Læsetid: 5 min.

Det onde ud af skabet

Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen har skrevet en aktuel og kritisk bog om det, alle snakker om, når de peger på deres modstander: ondskab
19. juli 2002

(2. sektion)

Filosofi
»Det var djævlens værk.« Sådan talte Shimon Perez om en palæstinensisk terroraktion kort efter den 11. september 2001. Det var ikke en krigshandling, og det var ikke en ideologisk motiveret forbrydelse. Det var den rene dæmoniske ondskab på arbejde. Eller som den franske intellektuelle André Glucksmann skrev efter terrorangrebene i New York og Washington: Vi lever i den globaliserede nihilismes æra. Nu hedder det ikke længere ’jeg tænker, altså er jeg’. Nu er eksistensen resumeret i ’Jeg dræber, altså er jeg.’
Det er ondskaben, vi er oppe imod: Milosevic, Saddam Hussein, Osama bin Laden. Vestens modstandere er ikke længere kommunister eller antikolonistiske guerillaer: De er dæmoner, som efter sigende vil det onde for det ondes egen skyld.
Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen har skrevet en i den kontekst vedkommende og i almindelighed glimrende bog: Ondskabens filosofi. Og han udfolder et humanistisk rationelt korrektiv til den udbredte udlægning af modstandernes motiver:
»Et menneske kan have en række forskellige motiver for at gøre det onde. Men det gør det ikke, fordi det er ondt. Denne form for ondskab, den ’dæmoniske’ ondskab bør afvises som en myte. Imidlertid er det den dæmoniske ondskab, som ofte hævdes at repræsentere ondskabens væsen. Det er et problem at betragte den dæmoniske ondskab som det essentielt onde, fordi ondskaben så bliver noget fremmed i forhold til os selv. Det er trods alt ikke sådan, vi opfatter os selv.«

Ondskaben undskyldt
Svendsens bog er skrevet som en idehistorisk gennemgang af ondskaben som udfordring. Forfatteren starter med at undersøge positioner omkring det såkaldte teodicéproblem: Hvordan kan Gud eksistere, hvis der er ondskab i verden? Er ondskabens realitet et dementi af Guds eksistens? Det er en klassisk teologisk manøvre, at man redder Guds eksistens ved at relativere det tilsyneladende onde.
Det onde er kun ondt for det begrænsede menneskelige perspektiv, men for et guddommeligt perspektiv er det onde en del af en større sammenhæng og således ikke ondt. En anden version er, at verden er skabt med lidelsen og prøvelser, fordi det enkelte menneskes vej mod fuldkommenhed går gennem smerte.
Svendsen minder om, at Historien hos Hegel tager Guds plads i en sekulær teodicé. Historien skrider frem ved en udveksling mellem godt og ondt, som er dynamikken i retningen frem mod en højere orden. Men Svendsens holdning til såvel den teologiske som den sekulære teodicé er, at når ondskaben udlægges som moment i større meningskomplekser, bliver ulykke til noget meningsfuldt:
»Prisen for mysteriet er for høj i forhold til gevinsten. Så må vi leve i en verden uden mysterier. Den lærdom, man kan trække af store lidelser, er ofte ikke andet, end at livet kan være et helvede, og det er en lærdom, man kan klare sig uden.«

Idealisme eller dæmoni
Efter således at have afskrevet den metafysiske udlægning fortsætter Svendsen sine undersøgelser af ondskabens antropologi. Han udkaster fire typer ondskab: den dæmoniske ondskab, den instrumentelle ondskab, den idealistiske og endelig den dumme ondskab. Den dæmoniske ondskab henfører Svendsen under patologiens domæne. Det menneske, der vil ondskaben for det ondes egen skyld, er sygt.
Den modernistiske æstetik har sigtet efter det onde som den religiøse sammenhængs modbillede, men det finder ifølge Svendsen sted som en æstetisering af ondskaben. Ondskaben kommer operativt til at fungere som genvej til skønheden.
Svendsen forbinder sit begreb om den instrumentelle ondskab med Kant. Her bliver ondskab et middel til at opnå en fordel. Vi vælger ikke det onde, fordi det er ondt, men fordi vi derved kan opnå personlig fortjeneste. Den instrumentelle ondskab sætter egenkærligheden over hensynet til fællesskabet. Denne type ondskab viser sig ved en modsætning: min interesse og den almene interesse.
Hvis man ser på den aktuelle italesættelse af ondskab, er det en anden modsætning, der træder frem som afgørende: os og dem. Vi troende muslimer over for de onde, depraverede og moralsk anløbne vesterlændinge. Eller som Bush sagde: Enten er I med os, eller også er I mod os.

Arendts banalitet
Den ondskab, som udfoldes over os-dem-logikken, kalder Svendsen for ’den idealistiske ondskab.’ Bush forveksler idealistisk ondskab med dæmonisk ondskab, når han udpeger Iran, Irak og Nordkorea som ondskabens akse.
Den idealistisk ondt agerende ser ikke mennesket i fjenden. Han ser fjenden i mennesket, som det er legitimt at dræbe. Og Svendsen tilføjer, at ondskab aldrig findes i gerningsmandens selvfremstilling. Ondskaben konstitueres ikke som ondskab af aktørerne. Det er ofre og iagttagere, der bruger ordet ondskab.
Svendsen præsenterer afslutningsvis Hannah Arendts begreb om den dumme ondskab. Under retssagen i Jerusalem i 1961 mod den tyske nazist Adolph Eichmann oplevede Arendt, at ondskaben ikke viser sig som noget enestående fra enhver kontekst løsrevet dæmonisk. Hun ser en gennemsnitlig dumhed og en meget lidt heroisk middelmådighed inkarneret i Eichmann. Det skræmmende er netop, at han ikke er individuel, men ganske almindelig:
»Problemet med Eichmann var netop, at der fandtes så mange som ham, og at disse hverken var perverterede eller sadistiske, at de var, og stadigvæk er, frygteligt og skræmmende normale.«
Hos Kant trådte ondskaben frem ved, at individet blev sat over fællesskabet, hos Arendt indfinder ondskaben sig som mangel på individualitet. Dumhed udfordrer godheden. Den nazistiske magtpraksis eliminerer den personlige dømmekraft og udleverer derfor det upersonlige menneske til misbrug. Det dehumaniserede menneske handler uden kendskab til det onde. Den dehumanisering kalder Hannah Arendt for det radikalt onde.
Svendsen relativerer i en fin læsning den tilsyneladende modsætning mellem Kants alt for individuelle og Arendts dehumaniserede aktør. Det individuelle hos Arendt skal ikke forstås som individuelle interesser, men derimod som et individuelt ansvar for fællesskabet. Det ansvar forudsætter for Arendt en indsigt.
Svendsen resumerer Kant og Arendt i følgende konklusion:
»Det onde opstår, når ansvaret føres bort fra individet og over til almenheden, og når interesserne føres bort fra almene hensyn og tilbage til min individualitet.«
Efter en velskrevet og klart tænkt tour de force gennem ondskabens teologi, metafysiske omskrivninger af ondskabsbegrebet og moderne fjendebilleder ender Svendsens bog i en rationalistisk og sekulariseret forståelse af ondskab. Det er der, han selv står. Ondskabens filosofi er skrevet på et olympisk overblik, men udfoldet i personligt præget øjenhøjde. Den er bred i dybden og næsten historisk i sin aktualitet.
Man forestiller sig, at måske ikke Lene Espersen, men i hvert fald både vores statsminister og udenrigsminister med stor fordel ville kunne læse og forstå bogen. Som der står til sidst: »At terrorismen er ond, indebærer ikke, at alt, som gøres for at bekæmpe den, er godt.«
Det er lidt underligt, at det skal være en pointe i et både sekulariseret og oplyst samfund. Men det er det.

*Lars Fr. H. Svendsen: Ondskabens filosofi. Oversat af Joachim Wrang. 223 s. 245 kroner. Forlaget Klim

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu