Kroppen over gevind
Verdensmesterskaberne i fodbold forløb sidste måned i Japan og Korea. Ja, altså ikke de gammelkendte og måske snart gammeldags mesterskaber for mænd i korte bukser, støvler og ens trøjer.
Derimod de langt mere fremadskuende, fremtidsrettede og frembrusende verdensmesterskaber i fodbold for robotter RoboCup.
For nu virkelig at understrege parallellen til de rigtige verdensmesterskaber fandt de oven i købet sted i den japanske by Fukuoka og var medsponsoreret af den koreanske by Busan.
Ganske vist var der også forskelle. Således var robotterne ikke opdelt i hold, der repræsenterede lande, og der var også flere kategorier, deltagerne kunne dyste i.
Et dansk hold fra Syddansk Universitet vandt oven i købet kategorien for robotter, der udmærker sig ved at kunne gå oprejst på to ben de såkaldte humanoider.
»Indtil i år foregik legene med robotter med hjul. Men nu er der også en humanoid liga for robotter, der kan gå,« siger professor Henrik Hau-top Lund fra Mærsk Instituttet på Syddansk Universitet til Information.
Han er leder af det projekt, som førte til sejr i Fukuoka.
Maskine slår menneske
Det er nu de mekaniske verdensmesterskabers ambition at blive så dygtige til at spille fodbold, at de kan slå menneskene.
»Inden år 2050 er det vores mål at slå det menneskelige verdensmesterskabshold,« sagde Hiroaki Kitano, som
er præsident for RoboCup Federation, til Financial Times i juni.
»Det kan godt være, at dommeren vil være nødt til at være menneskelig for at undgå kontroverser. Men jeg vil have en robot til at holde øje med ham,« sagde Kitano.
Men kan maskiner nogen sinde komme til at matche Beckhams ben og Schmeichels håndgreb? Endsige vinde over menneskene?
Det mener Kevin Warwick sagtens, at de kan. Han er professor i kybernetik på Reading University i Storbritannien og har nærmest gjort sig til talsmand for den videnskabsgren, der excellererer i dramatiske forudsigelser af robotternes sejrsgang.
»Med mindre fremskridtet stopper nu, hvilket er ek-stremt usandsynligt, så vil det inden længe være intelligente maskiner, som kører showet, og ikke os,« har han sagt i et interview med det britiske dagblad The Guar-dian.
»Et realistisk alternativ til en udviklingshånd, der venligt klapper menneskeheden på skulderen på en det var rart at møde dig-måde er, at mennesker selv forbinder sig med de netværk, der er ved at blive skabt. Vi kan forbedre vores evner ved at forbinde den menneskelige krops funktioner mere direkte med teknologi,« sagde Warwick.
Han selv forbereder sig og omverdenen på denne fremtid ved f.eks. at forske i, hvordan man som menneske kan udnytte indopererede chips til egne formål. Han har flere gange gjort sig selv til en cyborg en blanding af menneske og maskine maskinneske eller menneskine kunne man kalde det.
Hans første eksperiment var at få opereret en chip ind, der kunne kommunikere med hans fysiske omgivelser. Når Professor Warwick nærmede sig, åbnede chipen f.eks. automatisk dørene på universitetet.
Konechip
Næste projekt var, at både han og hans hustru fik indopereret chips, og meningen var så, at de ville forsøge at se, om de kunne kommunikere følelser såsom vrede, frygt og seksuel ophidselse via chipen i stedet for på andre måder.
Erfaringerne fra disse forsøg er nu ved at blive samlet i bogform bogen kommer naturligvis til at hedde I, Cyborg.
Andre mener, at den slags forudsigelser er overdrevne.
»Det, mener jeg, slet ikke er realistisk. Vi er så langt fra noget, der bare ligner dyrs intelligens, at jeg ikke kan se det ske inden for overskuelig fremtid. Det er mere fiktion end realitet i den forskning, vi ser i dag,« siger Henrik Hou-top Lund om tanken om, at
intelligente maskiner skulle kunne tage overhånd over menneskene.
I stedet tror han mere på en udbygning af det, man allerede ser i dag med f.eks. pacemakere, der hjælper folks hjerter med at slå. Men under alle omstændigheder vil grænsen mellem menneske og maskine blive mere udflydende.
»Der sker en eller anden form for sammensmeltning. Vi vil jo bruge vores tekno-
logi kunstige lemmer for eksempel. Det er vigtigt, at vi beslutter, hvad det er, vi vil bruge teknologien til,« siger han.
Nogen har kaldt den slags teknologisk samspil mellem maskiner og mennesker for fyborger funktionelle cyborger.
Ingen vil være cyborg
Gregory Stock, som leder Programmet for Medicinsk Teknologi på University of California, Los Angeles (UCLA), har netop skrevet en bog om netop det emne, Redesigning Humans.
Han mener ikke, at mennesker overhovedet vil have lyst til at blive rigtige cyborger. Der er grænser for, hvor mange dingenoter, mennesker kan bære rundt på, hvis man stadig skal kunne have det godt.
I stedet vil vi se mange flere eksempler på mekanik, som mennesker kan bruge, og som man altså ikke risikerer tager magten fra én.
Gregory Stock argumenterer i sin bog med, at det ikke nytter noget at forsøge at stoppe den nye teknologi. Hvis liberale, vestlige samfund ikke vil forske, ja så vil samfund, der har andre værdisæt. Kina for eksempel.
Holder den prognose stik, kan menneskeheden risikere, at det ikke bare er fodboldkampe, den kommer til at tabe i ræset med maskinerne.
