Læsetid: 3 min.

Det var mand mod sø

13. juli 2002

Om en ulige kamp, en fisk og et interview, der blev med en helt anden

Mars Avis
Insekter er noget jordisk småkravl, som vi ikke kender til på Mars, men min redaktør ville have et insektinterview, da jeg havde fortalt ham om dem.
»Jeg tror slet ikke, de kan interviewes,« sagde jeg. »Vrøvl,« sagde han, og så var den sag afgjort.
Efter et opslag i en insektbog besluttede jeg, at jeg ville snakke med en bænkebider. Bænkebideren er et landlevende krebsdyr med syv par ens ben, leddelt og med et lille skjold over sig. Holder hovedsageligt til på fugtige steder. Altså gik jeg hen i parken og satte mig på bænken ved søen (ikke den sædvanlige, men en reservebænk). Det måtte vel være dèr, den slags hang ud. I lang tid ventede jeg på, at en bænkebider ville komme forbi, men fik så øje på en mand.
Han stod ved søen men med en stang. I den ene ende af denne var fastgjort en snor, som førte ned til vandoverfladen. Et øjeblik troede jeg, at han havde bundet søen fast til stangen med snoren og nu forsøgte at trække søen med sig et eller andet sted hen f.eks. ind på land.

Sølvglinsende væsen
Måske ville han have den med hjem. Måske samlede han på søer. Men søen gjorde modstand – den ville åbenbart hellere blive liggende på sin flade – for stangen buede så meget, at den var lige ved at knække, jo mere manden trak.
Med store armbevægelser forsøgte han at trække den først mod højre, så mod venstre. Søen blev, hvor den var.
Jeg trådte nærmere, og manden bød mig med håndbevægelser være helt stille.
»Svup!« sagde det, og snoren slap sit tag i søen.
Op af vandet trak snoren, der viste sig at være meget kort, et sølvglinsende væsen, og manden blev både stolt og glad.
»En ordentlig kalorius,« sagde han.
»Hedder det en kalorius?« spurgte jeg og hev min notesblok frem for at skrive det ned.
»Det er en aborre,« sagde han.
»Altså ikke en kalorius?«
Manden så undersøgende på mig.
»Er du fra en institution,« spurgte han og betragtede mig nøje, mens han klaskede aborren hårdt mod en sten. Den faldt straks i søvn.
Vi snakkede lidt frem og tilbage, og selv om han pludselig var blevet en smule modvillig, fik jeg lokket ud af ham, at det, han havde fanget, i virkeligheden – altså sådan helt ind til benet – hed en fisk.

Finner og finner
»Trækker fiskene også mennesker ned i vandet,« spurgte jeg.
Nu lo han højt.
»Det kan de altså ikke,« sagde han.
»Hvad bruger man fisk til?«
»Man spiser dem!«
»Spiser de også mennesker?«
»Gu’ gør de ej,« sagde han, men tilføjede: »Jo forresten... nede i Sydamerika er der nogle, der gør.«
»Hvad er det?« spurgte jeg og pegede på nogle udvækster på den slimede fisk.
»Finner,« sagde han. »Det er dem, den basker sig frem med og styrer med nede i vandet.«
Jeg takkede for interviewet. Det skulle ikke være alt for langt, havde min redaktør sagt. (Ordet ’finne’ gav i øvrigt senere anledning til en pudsig misforståelse, idet jeg fik fortalt, at nogle danskere skulle spille en træningskamp i fodbold mod finnerne.)
Så spurgt jeg ham – høfligt – om han vidste, hvor der boede en bænkebider, jeg kunne interviewe, men da tror jeg nok, han mistede interessen for at svare på mine spørgsmål. I hvert fald pakkede han aborren ned i sin taske og gik målbevidst bort.
(Fortsættes)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu