Læsetid: 4 min.

Legender lever

På hver deres facon konsoliderede legenderne C.V. Jørgensen, Niels Skousen og Arthur Lee deres status og position
1. juli 2002

Roskilde
Deres udsendte vil ikke forsøge at skjule, at han havde en klump i halsen på størrelse med et Granny Smith, da den gamle kæmpe, den nu 58-årige Niels Skousen, som sidste ekstranummer satte i med ’Herfra hvor vi står’. Omgivet af lykkeligt syngende mennesker gik det rent ind, hvor fantastisk en sang det egentlig er – og hvor godt teksten holder, form som indhold. Den har lige så meget at sige et ungt menneske i dag, som da den for over 30 år siden tonsatte en generations følelser og fornemmelser.
Omgivet af cremen af vores unge forrygende musikergeneration – Sebastian Büttrich og Sune Wagner på heftigt elektrificerede guitarer, den dårende Lise Westzynthius på vox og keyboard, den raffinerede slagtøjsspiller Piet Breinholm Bendtsen og ikke mindst kapelmester Nikolaj Nørlund på fuldfed el-bas – erobrede Skousen den del af Roskilde Festivalen, som befandt sig under teltdugen på Gul Scene.
Solisten skulle lige overkomme lidt nerver i starten , hvilket bl.a. var med til at give det smågeniale generationssignalement ’68’ – fra dette års sublime comebackalbum, Dobbeltsyn, som indenfor det sidste halve år alene har gjort mere for dansksproget musik end de fem markedsdominerende multinationale koncerner og den ny regering tilsammen! – et noget hektisk præg.
Men efterhånden som Skousen fik sunget sig varm og rolig og bandet fandt groove og melodi, blev det simpelthen bare bedre og bedre. Lyden var god, bandet tændt, Skousen på en gang skrøbelig og sikker, mens gamle som nye sange spilledes ind i hjerte og krop.
Højdepunkterne faldt hen over midten, hvor han på sublime kompositioner som ’Dobbeltsyn’, ’Ikke flere tårer’ og den elektriske storm kendt som ’Stjernestøv’ løftede os mod fjernere horisonter. Velkommen tilbage, Skousen – denne gang slipper vi dig ikke igen.

Viis og værdig
Selv om C.V. Jørgensen ikke som Skousen har været væk fra scenen i over 20 år, er de otte år, der er gået siden han sidst lod høre fra sig, dog en rum tid. Om man tør kalde hans seneste album – med den typiske titel, Fraklip fra det fjerne – et comeback, får stå hen i det uvisse, men det udgjorde størstedelen af det repertoire, der præsenteredes for et medlevende og entusiastisk publikum under teltdugen.
Med årene er den gamle kæmpe blevet så mild og god, at man ikke undgår at få drysset lidt troldestøv i håret, når han synger sine stemningsladede sange om livets gang her højt mod nord… og lørdag eftermiddag var ingen undtagelse.
Viis og værdig står C.V. bomstille i scenelyset og afleverer sine beske tekster med det der unikke organ, der stadig gør ham til det bedste bud på en dansk Dylan.
Fra åbneren ’Det regner i mit hjerte’ til det afsluttende ’Florafobi’ var der tale om en af den slags seancer, der gjorde én til et bedre menneske. Velkommen tilbage, Carsten Valentin – og lad der nu ikke gå otte år igen!

Retro med mening
Om jeg kan give bare én god grund til, at tresserlegenden Arthur Lee har samlet et lille orkester, som slavisk, men indfølt formår at gengive lyden og stemningen fra Los Angeles-gruppen Love’s tre første albums med vægten lagt på mesterværket Forever Changes fra 1967.
Egentlig ikke, andet end det var herrefedt, stedvist gribende og generelt medrivende – som da protopunkudladningen ’7 And 7 Is’ blastede ud af PA’et eller ’Between Clark And Hilldale’ teletransporterede én direkte tilbage til L.A. anno 1966!
Det skadede bestemt heller ikke sagen, at der var indforskrevet såvel vaskeægte strygerkvartet som tre blæsere til at iklæde de raffinerede, drilske og taktile kompositioner fra det melankolsk-psykedeliske Forever Changes – en af rockens første gennemorkestrerede lp’er – rette tonedragt.
Selv om Lee var fejlplaceret på Grøn Scene – den var måske en tredjedel fuld – lod han sig ikke berøre af det pauvre fremmøde, men gav den hele armen. Og det tror pokker – efter over fem år i spjældet, en periode hvor netop hans tidlige værk er blevet voldsomt omvurderet og i processen opgraderet til at udgøre ’the missing link’ mellem The Byrds og The Doors, tror pokker han havde lyst til at spille de sange, hans hele ry hviler på. Det gjorde han så med et raffinement og en attitude mange, unge musikere kunne lære et og andet af.
Det var ren retro, men da det pegede tilbage til en af rockens rigeste epoker og udførtes med beåndet fingherspitzgefåühl, skulle man være et utaknemmeligt svin, hvis man ikke bare lænede sig tilbage og nød turen. Velkommen tilbage, Arthur – du er saftsuseme weird, så det er til at tage og føle på!

*Niels Skousen m/ band, Gul Scene, lørdag., C.V. Jørgensen m/ band, Grøn Scene, lørdag, Love m/ Arthur Lee, Grøn Scene, lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu