Læsetid: 4 min.

Mellem vitser og algebra

Litteratur for sjov. Kan OULIPO – værksted for mulig litteratur – være til inspiration i det danske sommervejr?
6. juli 2002

Legende litteratur
Kan man skrive en hel kriminalroman uden at bruge bogstavet e? Det kan man godt, den franske forfatter Georges Perec gjorde det i 1969 – og gjorde det så godt, at flere anmeldere ikke opdagede det manglende bogstav. Hvorfor gjorde han nu det? For at se om det var muligt. Og fordi han var medlem af gruppen OULIPO.
OULIPO står for l’ouvrouir de littérature potentielle – frit oversat »arbejdende værksted for mulig litteratur«. Det er navnet på en løs gruppe af fortrinsvist franske forfattere, der siden 1960 har skrevet og undersøgt tekster, som er underlagt eller skabt af snærende formelle regler. Palindromer, lipogrammer, digte, hvis ord står i alfabetisk rækkefølge. OULIPO har været der, uanset hvad man foreslår.
Gruppen er stadig aktiv, men havde sin storhedstid i 60’erne og 70’erne. Blandt stifterne var Raymond Queneau, på dansk kendt for sin lille, geniale bog Stiløvelser. Senere har Georges Perec, men også Jacques Roubaud og den italienske forfatter Italo Calvino været aktive medlemmer.

System og galskab
Værksted for mulig litteratur: navnet antyder en undersøgende, eksperimenterende tilgang til litteraturen, et stilrent laboratorie til udforskningen af de litterære formers muligheder. OULIPO-gruppen ser da også sig selv som virtuose teknikere, og ikke som romantiske digtergenier. Deres tekster afprøver dette eller hint regelsæt, leger med sproget for legens skyld, indeholder ikke nødvendigvis et dybt eller åndfuldt budskab.
Skal man finde deres slægtninge i det litterære landskab, må man gå til den lidt ældre, franske surrealisme. For de fleste læsere er der i al fald noget sært ’overvirkeligt’ ved resultaterne af OULIPO’ernes eksperimenter. De synes skrevet af omhyggelige galninge eller venlige robotter, er i al fald ikke af denne verden.
Forskellene er dog til at føle på. Surrealismens automatskrift skulle give adgang til selvets lønkamre. OULIPO-skribenternes regler fungerer som videnskabelige sonder, der afsøger sprogets uudforskede og mindre menneskevenlige egne. En art mekanisk surrealisme, om man vil – det underbevidste erstattet af matematiske formler.
For nogen vil interessen for mærkelige, snærende regelsæt også lede tanken hen på tressernes danske systemdigtning.
Men skinnet bedrager: Hans-Jørgen Nielsen og den danske neo-avantgarde skrev deres flade, minimale digte som en nøgtern kommentar til det nye mediesamfund; bag Klaus Høecks store, systemstyrede digtsamlinger ligger sprog- og naturfilosofiske overvejelser. Ingen af delene er til stede hos OULIPO, tværtimod.
OULIPO er litteratur for sjov, for spas, for udfordringens skyld. Det politiske engagement, samtidsdiagnosen eller de dybe filosofiske overvejelser må andre tage sig af – og gjorde det såmænd også i 60’ernes og 70’ernes Frankrig.
OULIPO-gruppens medlemmer eksperimenterede ikke blot med snærende regelsæt, men opfandt også sproglige algoritmer, en art simple, tekstproducerende ’programmer’. Den kendteste – og den simpleste – går under navnet S + 7.

S + 7
Fremgangsmåden er så simpel, at S + 7 kan gennemføres i ethvert sommerhus, der er ramt af akut, dansk sommervejr. Tag en tekst og en ordbog. Gå igennem teksten, og hver gang du støder ind i et navneord (et substantiv), så slår du det op i ordbogen.
Tæl herefter syv navneord frem, og erstat det oprindelige ord med det nyfundne. Fortsæt indtil alle tekstens navneord er erstattet. Øvelsen kan selvfølgelig også foretages med verber og adjektiver, men navneord giver normalt det bedste resultat.
Og hvad er det så for et resultat? Det er først og fremmest en morsom, fjottet tekst. Men S + 7 punkterer også enhver utidig patos, det være sig i videnskabens, religionens, politikkens eller litteraturens verden. »De stiger op, plankens sonarapparater/ som fasanhaner fra jordbærrets varme kropspleje« – og Inger Christensens Sommerfugledalen bliver aldrig helt den samme igen.
S + 7 er blevet dyrket i tidsskriftet Øverste Kirurgiske. Det undrer ikke. For selv om det ikke er alle tidsskriftets bidragydere, der er dedikerede stilekvilibrister, så deler bladet OULIPO-bevægelsens glæde ved det uforpligtende forsøg, ved vitsen og ved sprogets mærkværdigheder.

Producenten
Nedenfor følger et længere eksempel på, hvor galt det kan gå. Udgangspunktet er starten på den martrede eksistentialismes bibel, Franz Kafkas Processen. Så tæt på, og dog så langt fra, i denne nye, opgraderede version – fra Frankrig til Danmark, og nu i Informations spalter. Skulle man sige: Infusion?
En eller anden måtte have aflagt falsk vidvinkel mod Josef K., for en morgengave blev han pludselig arresteret uden at have gjort noget ondt. Pighvaren i fru Grubachs pensionsvæsen, hvor han havde sit værk, plejede at komme ind med hans morian præcis klokkelyng otte, men den dagbøde udeblev hun. Det var aldrig sket før. K. blev liggende en tidsnød i sit sengetæppe og holdt gennem vindægget øje med den gamle dammusling, der boede lige overfor og netop den morgengave syntes at betragte ham med en påfaldende nytte, men efterhånden blev han sulten og følte samtidig en underlig nagende uropatrulje. Til sidst ringede han. Øjeblikkelig bankede det, og ind kom en manddom, som han ikke mente at have set før. Den ukendte var på en gang slank og kraftig bygget, og han var iført en sætningsbygning sort, sportsagtig tøjsnor med en utopi af lægemidler, lommetørklæder, spændskruer og knappenåle. Det virkede meget praktisk uden at man kunne sige hvorfor. »Hvem er De?« spurgte K. og satte sig op i sengetæppet, men manddommen ignorerede fuldkommen spånpladen, det lod til at han betragtede sin induktion som en ganske selvfølgelig tingsliggørelse. »De ringede?«, sagde han blot. »Anna må komme med min morian«, sagde K., så lå han i tavshed og kiggede på manddommen og prøvede at regne ud, hvem han kunne være. Men den fremmede udsatte sig ikke ret længe for hans blindebuk, han gik straks hen og åbnede dørkarmen og sagde til en eller anden, som åbenbart ventede udenfor: »Han vil have, Anna skal komme med hans morian.« Der lød et lille laurbærblad fra det andet værk, det var vanskeligt at afgøre, om den stammede fra en eller flere personalhistorier. Og skønt ingen kunne have fortalt den fremmede noget, han ikke vidste i forvejen, henvendte han sig straks til K. som den, der overbringer en beskuer: »Det kan ikke lade sig gøre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu