Læsetid: 5 min.

Mundtøj og bentøj

Som cykelrytter er det ikke nødvendig-vis godt at have det godt, men ofte bedre at have det skidt. Og måske derfor taber Lance Armstrong Tour de France
17. juli 2002

Tour de France
Han kan godt lide at optræde for tv-kameraet, og kærligheden er gensidig. Fartfænomenet Michael Sandstød er god til at sælge varen, som man siger, både når han snakker, og når han kører.
Ingen tvivl om, at den tidligere banerytter med den sene, succesrige karriere på landevejen er en af det professionelle felts allerstærkeste temporyttere, rouleurs, som de siger i Frankrig, der burde have sin naturlige plads blandt de fem-ti bedste på den 52 kilometer lange enkeltstart, der blev kørt i mandags. Og måske rækker benene og fysikken måske endda til endnu mere. Vi fik det blot ikke at se. Har kun en enkelt gang fået et glimt af det og vil måske aldrig få det at se. Så langt tilbage som i 1993 vandt han seksdagesløbet i München sammen med Jimmy Madsen, og i 1996 var det nærmest en vittighed, at manden, der bedst var kendt fra vinterbanernes tobakståger vandt den første etape i Danmark Rundt og sit første landevejsløb overhovedet i professionelt regi. Han kørte ikke for noget firmahold, men havde Nordkystens Tagdækning som personlig sponsor, og det lyder jo ikke af så meget i selskab med Rabobank og Mapei og hvad de nu hedder.
Men året efter, i sommeren 1997, gav Michael Sandstød varsel om både et løft for sin egen karriere og et varsel om, at Bjarne Riis måske ikke ville få så nemt ved at genvinde Tour de France. Sandstød bankede simpelthen Tour-favoritten ved DM i enkeltstart, og overraskelsen dengang har lagt sig lidt, ved at han lige siden har været fast abonnent på den titel, med mindre han har været skadet eller på anden vis ukampdygtig. I 1998 blev han ved verdensmesterskaberne i Holland nummer otte i sin favoritdisciplin, og det var så det glimt af hans store muligheder som tidskører, det indtil nu er blevet ved. Trods alle hans egne og andres forventninger. Trods al snak. Hans egen og vores.

Stor mund
Problemet er, at han snakker for meget og for højt. Om hvad han kan og vil og venter sig. Når der ikke er nogen, der lytter, som i mindre løb uden stor pressebevågenhed og tv, vinder han over konkurrenter, som han måtte se sig passeret af i mandags. Når det kommer til de store og vigtigste begivenheder, lader han mundtøjet løbe en tand hurtigere, men opdager så ude på vejen, at bentøjet ikke vil følge med.
Der er ikke noget i vejen med at være veltalende og bevidst om eget værd. Erfaringen siger blot, at mange cykelryttere træner bedre, kører hurtigere og vinder mere, hvis de er det, der i jargonen hedder ’indebrændte’. Hvis de er irritable over stort eller småt i deres liv eller profession, hvis de har noget de skal vise eller bevise over for sig selv, og hvis det gælder liv eller død, hver gang de sætter sig op til et af de løb, de vil vinde, eller skal vinde. Velbefindende er i denne idræt snævert forbundet med smerte. Samliv med smerte og overvindelse af den. Sandstød kender det godt. Ellers ville han ikke kunne være så god til sit faglige speciale, som han vitterligt er. Men han befinder sig tilsyneladende alt for godt både før og efter, han har kørt, næsten uanset resultatet, og hvad der er en menneskelig dyd, er ikke sundt for præstationen. Han virker ikke indebrændt nok.

Indebrændt kørsel
Hvad der sker bag det brede hvide smil, er svært at vide, men mediemæssigt var det dårligt signal at sende efter prologen, hvor Sandstød efter eget udsagn havde kørt som en tøsedreng i svingene, fordi det havde regnet, og det var det især efter holdtidskørslen, hvor hans punktering og rådvildheden i den situation kostede holdet en sejr og en gul trøje til Jalabert.
Sandstød var selv uden skyld i det, selvfølgelig, men det var ikke just ærgrelse, der lyste ud af hans storsmilende ansigt, da han kørte i mål efter de andre. Anderledes med holdkaptajnen Tyler Hamilton, der var så edderrasende, frustreret og indebrændt, at det lover godt for hans videre deltagelse.
CSC Tiscalis anden frontfigur Laurent Jalabert kan man på den konto også have sine bekymringer for. Da han i sidste års Tour for første gang stillede op på hjemmebane i det internationale Herning-holds tricot, var det efter lang skadespause og tørst efter at vise, at han ikke – som anset af mange – var en udbrændt cykelrytter, men netop en indbrændt. Og han vandt sine to etaper og den rødprikkede bjergtrøje.
I år er situationen en anden. Ved at blive nummer to på prologen og dermed på de følgende etaper være få i sekunders nærhed af den gule trøje, afskar han sig selv fra at kunne komme med i de afgørende udbrud for etapesejre. Det er løbets lov, at en rytter, der truer den førende rytter i klassementet, ikke får lov til at køre væk, så det er den simple forklaring på, at Jalabert ikke har kunnet gentage sit nummer fra sidste år.
Men da han punkterede på enkeltstarten i forgårs og efter en langsommelig og kluntet manøvre med at skifte først hjul, siden cykel, kunne se sine muligheder på både kort og langt sigt svinde, var det ikke en rasende mand, der bagefter blev interviewet af Jørgen Leth. Men en smilende, let ironisk, afvæbnende, udglattende: »Herregud, det er sådanne ting, der sker.«
»Han kører ikke på cykel til næste år,« kommenterede Jesper Skibby senere situationen. »Han taler som en mand, der er lidt for ligeglad, hvis du forstår, hvad jeg mener.«
Det forstod jeg godt. Men ikke at Lance Armstrong havde kone og barn vimsende rundt om sig, mens han varmede op til den koncentra-
tionskrævende enkeltstart, der i de tre seneste år har været hans definitive mødested med den gule trøje. Lance Armstrong er ikke ligeglad. Men hvis der er nogen i feltet, der har kørt mod barndomstraumer, og har hentet mental styrke i smerteovervindelse, så er det ham. En verdensmester i kontrollerbar indebrændthed.
Måske er det den, som den ellers perfekt forberedte Lance Armstrong i år mangler. Eller manglede i forgårs så meget, at han blev slået af Santiago Botero i disciplinen, hvor han har været suveræn, og nu skal angribe den gule trøje i de kommende bjerge i stedet for at forsvare den.
En helt ny og for løbet perspektivrig situation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu