Læsetid: 5 min.

Når fjenden bliver en forbryder

Politik er ikke et fagområde, men et forhold mellem ven og fjende, skriver den tyske retshistoriker Carl Schmitt i sit hovedværk, som nu forligger på dansk. Det er tankevækkende læsning
26. juli 2002

(2. sektion)

Politik
Det ligner en tanke, at krig tilsyneladende ikke længere hedder krig og ikke mere indledes med officielle krigserklæringer. Det er slut med trompeterne.
Et amerikansk public relations-bureau foretog inden den begivenhed, vi andre refererer til som Golfkrigen, en undersøgelse, som viste, at den amerikanske opinion foretrak militære operationer serveret som kirurgiske begivenheder: Hæren gik ind som en skalpel og fjernede en svulst. Operationen var et snit.
Den retorik henviser til en solidt etableret asymmetri: De vestlige lande anerkender ikke ligeværdige fjender. Under det pompøse pseudonym Verdenssamfundet straffer man på menneskehedens vegne de lande, som ikke opfører sig ordentligt. Det såkaldte verdenssamfund kæmper for demokrati, menneskerettigheder og det frie marked mod slyngelstater og terrororganisationer.
Den tyske retshistoriker Carl Schmitt, hvis hovedværk, Det politiskes begreb, oprindeligt skrevet i 1927, nu udkommer på dansk, advarer mod den type asymmetriske konfrontationer:
»Sådanne krige er nødvendigvis særligt intensive og umenneskelige, fordi de – idet de transformerer det rent politiske – på én gang må placere fjenden i moralske og andre kategorier og gøre ham til et umenneskeligt afskum, der ikke blot skal slås tilbage, men tilintetgøres definitivt.«
Som Schmitt konkluderer i en anden kontekst:
»Den, der påberåber sig menneskeheden, er en bedrager.«

Venner og fjender
Carl Schmitt blev født i 1888 og døde næsten hundrede år senere samme sted, hvor han kom til verden: i Sauerland øst for Ruhrdistriktet. Han nåede at opleve Tyskland under fire forskellige regimer: kejserriget, Weimarrepublikken, det nazistiske Tyskland og endelig den vesttyske forbundsrepublik. Schmitt fungerede fra 1933 som jurist placeret højt i det nazistiske hierarki, men allerede i 1936 kom det til et definitivt brud mellem Schmitt og nazisterne. Den dubiøse politiske karriere har naturligvis begrænset Carl Schmitts indflydelse og udbredelse markant.
Men to centrale temaer hos Schmitt har betydet, at han i de sidste 10 år er blevet genlæst og relanceret af blandt andre Jacques Derrida, Chantal Mouffe og Giorgio Agamben. Allerede i 20’erne problematiserede Schmitt liberalismens dominans, og allerede i 20’erne så han statens monopol på politik udfordret.
De to temaer er udfoldet præcist og polemisk i Det politiskes begreb. Bogens første sætning er en klassiker:
»Statens begreb forudsætter det politiskes begreb.« Dvs. det politiske kommer før staten. Koblingen mellem stat og politik er historisk betinget, og Schmitt betoner svækkelsen af den kobling i begyndelsen af det 20. århundrede.
Schmitt definerer det politiske som en kampsituation mellem ven og fjende. Når en ideologisk, moralsk, økonomisk eller religiøs modsætning bliver intensiveret, bliver den politisk. Man kan ikke sidestille politik med økonomi, religion og moral, idet politik viser sig som sammenstødenes kulmination. Man kan fra ethvert sagsområde nå det politiskes punkt. Karl Marx’ forestilling om klassekamp er politisk, fordi den økonomiske konfrontation mellem kapitalister og arbejdere sættes på spidsen. Korstogene kvalificerer efter samme model religiøse relationer som politiske.
Det er i den forbindelse, at Schmitt konstaterer:
»Menneskeheden som sådan kan ikke føre krig, for den har ingen fjender.«
Når man fører krig i menneskehedens navn, forsøger man at tage et universelt begreb i sit eget partis besiddelse og frakender dermed sine fjender retten til at være mennesker.

Politik forsvinder
Schmitts begreb om fjenden betegner ikke modstanderen i personlig strid. Min relation til naboen bliver ikke politisk, bare fordi han vælger at punktere min bil med en hæksaks. Den politiske fjende er en offentlig fjende, som derfor samler et fællesskab af modstandere.
Liberalismen praktiserer afpolitisering, fordi den sætter individualisme over kollektive grupperinger. Man kan i en liberalistisk logik ikke bede det hellige individ føre krig mod en fælles fjende med sit eget liv som risiko. Det ville være vold mod individualismen. Den politiske kamp bliver i den liberalistiske praksis forskudt til to sfærer: det økonomiske og det åndelige. På det økonomiske felt ser man modstandere som individuelle konkurrenter. Man bedriver evig konkurrence, hvorimod den politiske relation er kendetegnet ved skift mellem krig og fred. Ligeledes udi det åndelige, hvor kampen er blevet til diskussion. I liberalistiske samfund er der uendelig konkurrence og evindelig diskussion.
Schmitt pointerer, at liberalismen som politisk teori er antipolitisk. Det handler om at beskytte individet mod staten. Det afslører en tro på det gode menneske, som lever i en god verden.
Den tese bliver aktuelt understøttet af den fra flere sider formulerede appel til etik i erhvervslivet. Er det ikke efterlysningen i George W. Bushs henvendelse til amerikanske erhvervsledere og Birthe Rønn Hornbechs appel til danske bankledere:
»Vis Jer nu, som de gode mennesker I er.«
Politik korrumperer det sunde menneske med regulering. Men som Schmitt bemærker:
»Tilbage står således den bemærkelsesværdige og for mange sikkert urovækkende konstatering, at alle ægte politiske teorier forudsætter mennesket som ’ondt’, dvs. betragter mennesket som et på ingen måde uproblematisk, men derimod farligt og udynamisk væsen.«
Det er almindelig kutyme at fremhæve liberalismen som en kynisk og realitetsorienteret tanke, der instituerer den hårde darwinistiske junglelov som tilværelsens præmisser. Men det, Carl Schmitt gør opmærksom på, og som bl.a. Hannah Arendt og Gunnar Myrdahl også har påpeget, er, at den liberalistiske ideologi er funderet på den naive tro på, at det går bedst, hvis vi hver især gør, som vi har lyst til.

Mesterlig
Det Politiskes begreb er skrevet summarisk knapt og koncist. Korte hovedsætninger artikulerer entydige sandheder. Som sådan er bogens teser diskutable. Den dramatiske form griber ind i bogens ræsonnement, som i sin tilbøjelighed til entydighed sine steder tenderer teatralsk metafysik.
Det ændrer ikke ved, at det er en væsentlig og tankevækkende udgivelse, der for første gang præsenterer et af Carl Schmitts hovedværker på dansk. De ihærdige herrer Lars Bo Larsen og Christian Borch, der sidste år var med til at udgive et nummer af tidsskriftet Distinktion om Carl Schmitt, har begået en udmærket oversættelse og en glimrende redaktion af den reviderede udgave fra 1933 inklusive Schmitts ekstensive tilføjelser fra 1963. Lars Bo Kaspersen har skrevet en fin introduktion, og udgiverne har udstyret værket med tre tillæg og den fremragende tekst: Neutraliseringens og afpolitiseringens tidsalder. Det kunne man skrive meget mere om.

*Carl Schmitt: Det politiske begreb. Oversat af Lars Bo Larsen og Christian Borch. Forord ved Ernst-Wolfgang Böckenförde. Introduktion ved Lars Bo Kaspersen 172 s., 200 kr. Hans Reitzels Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu