Læsetid: 4 min.

For meget Nørgård

’Hvorfor skal du altid pådutte os dine tanker og fortolkninger af din musik. Lad dog musikken tale for sig selv,’ har kritikken lydt i 30 år
12. juli 2002

(2. sektion)

’Hvorfor skal du altid pådutte os dine tanker og fortolkninger af din musik.
Lad dog musikken tale for sig selv,’ har kritikken lydt i 30 år

Kritik
For snart 30 år siden var der en heftig debat i Dansk Musik Tidsskrift. Den nu afdøde musikkritiker og -forsker Poul Nielsen var irriteret over Per Nørgårds tendens til at ville fortolke sin musik i forhold til sin måde at betragte verden på. Det står i vejen for oplevelsen, mente Poul Nielsen. Han spørger derfor: »Hvor forpligtende er egentlig en komponists offentligt fremsatte, på tryk fastholdte selvforståelse for hans lytteres forståelse, eller opfattelse, af hans musik?«
Irritationen skyldes ikke mindst, at han er begejstret for det, han hører.
»Det er, som om du har fundet et tredje, ukendt sted hinsides den gamle modsætning mellem modal og tonal (/atonal) musik. Ikke alene har du derved skabt gode musikværker, men du er vel den, der herhjemme i den aktuelle krisesituation for kompositionsmusikken mest overbevisende har godtgjort denne musiks raison d’etre...«
Men stillet over for Per Nørgårds egne fortolkninger i et svensk musiktidsskrift, står han af.
»Hvis det, der står i disse bidrag, er konsekvenser af din musik, må jeg melde fra,« skriver han i et åbent brev i 1973.
Og det er åbenbart stadig en kilde til irritation for engagerede lyttere.
Studiekammeraten og vennen gennem 50 år, komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen, lærte Per Nørgård at kende på konservatoriet i starten af 50’erne. Han siger generelt om samme tendens:
»Vi er jo mange, der er bange for at tale om vores værker. For der sker jo det, at når man ikke kan give nogle svar, så kan man kun sludre. Og det avler så mere sludder, og så får man sådan noget, der kører uden for kunsten – og det kan være ganske underholdende, men svaret skulle helst ligge i kunstværket.«

Konkret om Per Nørgårds egen filosoferen over egne værker, siger han:
»For mig er Pers opfattelse af f.eks. astrologi og healing en decideret hæmsko for mig som lytter. Han lægger for meget af denne verden oven i sin musik.«
Dermed mener han, at Nørgårds musik kommer til at bære præg af de tanker. At den får en hellig aura omkring sig.
»Men jeg er fuld af beundring for den måde, hvormed han har fulgt sit musikalske spor, så hvis jeg ikke vidste alt det andet, var det nok lidt nemmere for mig at følge,« siger Pelle Gudmundsen-Holmgreen.
De to har været venner siden studietiden, men deres forskellige syn på tilværelsen, og dermed kunsten, har af og til gjort det svært for dem at mødes i musikalsk sammenhæng.
»Han er jo holist. Når man er holist, så skal tingene gå op – og danne et gunstigt mønster. Min egen musik består af uendelige møder. Forundring og forbavselse er nøgleord for min egen virksomhed, og helst uden for voldsomme bekræftelser.«

Gudmundsen-Holmgreens pluralistiske tilgang over for Nørgårds søgen efter sammenhænge gør dem, ifølge blandt andre musikhistoriker og komponist Karl Aage Rasmussen, til to modpoler i dansk kompositionsmusik.
»Men vi er blevet nemmere at forstå for hinanden. Det skyldes måske alderen, hvor man opgiver de lidt hasarderede ståsteder,« siger Gudmundsen-Holmgreen.
Desuden mener han, at Nørgård har ændret sit udtryk på det seneste.
»Han er blevet mere tvetydig og dermed knap så hymnisk. I 80’erne var det næsten sådan, at betydningen blev for påtrængende i hans musik. Det er det ikke mere.«
I den seneste udgave af det før omtalte Dansk Musik Tidsskrift har Gudmundsen-Holmgreen skrevet en artikel om Nørgård i anledning af dennes 70-års fødselsdag.
Også her stikker han lidt til Per Nørgård. Blandt andet bruger han for mange toner, mener Gudmundsen-Holmgreen.
»Ja, det er lidt ligesom søskende, der altid skal drille hinanden. Men jeg vil gerne drille ham. Det er lidt et princip. Og så er det jo med kunst et smagsspørgsmål, når alt kommer til alt.«
»Men det er blevet lidt en trend i miljøet, at det skal være snørklet og kompliceret – krøllet kaldte jeg det vist i artiklen – og Nørgård er også mere krøllet end nødvendigt, synes jeg,« siger Gudmundsen-Holmgreen, der tilføjer, at det er en kritik af en generel bølge i musikken.

Rollen som kritiker er lidt ambivalent for Gudmundsen-Holmgreen, der helst ikke vil fremstå som »den sure«. Men samtidig påpeger han, at »lidt salt i suppen fremhæver smagen.«
Hvis han skal komme med en kritik af selve Nørgårds musik, så vil han pege på musikkens »gestus«. Med gestus mener han den måde, musikken fortæller sin historie på. En måde at tegne sig i rummet, forklarer han.
»Gestikken er noget, der rækker hen over forskellige tiders stil og stiludtryk. Og i den henseende synes jeg, at selv om han har opfundet nye udtryksmåder, er hans gestus lidt gammeldags. Det er lidt en gestus, der hører senromantikken til.«
I Nørgårds musik er der en blanding af noget inderligt og patetisk, som tirrer Gudmundsen-Holmgreen. Selv om det får en surrealistisk eller absurd distance.
»Han mangler måske lidt selvironi. Men som kunstner er man på den anden side nødt til at være sig selv, og så må det briste eller bære, tror jeg.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu