Læsetid: 4 min.

Nye drømme – postmoderne æstetik

Selv Lloyd Webber er overrasket over sin nye succes
25. juli 2002

Musical
LONDON – Skråt overfor Victoria Station i Londons westend ligger det legendariske Apollo Victoria teater, Andrew Lloyd Webbers teater, hvor Starlight Express har gået i 18 år. Den nye produktion hedder Bombay Dreams, med LLoyd Webber som producer og med musik af den store Bollywood-komponist A. R. Rahman.
Da Bombay Dreams blev sat op for få måneder siden fik den gennemgående negativ omtale i London-pressen, som en venstrehånds-produktion med stereotyp handling, form og person-karakteristik. Forleden blev dens spilletid på Apollo Victoria foreløbig forlænget med et halvt år, på grund af den enorme publikumstilstrøming. Musicalen er desuden ved at blive solgt til New York, Canada og Japan. Selv Lloyd Webber skal være overrasket over den uventede succes.

Før forestillingen
Når man nærmer sig Apollo-teatret en juliaften og holder godt øje med den stærke trafik, ser man allerede på lang afstand det spraglede publikum på teatrets trappe. Det er en tirsdag aften, og det vil sige at 70 procent af publikum er asiater, især indere og pakistanere, men også kinesere, malaysere, der venter på, at den attraktive musical skal begynde. Hvis det havde været søndag, havde kun 55 procent af publikum været asiatisk, for søndag er deres familiedag. Men blandt det resterende publikum ser man mange bøsser og lesbiske, grupper, par, soloer, og det er der måske en god grund til. De er der måske på grund af Sweetie, stykkets smukke eunuk, der spiller en vigtig og tragisk rolle i handlingen.
I salen er alle stole beklædt med plyds, fortæppet viser de to hovedpersoner Akaash og Priya med Bombay som bagggrund, det hele minder om en gammeldags biografsal, måske i Indien, og varmen i salen er ihvertfald helt orientalsk. Der hersker en øredøvende larm overalt, der kastes med tomme slikposer, der piftes, råbes, og byttes pladser på kryds og plads på samme måde, som det er tilfældet få minutter før et fly fra PIA letter med kurs mod Islamabad eller Karachi.
Så lyder en kvindestemme, der på engelsk meddeler, at musicalen begynder, og med ét slag er der stille. Tæppet går op for handlingen, om den unge lavkastemand Akaash, fra Bombays slum, der drømmer om at gøre karriere som filmskuespiller ved Bollywood, og som bliver forelsket i, og gift med Priya, filmproducentens smukke datter. Men inden det sker må vi igennem store dramaer, der omfatter hjerteslag, mord, folkefester, monsunregn, rydning af slumkvarterer og afsløringer. Men der er også indslag af Miss World-kåringer, glamour, tv-show og den udødelige sætning fra en ældre, skuffet glamour-pige: »I am so bitter, they took away all my glitter.«
Det, som får stemningen i Apollo-salen til gang på gang at kulminere, det er musikken, Rahmans Bollywood-musik, der på én gang er vestlig og indisk-traditionel, ligesom alt i denne musical er det. Det er de store show-tableauer, med danse, med orientalske natte-stemninger, med den orientalske stjernehimmel, med Bombays silhouet i baggrunden, der får maharaja-fyldige mænd, modebevidste teenagere og gamle indiske kvinder med rullevogn til at komme og juble og le over drømmebilledet af Bombay Mumbai.

De urørlige
Men der er åbenbart også noget andet, der sætter sindene i bevægelse, og det er de urørlige, de kasteløse overfor højkasterne. Denne problematik er en del af drømmebilledet. Hele musicalen har som understrøm dette tema til behandling, det unge pars forhold og især deres romantiske sange er samtidig utopier, der stiller ophøret af kastesystemet i udsigt.
På trods af musicalens stereotype form rummer den en messiansk dimension, om al uligheds ophævelse her og nu, og da er det netop afgørende vigtigt, at dette budskab fremføres i klicheer som billede på det, der skal brydes og ikke i komplicerede former.
Handlingen omfatter ud over kærligheden, også kriminalitet, svindel, samt et mord på den unge smukke eunuk, Sweetie, der er slumkvarterets sociale kit og martyr, eftersom det er ham, der afslører alle stykkets rænker og baner vejen for lykke og retfærdighed.

De små tings Gud
Flere aviser har hæftet sig ved musicalens postmoderne æstetik, dens evne til at citere mange traditioner, stilarter, og dens tendens til at gøre musicalens handling til en del af en filmhandling, Truth or Lie, med Akaash som filmhelt.
Det er rigtig, at alle disse tendendser findes, men det er slet ikke dem publikum reagerer på, men musicalens opfyldelse af et ældgammelt ønske om retfærdighed, måske ikke kun i Indien, men også i London. Det er iøvrigt tankevækkende, at denne blanding af afsløring og retfærdighedstrang, som findes i musicalen, findes i romanform, i Arundhati Roys berømte og bemærkelsesværdige roman De små tings Gud, som udkom for få år siden, og hvis politiske engagement hun har holdt liv i gennem sine meget polemiske artikler i indiske og udenlanske aviser om USA’s krig og om naturødelæggelse i Indien.
Da Bombay Dreams spiller det næste halve år i London, er der gode chancer for danskere, der gerne vil se musicalen, men tag og se den en søndag aften, da er chancerne størst for at få en billet til denne forestilling om det 21. århundrede.

*Bombay dreams, af Andrew Lloyd Webber. Musik: A.R. Rahman. Sangtekster: Don Black. Idé: Shekhar Kapur og Andrew Lloyd Webber. Apollo Victoria Theatre, Wilton Road, London SW1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her