MED UDMELDINGEN: »Religion er opium for folket,« satte den gamle Karl Marx i sin tid fingeren på kommunismens ømme punkt, når det galdt de mennesker, der skulle leve og bo i den perfekte verden, som Marx og Lenin forestillede sig at kunne opbygge. For de opdagede hurtigt, at når det handler om at ændre menneskeliv, er religion en af de aller-største knaster at komme over. Åndsliv kan ikke fikses på samme måde som materielt liv. Tro er en sværere kategori end økonomi at få kørt igennem processer, omvæltninger, love og reformer. Derfor kunne Karl Marx ikke lide religion. Og derfor prædikede kommunisterne ateisme samtidig med, at de startede forbuddene, forfølgelserne, fængslingerne og mordene på kristne og muslimer i de tidligere Sovjet-stater. Overgreb, der altid ideologisk kunne legitimeres med henvisning til hensynet til det fælles bedste.
EFTER ÅRTIER i blodig undertrykkelse har det religiøse liv i mange af de tidligere Sovjet-stater nu fået bedre vilkår. De er gået fra en situation, hvor man kunne risikere fængselsstraf, hvis man blev grebet i at male et påskeæg til en stiuation, hvor det nu myldrer frem med alskens trosretninger lige fra
hviderussiske hinduer til georgiske baptister. Og det er jo i princippet godt, hvis ikke det var fordi, at de magthavere, der nu sidder på magten i ex-kommunistland, er blevet så skræmte over det spirende troslivs potentialer, at religion nu igen er blevet forum for forbud, forfølgelser og forsøg på tankekontrol.
For i de samfund, der lige nu lider under overgangen fra kommunisme til markedsøkonomi og fra et liv som del af fællesideologisk tværnational enhed til et liv som selvstændig aktør på det globale marked, opstår der tomrum, som religion er et sikkert bud på at kunne udfylde. Dét er en skræmmende tanke for mange af de statsledere, der gerne vil følge med tiden og være med i det gode, globale selskab, så de kan få nogle kolde kontanter hevet hjem, men som samtidig ikke kan lægge fortidens søde smag af magtmonopol fra sig.
Derfor er omkvædet nu startet igen: Religion er opium for folket. Men da vi lever i en ny verden med andre normer, er det okay, folket bliver lidt skæve vi bestemmer bare, hvad de skal ryge.
I HVIDERUSLAND er der således netop blevet vedtaget en ny lov, der forbyder mennesker at bede offentligt sammen, hvis de ikke er mindst 20 voksne mennesker fra samme by og alle har hviderussisk statsborgerskab. På den konto ryger både hinduerne og de udenlandske katolske præster ud.
I en anden tidligere Sovjet-stat, Turkmenistan, skal man nu være 500 voksne fra samme by for at få en tilladelse til at praktisere sin tro.
I Georgien bliver kristne, der ikke tilhører den ortodokse kirke, systematisk forfulgt af såvel myndigheder som af den fanatiske ortodokse præst Fader Basil Mkalavishvili, der ønsker sig en verden baseret på en kristen form for Sharia. Han har fået frataget sin krave, men får alligevel uimodsagt lov til at true medlemmer af Jehovas Vidner på livet i tv, at invadere baptist-bønnermøder med tæskehold og slæbe trækors ind i retssale, hvor han fremsætter dødstrusler mod ikke-ortodokse i megafon.
Og i muslimske Usbekistan har præsident Karimov ved lov bestemt, at staten skal godkende al muslimsk litteratur, der kommer på gaden. Samtidig bliver moskeer lukket jævnligt, kvindelige studerende med tørklæder bliver nægtet adgang til universitetscampus, og medlemmer af Hizb-ut-Tahrir kommer i fængsel, hvor de skal synge fædrelandssange og hyldestviser om præsidenten.
FRA OMVERDENEN er der ikke meget kritik at hente over for disse overgreb. Af en eller anden grund har religionsfrihed ikke lige så megen international gennemslagskraft som f.eks. menneskerettigheder. Og så er den officielle forklaring fra diverse politikere og præsidenter næsten uangribelig. De siger nemlig, at de mange trosretninger truer de nationale værdier og dermed stabiliteten i landene og det kan ingen vel have interesse i.
I Hviderusland er det således bekymringen for opretholdelsen af de slaviske værdier, der er på dagsordenen, når loven laves om, så udlændinge ikke kan prædike, eller man ikke kan synge hindusange i parkerne i Minsk.
Og i Usbekistan er det selve den internationale terrorbalance, der bliver kørt i stilling, når Karimov retfærdiggør, at han fængsler medlemmer af muslimske bevægelser.
Spørgsmålet er bare, om ikke det netop er på stabiliteten, disse lande i sidste ende vil blive ramt i deres forsøg på at holde trostropperne i ro.
I Usbekistans reagerer Hizb-ut-Tahrir nemlig militant på overgrebene. Og hvad vil der ske andre steder, hvis f.eks. baptister, katolikker eller Jehovas Vidner griber til våben som en ortodoks præst i Georgien allerede har gjort?
