Analyse
Læsetid: 4 min.

Når troen styres enevældigt

1849-grundloven er aldrig gennemført for danskernes religionsliv. Resultat: En usaglig forskelsbehandling, som fem katolikker nu vil indbringe for menneskeretsdomstolen - med udsigt til succes
25. juli 2002

Malmtungt digtede N.F.S. Grundtvig i 1837 linjerne: »Kirken den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde.«
Dengang herskede landets majestæt som øverste præst i et statsligt religionsvæsen, og sådan havde det været siden Danmarks brud med Romerkirken ved Reformationen i 1536.
Tolv år efter Grundtvigs salmeord fik danskerne deres fri 1849-forfatning, der krævede folkelig selvbestemmelse, også i kirkelige anliggender.
Alligevel kunne lektor ved RUC, ph.d. Lisbet Christoffersen, der er ekspert i kirke- og religionsret, i gårsdagens udgave af denne avis konstatere:
»I forhold til religionslivet er enevælden aldrig rigtigt blevet afløst.«
Fejlen ligger ikke i grundloven, understreger Lisbet Christoffersen:
»Vi skal faktisk bare gennemføre den. I sin ordlyd har den lige siden 1849 bestemt, at ’folkekirkens forfatning ordnes ved lov,’ og at ’de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov’. Men ingen af delene er sket. Det betyder, at området er et virvar af spredte lovbestemmelser og administrative regler.«

Folkekirkens udeblevne selvstyre indebærer, at kirkeministeren har kunnet videreføre majestætens enevældige forvaltning – med Folketingets kirkeudvalg som følgegruppe.
Denne låsning i det partipolitiske favntag har i stigende grad ærgret folkekirkens aktivister, som ønsker at give den et selvstændigt mæle: et kirkeråd som en øverste ledelse under en kirkeforfatning i overensstemmelse med grundlovens krav.
Ikke tale om, har formanden for Folketingets kirkeudvalg, Venstres Birthe Rønn Hornbech, hvæset tilbage:
»Det nuværende rod er en fordel. En elite ville sætte sig på et kirkeråd, og det ville føre til en gang lummer hellighed.«
Mens folkekirkens aktivister går og gumler på den, har en udfordring til religionslivets »nuværende rod« meldt sig fra en helt anden kant.
Nemlig fra aktivister uden for folkekirken, som tager fat i det andet svigtede grundlovsløfte – om at »de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov«.
Og her er der større chance for at få ryddet op i rodet. For her kan påkaldes kræfter udefra – i skikkelse af Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Sagen er nemlig den, at den europæiske menneskeretskonvention nok accepterer en fortrinsstilling for nationale kirker, men til gengæld kræver den, at forskelsbehandlingen af andre religioner ikke må være usaglig.
Og det er den i Danmark, mener Lisbet Christoffersen og en række af hendes kolleger blandt kirkeretskyndige.
Sidste år fremhævede juraprofessor Henning Koch over for
Information, at manglen på en fælles lov har muliggjort en uholdbar forskelsbehandling mellem religionerne uden for folkekirken:
»Frem til 1969 anerkendte Kirkeministeriet ved kongelig resolution i alt 11 trossamfund, heriblandt det mosaiske, det romersk-katolske og det metodistiske. Disse ’anerkendte’ samfund har ret til at udføre dåb og vielser med borgerlig gyldighed og til at føre ministerialbøger og udstede attester.«
Anderledes med ’nyere’ religioner i Danmark, påpeger Koch:
»Alle de trossamfund, der er kommet til siden 1969 – f.eks. det islamiske, buddhister og sikher – er ikke blevet anerkendt, men har kun fået ’godkendelse’ efter ægteskabsloven. Det vil sige, at deres præster individuelt får lov til at vie med borgerlig gyldighed.«
Lisbet Christoffersen er enig med Koch i kritikken. Hun påpeger, at ’godkendelsen’ har den tyndest tænkelige hjemmel i betragtning af grundlovens krav om en lovregulering: Nemlig lovbemærkningerne til ægteskabsloven fra 1970 samt kirkeministerens besvarelse af nogle spørgsmål fra folketingsudvalg.

Tosset er det også, at alle uanset tro skal have deres fødsler, vielser og dødsfald meldt til folkekirkens kirkebogsførende kordegn eller sognepræst.
Tilhængere af »det nuværende rod« har forsvaret denne ordning med, at »den er dansk tradition«. Og så har der været tilføjet ét af to indbyrdes modstridende argumenter. Enten: Det er sundt for befolkningen og folkekirken at holde kontakt med hinanden. Eller: Det er jo en ren administrativ ekspedition uden kirkeligt indhold.
Argumentet om traditionen giver Danmark en dårlig sag ved menneskeretsdomstolen. Ordningen gælder nemlig ikke i Sønderjylland. Dér har vi beholdt det prøjsiske system, hvor kommunerne står for registreringen. Tilmed blev det beholdt, fordi man ved Genforeningen i 1920 gik ud fra, at det skulle danne mønster for resten af landet. En tanke, senere regeringer i fromhed er gået bort fra.
Danskere uden for folkekirken må også tåle, at de over skattebilletten betaler 40 procent af folkekirkepræsternes løn og hele deres pension og fuld løn og pension til biskopperne. Det ville være nemmere at forsvare, hvis tilskuddet fra staten i stedet gik til vedligeholdelse af folkekirkens bygninger, og andre trosretninger havde tilsvarende tilskudsmuligheder til bygninger, har Lisbet Christoffersen og andre reformister påpeget.
Fem katolikker har nu fået nok af uligheden. I november sidste år skrev de til kirkeministeren, men fik aldrig svar. Først da de rykkede Tove Fergo i maj, hørte de fra hende. Hun meddelte: »Det er fast praksis, at en ny minister ikke besvarer henvendelser til en tidligere minister. Heller ikke henvendelser, som en tidligere minister ikke har besvaret.«
En højst usædvanlig forvaltningsretlig praksis, som i sig selv burde få ombudsmanden til at gribe ind. Men så var tonen for ministerens brev til katolikkerne anslået. Om manglende SU-støtte til præsteuddannelser i andre trossamfund skriver Fergo – i året 2002: »Jeg skal have Dem henvist til at rette henvendelse til Undervisningsministeren under hvis ressort, spørgsmålet henhører.«
Ikke overraskende går Fergos brev ud på, »der ikke er noget bredt ønske« om at ændre ved den nuværende danske kirkeordning.
Bredt eller ej. Ønsket findes
både inden for og uden for folkekirken. Og med hjælp fra menneskeretsdomstolen kan det ende med at puffe kirkens gamle hus
– i grus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her