Handlingen, kort: Lille per-sillebevokset klippeø kun beboet af geder indtages af tolv uniformerede mænd, som hejser deres nationalflag. Næste dag dukker en række patruljebåde op de kommer fra landet på den anden side af vandet, hvor man er blevet fortørnet over de 12 mænds tilstedeværelse på øen. Man sender også nogle krigsskibe til området, og indleder så
ellers en ordkrig (diplomati) med det land, de 12 mænd kommer fra.
Efter fem-seks dage er det ikke sjovt længere, selv om de 12 mænd i mellemtiden er blevet til seks. Bakket op af helikoptere lykkes det 28
elitesoldater at fjerne mændene fra øen, hvorpå de pænt eskorteres tilbage til deres hjemland, som ligger 200 meter væk. Her bliver man rasende, nogle taler om en krigserklæring, og Verdenssamfundet skrider ind i et forsøg på at løse konflikten.
Dit og mit
Plottet i ovenstående resume af den igangværende strid mellem Marokko og Spanien om Persilleøen kunne ligne standardskabelonen til en komedie af politisk tilsnit. Men det er skinbarlig alvor, en suverænitetskonflikt af en type, verden oplever mange af. Ofte om territorialfarvand, øer eller begge dele.
Danmark har eksempelvis oplevet en konflikt omkring farvandet ved Hesselø i Kattegat. Øen ligger i et område, hvor den spættede gråsæl ynder at holde til, men det er også et område, hvor man i sommeren 1983 besluttede at bore efter olie. Det udløste straks en ballade med svenskerne for hvor gik landegrænserne under vandet?
Efter intense forhandlinger endte striden imidlertid fredeligt, og det er der en forklaring på:
»Vi har et så godt forhold til svenskerne, at det ligger helt uden for vores begrebsevne at sætte soldater ind på sådan et stykke jord. Man kunne aldrig drømme om at gøre det,« forklarer Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
Han kalder Hesselø en dansk version af den spansk-marokkanske strid om Persilleøen i samme åndedrag kunne nævnes økonflikter mellem Nicaragua og Colombia eller mellem Indonesien og Malaysia, samt ikke mindst de vedvarende stridigheder mellem Grækenland og Tyrkiet om klippeøer i Ægæerhavet.
Militære mekanismer
Peter Viggo Jakobsen nævner selv konflikten om
Falklandsøerne som en god parallel til den nuværende konflikt, fordi den blev løst militært.
»Når man først tager det skridt at blande militær ind i det, så kommer der nogle andre mekanismer som integritet og ære i spil. Og så er det næsten ligegyldigt, om det er en ubeboet klippeø eller et oliefelt,« siger han og vurderer, at Argentina i sin tid nok havde regnet med at få
Falklandsøerne uden at skulle i krig. Samt at Marokko må have satset på noget lignende med Persilleøen.
»Der har de så satset forkert, fordi det bliver for stort et ærestab for spanierne at tillade det her.«
Den britiske oberst
Christopher Langton fra The International Institute for Strategic Studies i England ser Marokkos handling som et udtryk for opportunisme:
»Marokko har nok opfattet det som et godt tidspunkt til at føle Spanien lidt på hornene. Det er kun en test, men det sker vel at mærke på et tidspunkt, hvor Marokko føler sig berettiget til at udfordre spanierne på grund Gibral-tarproblematikken,« vurderer obersten, med henvisning til at Spanien lige har opnået delvis suverænitet over Gibraltar.
I striden om Persilleøen reagerede Spanien ved at sætte en gruppe elitesoldater ind klokken 04.15 natten til onsdag, og kort efter var de seks marokkanere ekspederet tilbage til fastlandet. Ikke et skud blev løsnet. At Spanien satte sig overlegent igennem, er ifølge såvel den danske lektor som den engelske oberst helt naturligt.
Det er ikke for sjov
»Det har været meget magtpåliggende for Spanien at få ordnet det her uden mennesketab. Og der er jo ikke nogen traditionel, militær tænkning over det, det er nærmere en form for politi-aktion. Det svarer lidt til at gå ud og fjerne Greenpeace-
aktivister fra et sted, de ikke skal være,« mener Peter Viggo Jakobsen.
»Når de nu stiller med alt det isenkram, så er der i hvert fald ingen, der går og får sjove ideer. Det er simpelthen logikken bag. Det er et spørgsmål om at sende det signal til Marokko, at det her det er ikke sjovt, og det bør ikke gentage sig.«
Christopher Langton forsøger at sætte sig i spaniernes sted:
»På en måde er det enhver generals mareridt. Det er en meget lille sag, som kan udvikle sig til en enorm konflikt, men havde de ikke gjort noget, ville de have stillet sig selv i en meget svag position. Derfor har de valgt at reagere ganske kraftigt.«
