Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

19. juli 2002

Ib Makwarth, 64 år
*Instruktøren Ib Makwarth tilhørte den uddøende race af udpræget samfundsengagerede dokumentarfilmfolk, der opsøger brændbare emner og helst træder på ømme tæer. Hans mest kendte film er den solidariske skildring af typografstrejken i det Berlingske Hus i 1977, De 141 dage.
Her fik Makwarth et emne lige efter sit hjerte: en arbejdskonflikt gennemført med klar venstrevendt (kommunistisk?) inspiration og vendt mod en dybt konservativ arbejdsgiver. Ikke svært at finde ud af, hvem man skulle holde med!
Makwarth startede sin filmkarriere om lydmand på spillefilm som Syd for Tana River (1963), I morgen min elskede (1971) og Guld til præriens skrappe drenge (1971). Men selv om han af og til bejlede til spillefilmen, blev den kampberedte dokumentarfilm hans naturlige virkefelt. I alt lavede han mere end 60 af slagsen i en beundringsværdigt sejlivet karriere, der ikke altid gik lige glat.
Var Makwarth f.eks. ude efter sensationen eller bare den ærlige, udfordrende dokumentation, da han f.eks. i 1982 lavede Ekstra Bladets kampagnefilm om seks narkomaners elendige liv, Vi anklager (1982)? Meningerne var delte. Men i filmtidsskriftet Kosmoramas netop udkomne nummer om dokumentarfilm skriver Ib Bondebjerg: »Ib Makwarth har meget konsekvent forsat sine socialkritiske skildringer af arbejderklassemiljøer og belastede gruppers liv op igennem 80’erne og 90’erne, relativt uberørt af den øvrige dokumentarfilms tendenser.«
Nej, medløber var han ikke. Han gjorde det ikke let for sig selv ved at tilbringe fire år sammen med Hells Angels, resulterende i en film, Hells Angels MC Denmark, som nogle betragtede som ren propaganda for motorcykelgruppen. Når Makwarth i pressen advokerede for morderen Jønkes ret til at bære Hells Angels’ rygmærke i fængslet, havde han måske for en gangs skyld fundet en sag, han godt kunne have sprunget over.
Mere konstruktive var utvilsomt Makwarths film om misbrug af alkohol og stoffer, om flygtninge og sigøjnere, om bønders og vagabonders samfundsproblemer. Også arbejdskonflikter på Helsingør Skibsværft og blandt hjemmehjælpere kastede han sig over. Makwarth lavede også i 1994 en lang film om den kontroversielle læge og forfatter Tage Voss – altså inden lægen blev afsløret som betalt af den tobaksindustri, hvis produkter han anbefalede.
Makwarth fik en Robert-pris for Pigen fra Oradour (2000), der ved hjælp af speakertekst og optagelser på stedet fortæller om en nazistisk massakre på beboerne i en fransk provinsby under Anden Verdenskrig. Instruktørens seneste film handler om den danske SS-læge
Værnet.Pim.

Joaquín Balaguer, 95
*’Trujillos Enke’ er langt om længe død, 41 år efter at hans mentor og protektor, den magtsyge og grusomme diktator, generalísimo Rafael Leonidas Trujillo, blev dræbt ved et CIA-støttet attentat. Joaquín Balaguer, som døde i sin seng i søndags, mæt af dage og gennem sit lange liv en central aktør i det politiske liv i Den Dominikanske Republik, var sin protektors absolutte modsætning hvad stil angår. Lille, spinkel, spartansk i sin levevis. Meget boglig, var uddannet jurist og blev snart diplomat.
Da Trujillo kom til magten i 1930, sagde Balaguer ikke fra. Tværtimod, han blev den trofaste, lidt farveløse funktionær, først i udenrigstjenesten, fra 1935 som viceminister og siden minister på forskellige poster (hvor han bl.a. var en af de ansvarlige for massakren på mindst 10.000 sorte, haitianske sukerrørsarbejdere i 1937) indtil han i 1956 blev Trujillos højre hånd, i 1957 vicepræsident, og da Trujillos bror, den totalt uegnede Héctor, som agerede stråmand for diktatoren, blev tvunget til at træde tilbage, præsident.
Balaguer var stråmand, men da Trujillo blev ryddet af vejen i maj 1961, forstod han at omstille sig og skabe en for Washington acceptabel demokratisk facade. Han var blevet politisk enke, men forstod at tilpasse sig og overleve.
Han blev tvunget i eksil i 1962, men vendte tilbage i 1966, efter at 23.000 amerikanske marineinfanterister i 1965 havde slået et folkeligt oprør ned, som krævede genindsættelse af socialdemokraten Juan Bosch, der blev valgt på et reformprogram i 1963 og styrtet syv måneder senere af det militær, Trujillo havde skabt.
I 1966 blev Balaguer valgt på amerikanske bajonetter og sad i tre perioder indtil 1978. Den tid huskes som ’de 12 forbandede år’, præget som de var af politisk undertrykkelse, tortur, mord, forsvindinger.
Efter otte år i opposition – men med stor magt, bl.a. fordi han havde Washingtons bevågenhed – vendte han tilbage i 1986 og regerede i ti år, praktisk taget blind og døv, stadig paternalistisk og autoritær, men med mindre åbenlys grusomhed. I 2000 forsøgte han sig igen, men endte på en tredieplads, som dog gav ham indflydelse nok til at pege på den nuværende præsident.
Mange dominikanere tillagde den asketiske, tørre, boglærde lille mand magiske evner. Hvordan kunne han ellers have overlevet de mange omskiftelser.
Han giftede sig aldrig, men boede i familieresidensen med sine seks søstre, han i tjenesteboligen, de i villaen. Mange, især fattige, faldt for hans askese, hans svulmende retorik og hans populistiske tiltag i bedste latinamerikanske caudillo-tradition.
Balaguer var den evindelige overlever. Hans evne til at omstille sig fra at være den grusomme diktators højre hånd til at fremstå som en sand demokrat og til at blive den centrale skikkelse
dominikansk politik i over 40 år var enestående og lære-
rig. Han var en dygtig medløber. Han sørgede for at forandre, så alt forblev som det var.
I dag er Den Dominikanske Republik et formelt demokrati, men ulighederne, magtmisbruget, korruptionen og racismen er de samme, som da Balaguer blev Trujillos håndlanger.
Medløberne er altid de farligste. jl

Joseph Luns, 90
*Tidligere NATO-generalsekretær Joseph Luns er død, 90 år gammel, oplyser NATO.
Joseph Luns var tidligere udenrigsminister i Holland, inden han blev udnævnt til generalsekretær i 1971 under den kolde krig. Han blev afløst af den britiske Lord Carrington i 1984 og er den længst siddende generalsekretær.
»Den lange periode i sædet som generalsekretær viser den dybe tillid, som alle NATO-landenes regeringer havde til ham,« siger den nuværende generalsekretær, Lord Robertson.
»Under hans stærke lederskab forsvarede NATO sikkerheden og medlemslandenes værdier under den kolde krig. Hans færdigheder som diplomat hjalp alliancen gennem mange kriser og bevarede freden i svære tider,« skriver Lord Robertson i en meddelse om Luns død.
Diplomaten Joseph Luns blev født i Rotterdam i 1911, og som udenrigsminister underskrev han i 1957 Rom-traktaten på vegne af sit land.ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu