Læsetid: 5 min.

Lille indianerreservat skal lagre 40.000 ton atomaffald

En fattig indianer-stamme på 125 medlemmer har indvilget i at opbevare halvdelen af al USA’s radio-aktive affald i 25 år. Modstandere kalder det for »økologisk racisme«.
17. juli 2002

SKULL VALLEY, Utah – Margene Bullcreek peger i retning af, hvor solen går ned.
»Derovre,« siger indianerkvinden med en let bævende stemme, »skal der stå 40.000 ton radioaktivt affald i tønder. Det private konsortium har lejet 1.600 hektar jord på vores reservat.«
Gæsten gnider øjnene og kigger igen. Er det virkelig muligt, at over halvdelen af al det opbrugte atombrændsel, som amerikanske atomkraftselskaber har produceret siden 1960’erne, skal oplagres i dette naturskønne område? Her, hvor nogle få Goshute-indianere udkæmper et sidste, håbløst slag mod den hvide mand?
Historien lyder utrolig, men den er sandfærdig. I 1997 underskrev lederen af Goshute-indianerne på Skull Valley-reservatet en udlejningskontrakt med et konsortium bestående af otte
atomkraftselskaber. Heri indvilligede Skull Valley-stammen i at lade konsortiet bygge faciliteter til oplagring af 40.000 ton radioaktivt affald i op til 25 år, med mulighed for at fornye kontrakten i yderligere 25 år.
I kontrakten specificeres, hvilken belønning de 125 medlemmer af Skull Valley-stammen kan forvente for at udleje en syvendedel af deres lille reservat på 6.800 hektar, der ligger på en øde ørkenslette 70 km stik vest for Salt Lake City. Men kun få stammemedlemmer kender detaljerne.
»Høvding Leon Bear og hans klan styrer projektet. Han siger, at det er strengt fortroligt,« betror Margene Bullcreek mig.
Vi sidder i skyggen af nogle træer uden for hendes hus på reservatet. Det lille samfund på 25 sjæle (resten bor i omegnen og i Salt Lake City) er åbenlyst fattigt. De små huse er faldefærdige. I haverne ligger alle mulige ting spredt ud i en skøn uorden. Flere bilvrag står og venter på at blive renset for reservedele. Stakittet omkring hestenes indhegning er ufuldendt og har formentlig ikke været repareret i lang tid.

Fra hånden til munden
Økonomisk aktivitet er et fremmedord i Skull Valley-
reservatet. Her har folk i årtier levet fra hånden til munden og på amerikanske selskabers nåde. I 70’erne og 80’erne betalte en våbenfabrikant rundhåndet reservatet for at prøveaffyre sine missiler.
»De byggede et vandanlæg og indlagde elektricitet. En gang om året fik hvert stammemedlem en bonus på 2.400 dollar,« erindrer Margene Bullcreek, mor til fire og bedstemor til to.
Men så i slutningen af 80’erne gik selskabet konkurs og reservatet stod på Herrens mark. Da et nu nedlagt kontor i energiministeriet i Washington på omtrent samme tid rundsendte forslag til amerikanske indianerreservater med tilbud om at stille deres jord til rådighed som midlertidige oplagringssteder for atomkraftselskabers radioaktive affald, udtrykte Goshute-stammen i Skull Valley her i Utah en naturlig interesse.
Allerede dengang i 1980’erne herskede der tvivl i forbundsregeringen og
atomkraftbranchen, om det planlagte permanente oplagringssted for atomaffald i Yucca Mountain i Nevada ville blive færdigt til tiden – hvilket ville sige 1998. Derfor skønnede man, at der kunne blive behov for at bygge midlertidige faciliteter. Nu tyder alt på, at Yucca Mountain først kan åbne i 2010, måske 2012, 2015 eller slet ikke. Delstaten Nevada vil gøre alt for at stoppe projektet ved domstolene.
På nær Goshute-stammen modtog energiministeriets rundsendte forespørgsel afslag fra 26 adspurgte indianerreservater. Modstandere af initiativet stempede det straks som et eksempel på »økologisk racisme«, fordi forbundsstaten og selskaberne havde udvalgt den svageste og mest sårbare befolkningsgruppe i USA. Ingen amerikanere kunne drømme om at tage sig betalt for at lagre atomaffald i deres baggård.
»Det er i strid med en forordning udstedt af Clinton-regeringen, der påbyder forbundsstaten og private selskaber at beskytte etniske mindretal og fattige mod miljø- og sundhedsskader,« siger Reinhart Knutsen fra Shundahai Networks kontor i Salt Lake City.
I midten af 1990’erne nedlagde Clinton-regeringen Energiministeriets Office for Atomic Waste og kort efter besluttede en gruppe på otte atomkraftselskaber at danne et konsortium, som de kalder Private Fuel Storage, for at videreføre initiativet.
»Vi henvendte os straks til stammen i Skull Valley, fordi de havde udtrykt interesse; de havde desuden været på rejser til Japan, Frankrig, Sverige og Storbritannien og talt med eksperter i oplagring af atomaffald og repræ-sentanter for lokalbefolkningen, selv med Greenpeace,« fortæller Sue Martin, talskvinde for Private Fuel Sto-rage (PFS).
Lederne af Skull Valley-stammen vidste altså, hvad de gik ind til. Der var blot et problem. En tredjedel af de voksne medlemmer af stammerådet ville ikke høre tale om at udleje deres jord til at opbevare 40.000 højradioaktivt atomaffald fra den hvide mands verden. Denne tredjedel er ifølge én af modstanderne, Sammy Blackbear, nu blevet til 80 procent.
»Leon Bear og hans allierede underskrev udlejningskontrakten uden at rådføre sig med stammerådet. Det er imod vores demokratiske traditioner,« siger han.

Vil stoppe projektet
Blackbear er en mand i 30’erne. Han bor på reservatet med sin familie, men har i de sidste par år været travlt beskæftiget med at stoppe affaldsprojektet. Sammen med staten Utah har han sagsøgt Bureau of Indian Affairs under Indenrigsministeriet for at have taget Leon Bears parti i striden. Selv har han sagsøgt Bear for at have underskrevet kontrakten uden om stammerådet.
Normalt afviser forbundsdomstolen at blande sig i reservaters indre anliggender, fordi indianerreservater er suveræne territorier og nyder udstrakt grad af selvstyre.
På Skull Valley-reservatet er det tydeligt, hvem der nyder godt af aftalen med konsortiet. Fra Bullcreeks hus og have kan man se en nydelig villa omgivet af fire-fem nykøbte jeeps.
»Leon Bear og hans familie er blevet velstående,« sukker Bullcreek.
»Jeg og andre modstandere er blevet marginaliseret. Bear-familien har monopoliseret vandforsyningen her på reservatet. Så jeg har ikke vand til mine heste, og de har forbudt mig at lade dem græsse på reservatets fælles marker,« fortæller hun.
Modstandere af konsor-
tiets planer har fået at vide af høvding Bear, at hvis de underskriver en resolution, der bakker op om affaldsprojektet, vil de få udbetalt 10.000 dollar. Ingen ved med sikkerhed, hvor mange penge PFS har udbetalt til konsortiet. Aviser i Utah taler om 1,4 mio. dollar på forskud og løfte om snesevis af mio. dollar, såsnart de første tønder radioaktivt affald ankommer til reservatet.

Moder Jord
Ude på reservatet virker Margene Bullcreek, der taler Goshute-sproget, resigneret og sørgmodig.
»Først blev vi trængt ind på reservater. Så blev vi sendt på kostskoler for at blive afrettet, men vi hang fast i vores identitet. Nu skubber de os ud af det sidste stykke land, vi har tilbage. Det er folkemord. Alt, hvad jeg vil, er blot at leve i harmoni med Moder Jord, som vores skaber bad os tage vare om.«

*Dette er fjerde artikel i en serie om transport og opbevaring af udbrændt atombrændsel i USA. De første artikler blev bragt 11., 13. og 16. juli. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her