Læsetid: 7 min.

For mig er læsning kød og blod

Forfatteren Ida Jessen læser med hele kroppen. Den gode læseoplevelse er noget fysisk. Og den bedste måde at læse på er den søgende, hvor man langsomt drages mod den rette bog på det rigtige tidspunkt
16. juli 2002

Læselyst
Slanke, lyse Ida Jessen sidder over teen og en enkelt syndig flødekage og tænker sig tilbage til sin første store læseoplevelse.
Det var i sommerferien mellem 2. og 3. klasse, hun lå i en underkøje i familiens sommerhus og læste Kiplings Junglebogen, to kæmpestore bind, mens solen bragede ned udenfor.
»Jeg lå bare der i mørket og læste og læste og sansede slet ikke den danske sommer.«
– Forstod du overhovedet Kipling i den alder?
»Jeg slugte alt for meget, jeg ikke forstod. For eksempel læser jeg i øjeblikket Lykke-Per af Pontoppidan. Den læste jeg første gang i 9. klasse, hvor den ikke gjorde særlig indtryk på mig. Og det kan jeg ikke forstå i dag – for det var jo som at se et spejl, der blev holdt op for mig. Sådan en utilpasset præsteunge, det var jo på mange måder mig selv.«
Idas far var præst i Thyregod i Midtjylland. Væggene var tapetseret med bøger, men legekammerater var der ikke mange af derude på landet, så Ida læste og læste – åd bøger, som hun siger. Og hun har fra hun var barn vidst, at hun ville være forfatter. Tiden på universitetet med sammenlignende litteraturvidenskab var kun noget, der skulle overstås.
»Det prellede af på mig som vand af en gås, det meste af det. Jeg forstod ikke ret meget af, hvad det handlede om.«

Det er levende liv
»Når jeg læser – og også når jeg skriver – er det noget kropsligt, noget fysisk. Ikke noget, jeg foretager mig med hovedet eller tænker mig frem til, men noget som jeg oplever. Et landskab, som jeg står midt i.«
»Det er levende liv. Det er simpelthen kød og blod. Selvfølgelig en anden slags kød og blod, men det er levende, det er jeg slet ikke i tvivl om,« siger hun ildfuldt.
Præstedatteren fra Thyregod har for længst slået sit navn fast som en af Danmarks finest skrivende prosaister, først med den pragtfulde debut-roman Vandpaladset, som udspiller sig i en lille norsk dal, så med romanen Sommertid«og nu det store publikumsmæssige gennembrud med Den der lyver, som er en psykologisk spændende og gådefuldt pirrende skildring af en ung læges menneskelige nederlag i et lille dansk landsbysamfund.
Det har givet en smule økonomisk arbejdsro, men næste roman-projekt må vente, for lige i øjeblikket er den 37-årige Ida Jessen i gang med at oversætte den nordiske prismodtager Lars Saabye Christensens Halvbroderen fra norsk.
Den tykke bog ligger, spækket med gule sedler, på arbejdsbordet i den Sorø-lejlighed, hun deler med sin 10-årige datter. Der er grønt og mildt på villavejen uden for vinduerne – og meget, meget anderledes end i det barske Nordnorge, hvor hun har tilbragt flere år.

Stemmen må beskyttes
Ida Jessen læser også andre bøger i denne tid, blandt andet Pia Juul-digte ved siden af Lykke-Per. Men det kan hun ikke, når hun selv skriver.
»Det tror jeg ikke, at ret mange forfattere kan. Man skal jo beskytte sin egen stemme, sin tone. Jeg skal i hvert fald. Ellers får man mindreværdskomplekser, hvis man læser nogen, der er bedre end en selv, eller bliver overmodig, hvis de er dårligere. Eller man bliver påvirket på en eller anden måde.«
»Og det ville jo ikke være så godt, hvis man bagefter kunne se, at hov, der læste jeg Pia Juul og hov, det var der, hvor jeg læste Johannes V. Jensen.«
»Så er der andre perioder, hvor man virkelig læser. Men det er aldrig en beslutning – at nu læser jeg. Der er lange tidsrum, hvor jeg simpelthen ikke kan holde ud at læse, også selvom jeg ikke skriver – perioder, hvor jeg simpelthen er ved at brække mig af bøger.«
»Det kan skyldes overmætning, som da jeg arbejdede som forlagskonsulent og skulle læse og tage stilling til op mod 100 romaner om året, ofte disse dystre skildringer af unge outsideres private kvaler.«
»Det er ikke interessant for mig. Jeg tænder kun på den kunst, som virkelig vover sig selv, men også er for disciplineret til bare at lægge navlen frem til beskuelse.«
»Man kan også have en masse at spekulere på, problemer som gør det umuligt at koncentrere sig om læsning. Der har været en pause på flere år, hvor jeg slet ikke læste. Men sommetider æder jeg virkelig bøger.

Pludselig er den der
– Hvordan finder man så frem til de bøger?
»Den rigtige måde er den søgende, hvor man har et eller andet i kroppen, som gør, at man langsomt bliver draget hen mod en bestemt bog. Man kredser sig langsomt ind på den. Og pludselig, så er den der, så læser man den på lige netop det rigtige tidspunkt, hvor den taler til én.«
»Det kan være en bog, man har hørt om for tre år siden eller har fået anbefalet og har skippet – og så pludselig kommer man i tanker om den.«
»Den der søgende måde at læse på holder jeg meget af, men den kan næsten være for intensiv, for krævende.«
– Du er blevet sammenlignet med forfattere som Herman Bang og Knut Hamsun. Hvad betyder de for dig?
»Jeg slugte dem i min tidlige ungdom, og især Knut Hamsun har betydet utrolig meget for mig. Jeg læser stadig masser af klassikere, for det er jo så velprøvet. Man behøver ikke at være bekymret. Der er som regel en god grund til, at de har overlevet disse mange, mange år.«
»Hvis man sidder med det helt aktuelle, har man altid en lille uro. Kommer han nu i havn? Eller man begynder at diskutere med forfatteren. ’Her snakker du bare’. Eller: ’Her kunne du godt have strammet lidt’. Og ’får han nu projektet bragt igennem.’«

Evige lidenskaber
– Hvad finder du hos klassikerne, der gælder i et samfund som vores ?
»At vi på ingen måder skal være blaserte over for fortiden. At man har levet lige så intenst og smertefuldt og inderligt, som vi gør. Og det er jo på en måde beroligende, at generationer forsvinder og nye kommer til, men at de menneskelige lidenskaber til enhver tid er de samme.«
»For mig er den interessante kunst den, der virkelig giver sin læser noget, som sætter holdninger på spil og vover sig selv. Der findes kunst, der er så hamrende forbeholden og som overhovedet ikke tør gøre en eneste armbevægelse. Det er ved Gud så uinteressant den slags, at man må tvinge sig selv til at læse det linje for linje.«

Gode snapse
– Kan du få den oplevelse, at der bliver længere mellem snapsene, som årene går?
»Ja, det er rigtigt. Og det lyder fuldstændig indbildsk, for verdenslitteraturen er jo så rig. Men der kan være et stykke tid mellem de store oplevelser. Og dog har jeg siden jul fået en to-tre stærke snapse. Agneta Pleijels Lord Nevermore. Bjørn Bredals Begærets by om Marcel Prousts Venedig – det var virkelig også en god bog. Og så har jeg læst Isaac Bashevis Singers noveller – hvor er de pragtfulde.«
»Jo, jeg har fået adskillige snapse, hvor jeg virkelig blev rusket.«
– Har du haft læse-oplevelser, der har ændret dit liv?
»Ja, der har været bøger, der har været så voldsomme, at de har skubbet mig ud i afgørende livsbeslutninger. Men det er fordi jeg i forvejen har stået og nølet med et skridt, jeg skulle tage.«
»Tit er det at læse jo en leg med identiteter. Man bliver tilbudt en anden ham, som man kan krybe ind i. Man kan skifte mellem flere personligheder. Og det er jo vidunderligt, for det er lidt som at være udødelig, ikke?«
»Men så er der de virkelig rystende oplevelser, hvor man opdager, at nu er det alvor og nu må du virkelig tage stilling. Det har jeg prøvet.«

Trøstende fikspunkter
– Har du oplevet, at en bog har givet dig trøst?
»Ja, jeg synes bøger trøster. Litteratur er altid noget dramatisk, der er konfliktpunkter og der sker en intensivering. Og selve det at vide, at forfatteren har fuldbragt et værk, der bliver stående, samtidig med, at vedkommende har kæmpet midt i livets turbulens med denne problemstilling, er en trøst.«
»Jeg tænker tit på Tom Kristensen, som skrev Hærværk under sit livs røvtur, ikke? Det er da en ufattelig trøst. Og selve sproget er en trøst, synes jeg – at man midt i gru og kaos kan skrive noget, der er smukt, også selvom det beskriver det frygtelige og sørgelige. På den måde er det poetiske i sproget altid livsbekræftende og håbefuldt.«
»Det er spændingsfeltet mellem de to poler, muligheden for at beskrive det forfærdelige i et smukt, smukt sprog, der gør litteraturen så stærk og gør det så interessant at læse – og være skribent.«
»Martin A. Hansen sagde om novellen, at den var et fikspunkt i ødet. Det synes jeg kan siges om al god litteratur. »

*Før en forfatter blev forfatter, var han eller hun oftest læser. Men hvilke skumle læsevaner går i svang i de bedste læserkredse? Vi spurgte en række danske forfattere, hvad og hvordan de læser. Tidligere artikler blev bragt 11. og 13. juli

FAKTA
Ida Jessens top 10
Henrik Pontoppidan: Lykke Per
Agneta Pleijel: Lord Nevermore
Bjørn Bredal: Begærets by
Lars Saabye Christensen: Halvbroderen
Austin Wright: Tony og Susan
Peter Cameron: Weekend
Roy Jakobsen: Det nye vand
Thomas Mann: Buddenbrooks
Gustave Flaubert: Madame Bovary
Michael Ondaatje: I løvens skind.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu