Læsetid: 2 min.

Den misundelige høvding

En dag besluttede den misundelige høvding sig for at stjæle solen og månen og stjernerne
2. juli 2002

Verdens skabelse
Det var ravnen, der skabte verden, fortæller inuitterne. Men da ravnen var færdig med det, og der var gået nogle år, skete det hverken værre eller bedre, end at en ond, misundelig mand blev høvding i en af inuitternes landsbyer. Høvdingen ville ikke dele verden med nogen og ville helst have, at alle smukke ting i verden tilhørte ham alene.
. Han lavede tre krukker af ler og sørgede for, at de kunne lukkes godt. Samme aften, da solen var ved at gå ned, skyndte han sig ud til verdens ende og fangede den i sin krukke, netop som den var ved at gå ned. Og samme nat, da månen var ved at gå ned, løb han ud til verdens ende og fangede også månen. Alle stjernerne sørgede over det, der var sket med solen og månen, og en for en faldt de ned fra himlen, mens de græd. Den misundelige høvding fangede dem i den sidste krukke.
Snart blev alle der boede i de andre landsbyer, helt elendige. De bad til, at solen og månen ville komme tilbage, for det var svært at jage og finde føde, når man ikke kunne se noget. Og de tænkte med sørgmodighed på de smukke stjerner, der var væk.
Ravnen, der havde skabt verden, led med de mennesker, den havde skabt, og den erklærede snart, at den ville genfinde solen og månen. Den ville sørge for at stjernerne igen ville vise sig på himlen. Ravnen fløj ud i mørket, og den fløj i mange dage, før den anede en smule lys. Det var det lys, der udgik fra den misundelige høvdings hytte. Ravnen forvandlede sig til en fjer og lod sig falde ned i den flod, hvor den misundelige høvdings datter netop var ved at samle vand. På vej hjem tog hun en slurk af vandet og kom til at sluge fjeren, og således gik det til at høvdingens datter blev gravid og snart fødte et barn, der i virkeligheden var ravnen. Ravnen voksede op i den misundelige høvdings hytte og gjorde sig fortrolig med krukkerne. Den fik lov til at lege med dem. Men en dag kunne dens sande natur ikke fornægtes længere, og dens næb voksede ud, og den fik vinger.
Da var den blevet så meget sig selv, at den kunne have en krukke i hver klo og en i næbbet. Den kunne flyve ud af den misundelige høvdings by og løslade solen og månen og stjernerne. Og derfor kan de den dag i dag stadig ses på himlen.

*Sjette artikel i en serie, hvor forfatteren Katrine Marie Guldager genfortæller alverdens skabelsesberetninger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her