Læsetid: 7 min.

Maskuline skønheder

Mandekroppen har altid været et centralt kulturelt symbol, siger dr. phil. i historie Hans Bonde. For eksempel var de første skønhedskonkurrencer i Danmark for mænd
19. juli 2002

(2. sektion)

Mandekroppen
I dag reklamerer smækre unge mænd med vaskebrætmaver og faste hagepartier for undertøj og mandeparfumer på lige så forførende vis, som når kvindelige modeller sælger feminine rekvisitter.
Og det virker:
»Pubertetsdrenge bruger flere penge til personlig pleje end piger i samme alder,« fortæller Hans Bonde, lektor på Institut for Idræt.
Tilsyneladende er fokus på kroppen stærkere en nogensinde før – men kun tilsyneladende, mener Hans Bonde:
»Kroppen har altid været et centralt kulturelt symbol. Især mandekroppen, fordi den i førmoderne kulturer var garant for, at grænserne blev forsvaret og for samfundets fortsatte beståen.«
Krigerkroppen blev det maskuline skønhedsideal:
»Statuerne, vi pynter vores parker med, er krigere. Den græske krop kunne kaste spyd og hugge andre mandekrope ned med sværd – det skønne og det krigeriske var forenet i samme krop.«
Så længe de fleste mænd arbejdede fysisk, var den kropslige forskel mellem mænd og kvinder til at få øje på.
Men omkring århundredeskiftet, da moderniteten for alvor slog igennem, blev mændene nervøse over den skræmmende udsigt til, at maskinerne ville overtage det fysiske arbejde:
»Det blev oplevet som en direkte trussel mod maskuliniteten. Især middelklassens kontormiljøer var plaget af skrækscenarier om, at manden ville svinde ind, blive smalskuldret og få tændstikarme,« siger Bonde.
Svaret på denne krise blev sport og gymnastik:
»Sporten skabte en eufori blandt mændene – det går ikke så galt, vi kommer ikke til at ligne kvinder, og Drachmann digtede om, at i sporten ’der bliver vi selv et Glyptotek af mandlige skønne former.’«

Der opstod en regulær kult omkring ’projekt mand’, hvor kroppen var i centrum. I Danmark blev de første skønhedskonkurrencer for mænd afholdt i begyndelsen af 1900-tallet – 25 år før kvinderne begyndte på den slags.
Vinderen af Konkurrencen for smuk Legemsbygning i 1903 hed I. P. Müller (se forsidebillede). Hans bog Mit system solgte i halvanden million eksemplarer og blev oversat til 26 sprog:
»Müller var et sundhedssymbol og en maskulin helt – også for kvinder. Dengang tænkte pæne damer tilsyneladende hverken på sex eller pornografi, men de kunne godt tage i Forum og sidde blandt publikum og se Müllers 190 centimeter lange, solbrune, veltrænede krop posere på scenen. Iført badebukser gennemgik han et hygiejnisk program, som omfattede gymnastiske øvelser, et bad og frotteringer, der skulle rense affaldsstoffer ud af kroppen.«

I mellemkrigstiden skabte gymnastikpædagogen Niels Bukh en helt ny mandeæstetik. Ganske bogstaveligt rettede han op på et par generationer af unge bondekarle og udviklede et maskulint formsprog præget af kraft, balance, tempo, dynamik og fællesskab:
»Karlegymnastikken var en stor mandebevægelse på landet, og de lagde ikke skjul på deres program: Væk med den fine pigegymnastik, nu skal vi fandeme være mænd, og mænd går ikke rundt og er skæve af landbrugsarbejde.«
»Bukh har indgående beskrevet, hvordan han fik karle ind med ryggen krummet af hårdt arbejde og hænder, der var kronisk halvt knyttede i et greb om et usynligt arbejdsredskab. Indtil de blev brækket op af de andre karle.«
»De gik meget, meget hårdt på... de trak og vred og rev hinanden for at skabe noget nær gummimennesker. Så karlene blev også symboler på det moderne, forandringsparate, fleksible menneske.«
»Man kunne se på en karl, at han havde været på Ollerup gymnastikhøjskole. Der findes beskrivelser af, hvordan pigerne kiggede efter dem, når de gik rundt i landsbyerne.«
»Det var en ret vovet maskulin kultur med tætte berøringer og en eksponering af mandekroppen, som var uhørt på det tidspunkt.«
Denne revolution af karlekroppene foregik samtidig med, at andelsbevægelsen og partiet Venstre voksede sig stærke:
»Der er en intim sammenhæng – den krumbøjede bonde, der kiggede op på herremanden, kunne hverken frigøre bondestanden økonomisk eller politisk. Han blev nødt til ranke sig først – og det gjorde han i gymnastiksalen.«
Niels Bukhs karle hævede sig fra at være et symbol på landbrugets økonomiske og politiske magt til at blive et nationalt symbol:
»I 30’erne var Bukh nok den mest kendte dansker i udlandet på grund af sine mange rejser med sine gymnastikkarle. Sådan seks karle, der stod på hænder på en plint i en smuk, samlet rank figur, gjorde mandekroppen til det stærkeste symbol for Danmark – Danish bacon i højpotens, om jeg så må sige.«

Efter Anden Verdenskrig gik det tilbage for landbokulturen, byernes sport vandt frem og gav det centrale symbol på mandekroppen:
»Alt andet lige er sporten mere i pagt med moderniteten, fordi den er præstationsorienteret og målbar. Samtidig er en foldboldkamp meget mere dynamisk end en gymnastikopvisning – selv i Bukhs tempo.«
Det blev meget tydeligt under VM, hvor en hel verdens mænd tunede ind på det, Hans Bonde kalder »et elektronisk mandefællesskab«, og sad fortryllede af disse ufatteligt kapable mandekroppe – stærke, hurtige, snarrådige:
»Foldbold er det bedste eksempel på, at mænd går sammen med andre mænd om at dyrke og forhandle det maskuline. Hvad kan en mand tillade sig – kan han spille offer, snyde lidt, græde lidt og stadig være maskulin?«
»Fodbold er en særdeles velegnet forhandlingsscene, fordi det er et holdspil med veldefinerede roller – der er mange typer mænd, dvs. spillere, at identificere sig med. En slider som Tøfting er også helt ok, når han ofrer sig for fællesskabet. «

Sporten bliver enormt symboltung, fordi den skal bære næsten hele det maskuline projekt og selvdefinering, mener Hans Bonde:
»Bortset fra toiletkulturen er sporten efterhånden det eneste sted, hvor kønnene er adskilt.«
»Tidligere var mænds relationer til andre mænd på mange måder langt mere emotionelle end deres forhold til kvinder. Man organiserede sig i laugsbroderskaber, man drak, sloges og producerede sammen. Det er først i vor tid, der er opstået den besynderlige forestilling, at manden skal finde emotionel forløsning næsten udelukkende i sin relation til kvinden.«
»Det er grund til mange frustrationer. For naturligvis kan kvinden ikke forløse manden – ligesom at manden ikke kan forløse hende.«
Samtidig er sport det emotionelle frirum, hvor mænd kan tillade sig at berøre hinanden og vise ekstase på en måde, som den traditionelle præstationsorienterede manderolle aldrig har tilladt:
»Det er det eneste sted, vi går i fælles ekstase som i fortidens stammekulturer. Derfor bliver fodbold så attraktivt og når disse kultiske højder.«
»På mange måder er sporten blevet den sidste maskuline grænsebastion. Som nævnt var mandekroppen tidligere garant for grænserne i militær forstand. Nu får mandekroppen den symbolske betydning i sporten, godt hjulpet af farvesymbolik og nationalsang.«
»Det er ikke en Niels Bukh-gymnast, men fodboldspillerne, der er vores nationalsymboler. Disse 11 kroppe, vore danske drenge, danner en mur, der bliver symbol på, at vores grænser ikke bliver penetrerede, at vi ikke bliver overmandede.«

Maskuliniteten forhandles også i reklamekulturen, hvor æstetiseringen af mandekroppen er et ret nyt fænomen:
»Så længe kvinder ikke tjente penge selv, skulle manden først og fremmest signalere præstationsorientering. Hvis en kvinde både kunne score et godt skaffedyr, en flot fyr og en mand, hun kunne elske – i nævnte prioritering – havde hun virkelig skudt papegøjen,« siger Hans Bonde.
I dag er kvinder selvforsørgende, og staten har på mange måder overtaget faderens rolle som familiens økonomiske garant. Det stiller mænd over for nye udfordringer:
»Kvinderne efterspørger flere egenskaber hos deres mænd end tidligere. Kvinder vil elske deres mænd – hvilket var en luksus tidligere. Og kvinderne vil have dejlige mænd at se på og og røre ved.«
»På den ene side har mange mænd svært ved at leve i den usikkerhed, der ligger i hele tiden at blive vurderet af et udefrakommende blik – en usikkerhed, som kvinder hele tiden har måttet bære.«
»På den anden side er det også en gave for mænd at blive elsket og begæret.«
Når mændende selv retter opmærksomheden mod æstetiseringen, skyldes det ikke kun kvindernes krav og reklameindustriens påvirkning. Det sker også ud fra en begyndende erkendelse af, at det er en magtfaktor at kunne vække begær, mener Hans Bonde:
»Traditionelt har kvinder brugt andre magtformer end mænd. Det er en form for magt, der er vanskelig at sætte ord på, fordi den i høj grad sætter sig igennem ubevidst i kraft af, at mænd begærer kvinder og tænder på dem visuelt. Det er en af de kvindelige magtformer, som er helt undertematiserede.«
»Men ligesom kvinder bevæger sig ind på mandlige magtdomæner i ledende stillinger, bevæger mænd sig ind på kvindelige domæner og begynder at erobre den styrke, man får ved at være attrået. Derfor ser vi mange mænd, der begynder at gå op i deres udseende og gå til salsa.«
Det har været med til at bane vejen for en helt ny kropskultur i de seneste årtier, hvor også forholdet til børnene spiller ind:
»Når mænd får med børn at gøre, bliver de nødt til at slippe den konstante overjeg-styring. Kroppen skal nødvendigvis være mere blød og afspændt og kunne give sig hen. Mandekroppen har fået langt flere facetter.
I reklamerne har mænd stadig helt overvejende aktive roller – men efterhånden bevæger nogle reklamer sig meget langt i fremstillingen af en narcissistisk indadvendthed, hvor manden bare dvæler ved sin egen skønhed.«
»Mange kvinder finder det kedeligt, fordi de fleste kvinder gerne vil have en aktiv mandlig seksualitet. Der er hele tiden forhandlinger i gang mellem heteroseksuelle mænd og kvinder, mellem forbrugere og reklameindustri om, hvor langt man kan gå, inden de mandlige modeller signalerer noget bøsset eller feminint. «

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her