Læsetid: 7 min.

Den litterære detektiv

Digteren Pia Juul pløjer, gennemsøger, efterforsker og udforsker bøgerne og læser så snart hun kan komme til det – men lyrik skal hun helst hjælpes til
24. juli 2002

Læselyst
Hvis man skal hjem til Pia Juul, skal man ud ad en motorvej, forbi et par provinsbyer, gennem en landsby og ned ad en jordvej med et ’Indkørsel forbudt’-skilt. Så når man til sidst frem til den skovriderbolig, som digterinden har indtaget med sin familie, hvoraf det yngste medlem på to måneder sover fredeligt i skyggen af de store træer i haven. Nede bagved inspicerer godsejeren sine jorder, som huset hører til, og fuglene pipper fra oven så man bliver helt salig. Alligevel har Juuls arbejdsproces ikke ændret sig på det år der er gået, siden familien rykkede ud af København.
»Langsomt bliver man nok et andet menneske af at bo et andet sted, det vil jeg godt gå med til. Men hvis jeg skulle være flyttet på landet for at komme mere i kontakt med poesien, ville det da være helt til grin. Tværtimod er det da snarere lidt problematisk. Fordi man ser ud på træerne og kirsebærrene og får lyst til at skrive om dem.«
– Hvorfor er det problematisk?
»Det er måske også et lidt stærkt ord – men fordi jeg, både som person og som forfatter, har det svært med det patetiske og det svulstige. Fordi det godt pludselig kunne gå hen og blive lidt tandløst. Man skriver jo heller ikke om lykken; den er man bare i. Man skriver om de ting, man ikke kan holde ud.«

Kædereaktion
Én ting har ændret sig: Her på landet kan Juul ikke gå i antikvariater hver dag som før. Men så går hun bare i antikvariater på nettet i stedet.
»Min læsning følger tit nogle spor, som bøgerne afsætter i en lang kædereaktion. Den ene bog fører mig videre til den næste, og derfor aner jeg tit ikke, hvor jeg havner«
»For nylig fik jeg bogen Eszters arv af den ungarske forfatter Sándor Márai og blev helt vildt begejstret. Så nu har jeg også læst en anden af ham og bestilt den sidste, der er udgivet på dansk. Jeg har sikkert glemt ham om et år, men lige nu var det bare to små romaner, som jeg godt kunne lide at være inde i. De har en bestemt tone, en lethed og en enkelhed som gør, at jeg som forfatter tænker – og det har jeg tit brug for at tænke – at det jo er nemt at skrive en roman."
– Skelner du mellem din oplevelse som almindelig læser og din oplevelse som forfatter?
»Det tror jeg ikke, man kan. Læsning påvirker altid en. Derfor har jeg også nogle gange besluttet, at nu ville jeg ikke læse flere af de der underlødige kriminalromaner. Jeg tror bestemt, at det kan trække en i en forkert retning, hvis man læser en masse halvdårligt sprog – så risikerer man selv at blive slap.«
– Skal det også være lidt svært for at være rigtig godt?
»Næ. Sådan en som Márai ville alle kunne læse. Nogle ville måske synes han var lidt kedelig, men det er Rosamund Pilcher (romantisk bestseller-forfatter, red.) da også. Det er virkelig aldrig gået op for mig, hvad der gør en bestseller. Andet end at boghandlerne i hvert fald ikke gør det mindste for at hjælpe folk med at finde frem til de gode bøger. De sælger de samme ti titler, og hvis folk spørger dem om noget, skal de hen og slå op. Jeg ved ikke hvad de laver; de læser i hvert fald hverken bøger eller aviser eller anmeldelser. Jeg har så tit haft lyst til at gå hen og blande mig, når jeg hører en kunde spørge om råd. Jeg har også nogle gange gjort det, men det falder sjældent i god jord.«

Bogpløjning
Juul er storforbruger af bøger. »Jeg kan altid læse. Det var helt ekstremt, dengang jeg var medlem af Statens Kunstfonds litterære udvalg og sad og læste hele dagen. Når jeg så skulle holde fri og slappe af, snuppede jeg en krimi. Det var virkelig a busman’s holiday.«
Som oversætter af en lang række værker fra børne- og ungdomslitteratur til Alain de Botton og senest en stor biografi om H.C. Andersen er hun nået vidt omkring i litteraturen på jagt efter citater og kilder.
»Jeg er ret god til at finde citater frem, og jeg kan virkelig godt lide det. På den måde er jeg pløjet igennem både Montaigne og Proust, men det er jo ikke rigtig læsning. Så hver gang tænker man, at man må vende tilbage. Så står de der i biblioteket så længe og venter. Det kan jeg egentlig også meget godt lide.«
»Biografier læser jeg også lidt som en detektiv. For at finde ud af, hvordan Knut Hamsun blev til Knut Hamsun, og hvordan han blev nazist. Lige nu læser jeg Thorkild Hansens Processen mod Hamsun, som jeg første gang tænkte på at læse i engang først i 80’erne, hvor jeg var meget optaget af Hamsun – skrev det af i lange passager og læste det på den måde, som man nu gør når man er meget ung og i de lidt for store følelsers vold. Men den har stået og ventet indtil nu, hvor jeg så filmen over den og syntes den var så uhyggelig. Den åndssvage gamle mand – det er næsten til at tude over. Lige nu er det meget vigtigt for mig at finde ud af, hvad det egentlig var, der skete. Man burde finde en anden vinkel på det.«
»Jeg har også lige læst Sebastian Haffners En tyskers historie, hvor man virkelig ser opskriften på en nazist. Og ser, hvordan de faresignaler, som man er bange for at overreagere over i dag med Dansk Folkepartis fremmarch, virkelig skal tages alvorligt.«

Liv på form
»Men detektivlæsningen kan også bare opstå af en gammel interesse som mit flip med 1880’erne, som kommer af at jeg har været meget begejstret for Agnes Henningsen. Det er et detektivarbejde, som aldrig ender, for hver gang der dukker noget nyt op – brevvekslinger, dagbøger, biografier - skal jeg lige tjekke det. Dels fordi personerne nærmest er blevet mine venner, så godt kender jeg dem. Dels fordi jeg efterhånden faktisk af og til kan fange dem i at lyve. Som man jo gør, når man skal fortælle sit liv. Men det er sjovt, når man får øje på hullerne.«
»Selv om det er spændende at følge folks liv, er det den måde, det er sat på form, der gør det godt. Det kendetegnende ved livet er jo, at det ikke har nogen form. Og det er ikke altid så ligetil at gennemskue, hvor man henter sit stof. Helle Helle (forfatter, red.) grinede af mig, fordi jeg havde skrevet en historie om at køre bil uden selv at have kørekort. Hun mente, at det kunne ses. Men faktisk var den historie en, jeg havde tyvstjålet fra en af mine andre venner. Som altså havde kørekort. Det er ikke sikkert, at det er det man selv har prøvet, der bliver det mest overbevisende.«
– Læser du meget lyrik?
»Nej. Det må jeg indrømme. Det har jeg aldrig gjort. For eksempel kender jeg ingen, der ikke elsker Gunnar Ekelöf, og alligevel er jeg bare aldrig kommet i gang med ham. Men så læste jeg så en ret god bog om ham af Olof Lagerkrantz, mens jeg var gravid, og hver gang jeg kom til et af digtcitaterne tænkte jeg: hold da op, hvor er det godt. Så nu får jeg måske snart læst det. Men med poesien er jeg bare sådan, at jeg tit skal hjælpes.«
»Tak til især: Anna Emilie, Bjørnstjerne Bjørnson og hans datter Bergliot, Stephen Bogart, Inger Christensen, Kirsten Christensen, Per Christiansen, Dronning Dagmar, E.M. Forster, N.F.S. Grundtvig…«
– citat fra takkelisten i digtsamlingen ’sagde jeg, siger jeg’, 1999.
»De er næsten alle sammen nogen, som jeg har stjålet noget fra i digtene,« forklarer Juul, »også selv om det tit er så lidt, at andre aldrig ville kunne se det. For eksempel takker jeg Peter Laugesen, som har skrevet: »Når det er nat. Og det er det tit« – og så har jeg et digt, som svarer: »Når det nu så tit er nat.« Et andet sted vidste jeg simpelthen ikke hvad den dame hed, som jeg skulle takke, fordi det var hende, der før i tiden altid kom i radioen og fortalte, at solen den dag havde skinnet i 1 time og 10 minutter.«

Solskin i timevis
»Det har altid undret mig, hvem der gerne ville vide hvor lang tid solen havde skinnet. Da jeg gik i gang med bogen havde jeg en ide om, at det skulle stå med fed hver gang, jeg talte med en anden tekst, men så gik det op for mig, hvor tit man i virkeligheden gør det, altså bruger andre som afsæt. Det kunne man slet ikke.«
»Poesien er jo meget stærk. At læse, mener jeg. Jeg vil ikke sige, at det er derfor, jeg læser den så sjældent. Men når jeg læser den, påvirker den mig og inspirerer mig meget. Den afkræver et svar, at jeg selv skal sige noget. På den måde er den meget anderledes end romaner og biografier. De eneste andre tekster, der også virker sådan, er de græske tragedier. Når jeg læser dem, vælter det simpelthen frem. Så må jeg sige en hel masse.»

*Dette er den sidste artikel i serien om læselyst.

*Pia Juul, f. 1942. Har udgivet fem digtsamlinger, en roman og senest novellesamlingen Mit forfærdelige ansigt (Tiderne Skifter, 2001) og skuespilsamlingen Gespenst og andre spil (Tiderne Skifter, 2002).

FAKTA
Pia Juuls 10 bud
Emmanuel Bove: Mine venner
Elias Bredsdorff: H. C. Andersen og England
Maxim Gorki: Min barndom
H. P. Hansen: Natmændsfolk og Kjæltringer
Agnes Henningsen: Let gang på jorden
Erich Kästner: Dengang jeg var en lille dreng
Ortfried Preussler: Krabat
Pentti Saarikoski: Det yderste Europa
Knud Sørensen: Dickens på dansk
Dorrit Willumsen: Marie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu