Læsetid: 4 min.

Mekka for en weekend

Roskilde er lykkeligvis stadig et meget meget farligt sted for puritanisme og snæversyn
2. juli 2002

Roskildefestival
At booke koncerter til Roskilde Festivalen må være et af de mest udskældte hverv inden for den danske musikbranche overhovedet. Hvis ikke heavy-brødrene harcelerer over at metallet er for let, så hidser den elektroniske brigade sig op over at programmeringerne er daggamle. Og med en vis ret. Men først og fremmest skal festivalen takkes for endnu et smukt varieret program.
Igen i år er Ballroom det uomtvistelige mekka, som fastholder en ekstraordinær ånd af åbenhed fra bookeres og publikums side. Det kan heller ikke undre, at det kvalitative indhold er enormt højt, når musik fra alle verdensdelene strømmer igennem denne ene scene, mens de resterende fem scener groft sagt koncentrerer sig om musik fra Europa og Nordamerika.
Lykkeligvis er udbuddet så også ret varieret inden for de europæiske og nordamerikanske traditioner, og festivalen skal have ros for til stadighed at præsentere amerikansk hiphop og r&b, der er så notorisk svær at lokke uden for USA. I år bedst repræsenteret ved Erykah Badu og Antipop Consortium. Men hvorfor var den elektroniske scene så tyndt befolket med decideret udfordrende navne, så svagt repræsenterende en ny generation hinsides electro og techno? Og hvad skal festivalen med publikumsvenlige, men ikke videre udfordrende bands, der blot er unødigt hypede af toneangivende musikblade som især NME. Andrew WK, Black Rebel Motorcycle Club, Starsailor.

Pet Shop Boys
Inden for kategorien hovednavne har flere pressefolk hævdet, at der ikke var nok af slagsen. Men hvorfor egentlig? I overtegnedes øjne og øren er hovednavnenes opgave på Roskilde at levere et par store kollektive drøn, men først og fremmest at trække folket til Dyrskuepladsen for at få dem til at høre ukendt musik, musik de ikke havde drømt om eksisterede – med andre ord at få folket til at søge de små sceners åbenbaringer og muligheder for dannelse.
En udsolgt festival vidner om at kvantummet af hovednavne var det rette, og med lidt held forvildede f.eks bare en enkelt Garbage-fan sig ned til Ballroom, til den inklusive varme fra Antibalas Afrobeat Orchestra. Et newyorksk big band med tydelige rødder i nigerianske Fela Anikulapo Kutis mangetungede, funkinficerede, sejt dynamiske, politiske og humanistiske afro beat. Langstrakte forløb drevet af en konstant understrøm af myldrende rytmik, forløb voksende og faldende i intensitet med Hr. Antibalas som vokal indpisker og en saftig, saftig blæsersektion som uimodsigeligt klimaks.
Hovednavnet Pet Shop Boys’ opgave var af en anden og mere healende art på Canopy-scenen, som de for to år siden, timer efter tragedien, nægtede at bestige. Med et stort band i ryggen og en mere rocket nerve havde musikken desværre problemer med at slå rødder. Intentionen om et mere umiddelbart og sejt dynamisk udtryk var sympatisk nok, men det klædte at få Chris Lowes og Neil Tennants sange at få for meget hår under armene.
Pet Shop Boys har altid været en dobbelttydig popduo med deres stive kropslighed og distancerede spleen, men denne fredag nat blev sangene til shownumre, pornografisk svulstig pop uden den karakteristiske dobbelthed eller kontrollerede elegance. Men, bevares, det er meget svært ikke at feste, når klassikere som »West End Girls«, »It’s A Sin« og »New York City Boy« sendes over Smatten... Og det holdt overtegnede (rc -red) sig selvfølgelig heller ikke for blasert til.
Søndagens program var til gengæld knap så ophidsende som fredagens og lørdagens, men blandt lyspunkterne var Detroits White Stripes, der sparkede og flåede garagerocken ind i det 21. århundrede. En gnistrende og hysterisk støjblues undfanget af det tidligere White-ægtepar, der ynder at præsentere sig som søskende: Jack på guitar og mikrofon og Meg på trommer. Et på én gang gammelt, autentisk og ungdommeligt, blodigt udtryk.

Tradition og fornyelse
Da amerikanske Steve Earle nogenlunde samtidig afsang »I feel alright« fra nummeret af samme navn, var det svært afgøre, hvor meget der skulle lægges i det. En af rootsrockens fineste udøvere har i årevis døjet med et kæmpe misbrug – man er vel rock’n’roll star! – og som den kompromisløse rocker, han er, ærlig om sin kamp mod dæmonerne.
Earles musik er konservativ, men på en bundsolid måde, og hører til en vis grad med til dette års repræsentanter for rockens ældre men stadig vitale udøvere, der også tæller Love, Savage Rose og Television. De står på den ene side af en stadig tydeligere generationskløft, hvor man på den anden side finder hovedparten af programmet. Det skal der ikke herfra lyde klager over. Så længe de ikke spærrer for den musikalske fornyelse, bidrager de i virkeligheden i lige så høje grad til Roskildes diversitet. Og det er jo det var jo den, vi kom her for.

*Pet Shop Boys, Orange Scene, fredag. Antibalas Afrobeat Orchestra, Ballroom, lørdag. White Stripes, Grøn Scene, Steve Earle & The Dukes, søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her