Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

5. juli 2002


Ray Brown, 75 år
*Det er en af jazzens helt store bassister, der mandag fandt en – for en jazzmusiker – nådig død, da han udåndede på et hotelværelse imellem et besøg på golfbanen og et spillejob.
Ray Brown blev 75 år, men nåede mere end de fleste jazzmusikere i sin levetid, hvor han som en af de flittigste og hyppigst benyttede sidemen medvirkede på utallige pladeindspilninger, spillede med en lang række af de væsentligste jazznavne og selv var aktiv som kapelmester.
Brown vil blive husket som en af fornyerne på det store, rungende og uhandy instrument, som er blevet et af jazzens symboler. Han var kun 19 år, da han i 1945 blev kastet ind i beboppens modernistiske reformation af jazzen som medlem af Dizzy Gillespie¥s orkester. I årene frem var han sammen med instrumentkollegaen Oscar Pettiford blandt de bassister, der fornyede basspillet ved at tilpasse sine stærke rytmiske baslinier og sin gode teknik beboppens udfordrende harmoniske og rytmiske strukturer.
Vil man høre, hvordan en walking bass kan swinge og løfte en rytmegruppes drive, er en plade med Ray Brown et godt sted at gå hen. Brown var som bassist stabil som et egetræ, og spillede med en moden og magtfuld tone og rådede over en stærk bluesfornemmelse i sine akkompagnementer og soli.
I 1948-52 var Brown gift med Ella Fitzgerald, som han også spillede med. En af de vigtige perioder for Browns eftermæle var de cirka 15 år fra 1951 og frem, hvor han spillede i Oscar Petersons legendariske trio.
I 90’erne var han stadig uhyre aktiv som indspillende og optrædende musiker, og en af hans sidste udgivelser blev meget passende den ærkeamerikanske og bluesprægede trioplade i eget navn Live At Starbucks (Telarc, 2000).cmh

Timothy White, 50
*Chefredaktøren for det toneangivende amerikanske musikbranchetidsskrift Billboard er død af et hjerteanfald i New York.
Timothy White tilhørte en af de helt store årgange i amerikansk rockjournalistik. Fra Crawdaddy kom han i 1979 til Rolling Stone, i de dybe fodspor fra folk som Jon Pareles, Cameron Crowe, ja, den Cameron Crowe, Greil Marcus.
Den altid butterfly-klædte White kunne nu godt stå på egne ben, og i årenes løb har han haft sine egne syndikaliserede radioshows, skrevet et uendeligt antal features. interview og artikler, og en række informative og læseværdige bøger, bl.a. om Bob Marley, Brian Wilson og the Beach Boys, samt James Taylor. Han har vunder adskillige priser for sin journalistik, og i 1999 modtag han Grammy Heroes-prisen. ross

Alfred Dregger, 81
*Da Alfred Dregger så Willy Brandts socialdemokratiske valgplakater i 1972, blev han bleg. »Tyskere, I kan være stolte af jeres land,« skrev SPD.
»Det skulle vi have fundet på,« sagde Dregger, der blev såret fire gange under Anden Verdenskrig og siden blev Forbundsrepublikkens førende national-konservative stemme. Han understøttede de hjemstavnsfordrevnes krav om tilbageføring af tabte tyske landområder i Østeuropa, og betragtede sig hele livet som tysk patriot.
»Jeg er villig til at sige, at patriotisme er en lige så naturlig følelse som familiefølelse,« sagde han.
Da den daværende præsident Richard von Weizsäcker under markeringen af 40 års jubilæet for Anden Verdenskrigs afslutning kaldte den 8. maj 1945 for »befrielsens dag«, bemærkede Dregger tørt, at det »ikke (gjaldt) for alle« tyskere.
Dreggers politiske karriere begyndte, da han i 1950’erne blev borgmester i det ærkekonservative Fulda. Herfra erobrede han posten som partiformand i delstaten Hessen; i hovedbyen Frankfurt herskede kaos – husbesættelser og studenteruroligheder var dagens uorden, men Dregger nægtede at forhandle med ballademagerne, og blev et af fjendebillederne, som den tyske venstrefløj bar rundt på i mange år efter.
Dregger drog videre til Forbundsdagen, hvor han en årrække var gruppeformand for de konservative. En ministerpost fik han aldrig – det var han for kantet til.
»Jeg siger, hvad jeg mener,« forklarede den gamle hugaf. Sine sidste år levede han tilbagetrukket på et plejehjem. Han var ramt af Alzheimer og kunne på sin 80 års fødselsdag ikke mere genkende sine gamle venner.
wpr

Erwin Chargaff, 96
*Det er noget af en gåde, hvorfor Chargaff aldrig modtog Nobelprisen. Han var en af de største skikkelser i biokemien, og var pionér på flere felter. Chargaff er bedst kendt for sit arbejde med at bestemme den kemiske sammensætning af DNA.
Sammen med Rosalind Franklins Röntgen diffraktionsbilleder af DNA førte Chargaffs arbejde til det 20’ende århundredes største opdagelse, da Watson og Crick i 1953 løste gåden om arv og viste, hvordan gener kan gives videre fra en generation til den næste gennem DNA’ets dobbelthelix struktur. Chargaffs vigtige bidrag var en forbløffende opdagelse af, at de fire baser i DNA (A, C, G og T) parvist altid optræder helt regelmæssig i både dyr og planter. Men Chargaff kunne ikke nå den konklusion, at baserne dannede par (A-T og G-C) i dobbelthelix’en. Ved en skæbnesvanger frokost i Cambridge i 1952 mødte den etablerede DNA-ekspert Watson og Crick, der var ivrige for at diskutere deres egne forsøg. Chargaff var bestemt ikke fornøjet ved udsigten til, at to unge opkomlinge skulle nuppe trofæet, men han blev hurtigt beroliget.
»Han hånede straks mit lange hår og amerikanske accent,« husker Watson, »og da jeg høfligt sagde, at det var for ikke at forveksles med amerikanske soldater, blev han bestyrket i sin mistanke om, at vi var mentalt ustabile. Spotten nåede sit højdepunkt, da Chargaff tvang Crick til at indrømme, at han ikke kunne huske de kemiske forskelle på de fire baser.« Frokosten efterlod Chargaff med et indtryk af to tåber, der ikke anede, hvad de havde med at gøre.
»De imponerede mig med deres ekstreme uvidenhed,« sagde Chargaff senere, hvor han hævdede, at mødet havde ledt Watson og Crick til opdagelsen, hvilket videnskabshistorikeren Horace Judson, har afvist – data’ene var en hjørnesten, men det var ’tåberne’ selv, der nåede frem til den rette fortolkning.
Chargaff tog phd.-graden i kemi i 1928 fra Wien Universitet. Herefter arbejdede han ved Yale, Berlin Universitet og ved Pasteur Instituttet i Paris, inden han kom til Columbia University i New York i 1935, hvorfra han trak sig tilbage som professor emeritus i 1974 efter meget produktivt arbejde med bla. DNA, blodkoagulation, fedtstoffer og aminosyrernes stofskifte.
Som kulturel og lærd europæer faldt han aldrig godt til i USA og var altid sarkastisk overfor landet, samfundet og tiden. Han endte som en bitter mand, der følte han var gået glip af den store opdagelse og herefter stod i skyggen af Dr. Watson. Efter genmanipulation blev mulig i 1973, blev Chargaff en stærk kritiker af molekylærbiologerne, som han beskyldte for ’at drive biologi uden et kørekort‘. rkj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu