Ny H.C. Andersen-version

Ny bog
Når Glenn Gould spiller Beethoven, er det nærmest svært at genkende komponisten, så egensindigt lyder det. Det er den frihed, den udøvende kunstner nu har. Hans Bach-tolkninger lyser himmelsk, selv om han bruger et moderne koncertflygel i modsætning til dem, der nu mere og mere fortrækker cembaloet, ligesom orkestre samler på gamle instrumenter for at lade barokmusikken lyde mere autentisk.
Selv om sammenligningen halter, kunne det ligne de valg, en redaktør og genudgiver af litterære klassikere står overfor. Når det drejer sig om oversættelser til dansk, er vi henrykte for nye versioner, som nu med Ovid, Dante, Saxo, Cervantes, Thomas Mann, Flaubert, Baudelaire, Camus m.fl. Og det er da også det argument, Villy Sørensen brugte i forbindelse med den bearbejdning af H.C. Andersens eventyr, han foretog kort før sin død sidste år, nemlig »at gøre eventyrene lige så tilgængelige for danske læsere som for udenlandske, der læser dem i moderniserede oversættelser.«
Rent bortset fra, at de fleste af oversættelserne er temmelig ringe og infantiliserede, finder jeg synspunktet underligt med påstanden om, at de ellers ikke er tilgængelige for moderne mennesker. Nok forekommer der et antal ord, som ellers er udgået af sprogbrugen, og forældede stavemåder. Uforståelige er de ikke, snarere et krydderi og en vis dansant ynde i syntaksen svarer jo også til teksternes miljø og tidsalder, som man dog ikke sådan kan lave om på – selv om pædagogernes læseletbøger ikke undser sig for forsimplinger.
Nu udgives Andersens eventyr til stadighed i originale versioner side om side med normaliserede udvalg. F.eks. kom på Gyldendal i 1953 fjerde oplag af Hans Brix’ udvalg med ny retskrivning, bolle-å og det hele, mens samme forlags klassikerserie i 1965 præsenterede et udvalg trykt efter originalhefterne – med en efterskrift af Villy Sørensen. At han dengang tænkte mest på de voksnes behov, fremgår af hans bemærkning om, at det er »nødvendigt at blive som barn på ny for at komme ind i Andersens eventyr, som de fleste på et tidspunkt vokser fra og kalder barnlige.«

Eventyr for børn
At han med det nye udvalg indlysende har sigtet på børnene som forbrugere, sind i sind med de voksne, fremgår af, at det er de allermest kendte og elskede, 17 i alt. Finn Hauberg Mortensen gør solidarisk rede for bearbejdelsen i sit forord, der ridser historien bag historierne op og sætter dem ind i den litterære tradition.
Den berømte indledning til »Snedronningen« – skrevet med ét e – som Villy Sørensen travesterede i sin »Glashistorie«, er jo som alle andre eventyr ’nænsomt’, bearbejdet, som når ’Dævelen’ en dag i godt humør havde ’lavet’ et spejl i stedet for ’gjort’ et spejl, og det smukke,der spejlede sig ’i det’ blev grimt, hvor det før spejlede sig ’deri’. Det meste er den slags, og at kalde det nyskrevet er egentlig en slem overdrivelse.
Anderledes radikal var Jens Andersen med sin version af H.C.Andersens glemte eventyr (2000), hvad jeg på fundamentalistisk vis stærkt bebrejdede ham, til hans vrede. Udvalget var til gengæld betydeligt mere spændende.
Sammenlignet med Norge er vi i Danmark heldige ved stadigvæk – så nogenlunde da – at kunne læse vores klassikere på originalsprog. Nordmændene tvinges til at fornorske deres store forfattere for at gøre dem brugbare for i hvert fald ungdommen, Bjørnson, Ibsen, den tidlige Hamsun, Amalie Skram m.fl.
Andersen selv ville nok være mindre puristisk, end jeg har tilbøjelighed til på hans vegne, bare han blev erkendt. Det problem har han ikke mere. Og så er det jo ingenting i sammenligning med, hvordan teaterinstruktører moderniserer klassikere. Et grundsynspunkt må være, om bearbejdninger lokker nye sider frem af teksten. Det sker næppe ved normalisering.

*H.C. Andersen: . Illustreret af Helle Vibeke Jensen. 178 s., 299 kr. Aschehoug