I orkanens øje

Midt i stormen stod han, urokkelig, selv når det føg omkring ørerne på ham, med trommer, mikrofoner og guitarsplinter. Omgivet af guitaristen Pete Townshend, sangeren Roger Daltrey og trommeslageren Keith Moon, havde han ellers al mulig grund til at gå i panik. Det skete aldrig.
Personligt oplevede jeg hvordan Fyns Forum langsomt sank i grus under en af gruppens første koncerter i Danmark. Det nye, midnatsblå fortæppe var forlængst revet i stykker, ikke én stolerække stod på plads, og scenen lignede Dresden i ’45.
Men John Entwistle spillede stadig, på toppen af den feedback der kom fra tre smadrede guitarer, Keith Moons væltede trommesæt, han havde to, og en kvæstet mikrofon.
»Jeg er ikke stille, det er alle de andre der larmer.«
Sådan opsummerede
John Entwistle selv på et tidspunkt hvordan han havde fået det for rockbassister ikke ukendte stempel ’Gruppens stille medlem’.
Helt rigtigt var det ikke, hvilket et genhør med gruppens musik vil understrege. Ikke helt tilfældigt hed det første nummer han var medkomponist til »The Ox«, og kan findes på The Who’s første (bedste?) lp, The Who Sings My Generation, fra 1965. Nummerets titel blev senere hans kælenavn. En kollega opsummerede mange år senere Entwistles betydning: »Han gjorde for basguitaren, hvad Jimi Hendrix gjorde for guitaren.«
Paradoksalt nok var det netop gruppens kaos og anarkistiske spilleform der gav ham lov til at udfolde sine evner fuldt ud.
Som den engelske journalist Adam Sweeting skrev i forbindelse med Entwistles død: »Moon og Townshends særprægede tilgang til deres instrumenter gav Entwistle plads til at spille meget mere frigjort end tilfældet ville have været i ethvert andet band.«
Dette gav sig også udtryk på gruppens pladeudgivelser, selv om det måske ikke fremgik umiddelbart. Hertil var opmærksomhedskonkurrencen fra Daltrey/Townshend for stor. Men lyt til Tommy, 1969, Live at Leeds, 1970 og Who’s Next, 1971, og Entwistles bredspektrede talent folder sig ud.
Fra de grandiose arrangementer over The Ox’ varemærke, den tordnende men hele tiden fremaddrivende tøjleholder, til det bredt anlagte, varierede gruppespil.
Townshends forsøg på at overgå Tommy passede ikke Entwistle, og i stedet lavede han sin egen musik med egne grupper og en række soloalbums. Man kan med fordel investere i antologien Thunderfingers, udgivet i 1996.
Og så tjente han, som de andre, til mere end dagen og vejen via en nærmest uendelig række af reunion-koncertturneer, ikke mindst i USA.
John Entwistle døde på Hard Rock Hotel i Las Vegas den 27. juni, umiddelbart før endnu en Who-turné i USA. Turnéen bliver gennemført, med Pino Palladino som stand-in for ’Oksen’.