke for at forsvinde ind i en bog; jeg læser her og nu på det, der tænder mig. Og jeg har sjældent haft tid til murstenene.«
– Jeg troede ellers digtere sad i et hus i en ophøjet ro?
»Måske nogen, men min måde er nærmest den modsatte. Ophøjet ro fungerer ikke for mig. Den måde, jeg skriver på, er også fragmenteret og multipel – i noget der i hvert fald ligner mindre enheder, men som jeg i hvert fald selv synes hænger sammen i nogle ting, som er meget større. Sådan læser jeg også.«
»Stort set er der vel to måder at være forfatter på. Den ene er den der, som er min, og den anden er den med at sidde og skrive på en enkelt ting i 20 år. De kan godt kombineres – det gør Joyce med Finnegans Wake. Den er sat sammen af en helvedes masse små bitte fragmenter, han klippede og klistrede alle mulige steder fra. Men den har et samlet koncept, og det tog ham 17 år at skrive den. Den er en konstruktion af et enormt format. Og en, som jeg på en vis måde, af og til i hvert fald, har levet i. Og med. Faktisk i 40 år. Så det modsiger måske pointen om murstensromanerne, men det er fordi, den kombinerer de to måder at skrive og læse på – det mangfoldige, og det enorme, som suger en ind.«

En bog skal være et trip
noget at rejse igennem
med tilstrækkelig mange
blindveje
og roterende korridorer
så trippet kan taes mange
gange
uden nogensinde at gentage sig

Lyden kom først
– Skal man også læse dine tekster op?
»Man skal læse dem med en fornemmelse for den lyd, de har. Hvis det hjælper på det at læse dem højt, så skal man gøre det. Indenadslæsning er jo historisk set relativt ny. Ellers har det været højtlæsning.«
– Det synes, du måske er det mest naturlige?
»Ja – i hvert fald for den, der skriver det. Urformen for litteraturen og især for lyrikken er lyd, den er lydlig og står i forbindelse med musik og dans. Det er også tilfældet med de græske dramatekster – de har været deklameret, eller hvad de nu har gjort, og
der har været musik og dans på.«
– Så en rigtig god tekst skal man også kunne danse?
»Ja, på en måde. Det kan man godt sige (griner). Der er ikke rigtig nogen, der gør det, men man skal kunne. Eller i hvert fald danse inde i hovedet. Det er der en Ornette Coleman-plade, der hedder. Der er godt nok ingen ord på, men den hedder Dancing in your head. Så han har vel haft en lignende ide.«
Og så får Peter Laugesen pludselig travlt med at pakke piben af vejen, for nu venter publikum på læsevejledninger til Finnegans Wake, før toget går hjem til Brabrand, Céline og bogreolerne igen.

*Før en forfatter blev forfatter, var han eller hun oftest læser. Men hvilke skumle læsevaner går i svang i de bedste læserkredse? Vi spurgte en række danske forfattere, hvad og hvordan de læser. Tidligere artikler blev bragt 11., 13., 16. og 18. juli

FAKTA
10 til sommerhuset
Illiaden og Odyseen i Otto Gelsteds danske prosaoversættelse, og bagefter måske
Dan Turells Karma cowboy. Så kan man skylle efter i weekenden med
Pascals Tanker. Den næste uge kan bruges på
Montesquieu: Om lovens ånd. Så er man klar til at ordne alle de problemer, der venter til efteråret, når Danmark for alvor skal til at være formand for udvidelsen. Det er to bind, og der kan bindes weekendsløjfe med.
Agatha Christies Lord Edgware Dies er ikke så ringe, og den findes sikkert også på dansk.
Til den sidste uge kan man passende gå videre til de såkaldt tungere sager, der ikke er tungere, end man gør dem til. Eksempelvis
James Joyces Ulysses
Søren Kierkegaards Skyldig? – Ikke skyldig? Og hvorfor ikke en håbløst indtagende lille knaldpere som
Peter Seebergs Fugls føde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu