Rod Steiger, 77 år
*Formatet behøvede man aldrig betvivle. Det første store øjeblik i Rod Steigers brogede filmkarriere kom, da han spillede lige op med Marlon Brando i I storbyens havn (1954). Som gangstersagføreren Charley, Brandos bror, udstråler han glat hårdhed, men i filmens berømte taxa-scene, hvor Brando har sin I couldve been a contender-replik, lever Steiger i følsomhed og styrke op til medspillerens geni.
Skuespilleren med de runde kinder, melankolske øjne og den indiskutable pondus , kunne i slanket udgave være blevet en heltefremstiller, men valgte karakterfaget og sås oftest i mere eller mindre skurkagtige roller. Han fik sin uddannelse i live television mellem 1948 og 1953 (over 250 roller) og på den legendariske skole Actors Studio, og gennembrudet kom i tv-udgaven af Marty i den rolle som tyk outsider, som Ernest Borgnine spillede i filmudgaven.
Der var store forventninger til ham i 1950erne, da han spillede den store rolle som farverig producent i Robert Aldrich The Big Knife (1955) og fordunklede Humphrey Bogart som skrap, svigefuld boksepromoter i Jo hårdere falder de (1956). Men den ambitiøse og vanskelige Steiger sagde nej til at lade sig slavebinde af langtidskontrakter, og der blev længere mellem de gode roller, f. eks. den korrupte forretningsmand i italieneren Francesco Rosis Bolighajen (1963). Og så kom endelig det andet gennembrud: titelrollen i Sidney Lumets ofte overvurderede Pantelåneren (1965), hvor Steiger bærer filmen som en ensom, fremmedgjort jødisk pantelåner i Harlem, hjemsøgt af minder fra et koncentrationslejrophold.
Manerer og overspil skulle præge mange senere Steiger-præstationer, men efter Pantelåneren kom der nogle år, hvor han endelig indfriede løfterne. Han havde spektakulære biroller i The Loved One (1965) og Doctor Zhivago (1966), og vandt en Oscar for sin tykhudede sydstatspolitimand i I natten hede (1967), en hovedrolle.
Men spørgsmålet er, om ikke hans bedste præstation er den, hvor hans tendenser til selvbevidst frikadelleri stemmer naturligt overens med figurens mangesidige karakter: seriemorderen i den sorte komedie Sådan behandler man ikke damer (1967). Her viser han sig som forklædningsmester i vekslende identiter og i stand til at efterligne alle fra Maurice Chevalier til W. C. Fields. Et portræt, der gør den sygelige ondskab fornærmeligt morsom.
Siden blev Steiger B-filmenes og co-produktionernes mand. Han ville holde sig i gang og medvirkede ialt i 126 film og tv-produktioner. Bedst af hans senere film er nok De udvalgte (1981), hvor han næsten gør en ortodoks jødisk overrabiner rigtig rørende. Pim.
Kenneth Koch, 77
*Sidste sommer skulle digteren Kenneth Koch have deltaget i den dansk-amerikanske lyrikkonference In the Making i København, men måtte i sidste øjeblik melde afbud fordi han fik konstateret leukæmi. I det forløbne år har forlydenerne gået på at han var i stadig bedring, men i lørdags måtte han altså give op overfor sygdommen.
Koch udgjorde i 50erne sammen med Frank OHara og John Ashbery, inderkredsen i den såkaldte New York-skole i poesien. Han gik under tilnavnet Dr. Fun og var, som Peter Laugesen skrev her i avisen i sin anmeldelse af det danske udvalg Et tog kan skjule et andet og andre digte, en legesyg digter, der bruger venlig humor som våben imod alt det, der vil forhindre ham i at lege med digte. Alt det der vil forhindre poesien i at være så barnligt overmodig en beskæftigelse, som den dybest set er nødt til at være, hvis den vil være noget som helst.
Gennem en 50 år lang karriere udgav Koch mere end 30 bøger med digte og/eller surrealistisk-humoristiske skuespil. Derudover underviste han både yngre kolleger på Columbia University og endnu yngre elever på kommuneskoler rundt omkring i USA i poesiens festlige og forunderlige verden et pædagogisk projekt som også har kastet flere bøger af sig, bl.a. Wishes, Lies and Dreams.
»...En ide kan skjule en anden« som der står i et af hans digte. Kenneth Koch formåede i sine digte på én gang at være morsom og kærligt lyrisk, melankolsk og absolut moderne.
Internettidsskriftet Jacket (jacketmagazine.com) udgav sidste år et hyldestnummer til Koch som stadig kan læses online. Dér kan man blandt andet høre hans improviserede rimduel med Allen Ginsberg, og det er vanvittigt morsomt og kan næsten helt skjule, hvor synd det er, at de nu begge er væk.
ML
Rosemary Clooney, 74
*»Hun synger, som Spencer Tracy spiller skuespil,« sagde filminstruktøren Mike Nichols engang om sangerinden Rosemary Clooney og mente den selvsikkerhed, enkelhed og ærlighed, hun optrådte med. Og det var som sangerinde af pop og jazz, at Rosemary Clooney satte sig spor.
Som ung, sammen med sin søster, sang hun til politiske møder og talentkonkurrencer, og begge fik de jobs hos forskellige jazz- og swing-big bands. I 1946, som 18-årig, indspillede Rosemary Cloo-ney sin første soloplade, og året efter skrev et musikblad, at hun havde »en ekstraordinær god stemme, måske det tætteste på Ella Fitzgerald, vi nogensinde har hørt.« Og så var vejen til succes banet. Hun indspillede flere plader og begyndte at optræde på tv.
Hendes første kæmpehit var popsangen »Come On-a My House«, og i årene efter fik hun flere hits med bl.a. »Botcha Me« og den energiske »Mambo Italiano«. I 1953 var hun på forsiden af Time Magazine, og samme år indspillede hun »White Christmas« med Bing Crosby, der blev en nær ven.
En nedtur begyndte, da hun midt i 50erne blev gift med skuespilleren José Ferrer, der konstant var hende utro. Hun blev afhængig af sovepiller, hendes sangevner forringedes, og hun blev besværlig at arbejde sammen med. Men en udstrakt hånd fra Crosby reddede i 1970erne Rosemary Clooneys karriere, og i dag mener kritikere, at hun indspillede sine bedste jazzsange i årene derefter, hvor hendes timing og stemme var så god som aldrig før.
CMC
