Læsetid: 2 min.

Nuttet bog om Staden

Ideen er bedre end resultatet for ny guidebog til Christiania
4. juli 2002

Ny bog
Forlaget Aschehoug har ladet journalist Pernille W. Lauritsen skrive en kortfattet guide og historie til fristaden Christiania. Man mærker klart forfatterens velmenende hensigt over for det fælles og alternative, som formodes stadig at befinde sig på Staden, men det færdige resultat af anstrengelserne er blevet en småligegyldig hybrid.
I stedet for at placere sig yndefuldt mellem to stole, falder bogen ved nærmere eftersyn sammen: For lidt historie og alt for lidt guide. Og det er ærgerligt, for såvel en ordentlig gennemgang af fristadens dramatiske historie som en udførlig guide til områdets mange små oaser – det kunne der nok være brug for. Men åbenbart ikke denne gang.
Tag nu bare bogens format, der med sit hardcover er rigtig guide-agtig og velegnet til at stikke i lommen, inden turen går med buslinje 8 derudad til Prinsessegade på Christianshavn. Sådan gør man med guidebøger, har forlaget nok tænkt, mens de har skelet til svampe-, fugle- eller vilde blomster-guider.
Men den tynde bogs indhold stiller sig ganske i vejen: Hvem pokker forestiller man sig vil tage den handy guidebog frem fra jakkelommen for på vej ned af Pusherstreet on the spot at nærstudere de 45 sider, der alene handler om stadens historie – helt tilbage fra længe før rækværket om Bådsmandsgades kasserne blev væltet i foråret 1971?
Hvis bogen er ment som
guide, hvorfor viser kortet over Staden kun en tredjedel af området? Og hvorfor er der kun beskrivelser af, hvad man konkret kan opleve og besøge, på sølle 12 af bogens i alt 78 sider? Hvorfor er der ingen sådan-gør-du beskrivelser af, hvordan udenbys turister kan finde frem til f.eks. alle de spændende og alternative huse, som man kan se et udvalg på bogens (bittesmå) fotos?

Ligegyldig tomgang
Det samme gælder for bogens historiske afsnit: Det er interessant at læse om den nære fortid, men hvorfor presse det ind i en guidebogs begrænsede plads? Formatet betyder dels, at alle fotos er små (dvs. de fleste er mindre end barndommens Richs-billeder), dels at teksten – for at kunne placeres på de smalle, aflange sider – er utrolig komprimeret. Hvis den da ikke kører i sproglig tomgang og ender i rene ligegyldigheder – som f. eks. følgende citater fra bogens forord:
»Der er ingen tvivl om, at hashpushernes tilstedeværelse spiller en voksende rolle overalt i Christiania, og hvad christianitterne kan og vil gøre ved det, er usikkert.«
Måske havde det været oplagt at forsøge at belyse den slags problemstillinger, ikke mindst i forhold til Stadens nærområde, Christianshavn – i stedet for sløvt bare at repetere tidens mange spørgsmål.
Som det er nu, fortsætter forordet: »Når det er sagt, falder den positive vægtskål stadig tungt. Den smukke natur, de opfindsomme huse, den anderledes organisering uden leder, særpræget, fællesskabet og ikke mindst den rummelighed der er for mennesket i alle sine afskygninger.«
Gaaaab!

*Pernille W. Lauritzen: Christiania – kort fortalt – guide og historie. 78 s., 129 kr. Aschehoug

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu