Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

16. juli 2002


Paraguay erklæret i undtagelsestilstand
*Paraguays præsident, Luis Gonzalez Macchi, erklærede i går sit land i undtagelsestilstand, efter at mindst fire mennesker er blevet alvorligt såret i forbindelse med demonstrationer mod hans økonomiske politik.
Hundreder af demonstranter, som, embedsfolk siger, er loyale mod tidligere general Lino Oviedo, manden bag flere mislykkede kupforsøg, oprettede vejspærringer rundt om i Paraguay, oplyser myndighederne.
Ansporet af den værste økonomiske krise nogensinde i nabolandet Argentina har Paraguay devalueret sin valuta og blev ramt af stormløb mod bankerne i sidste måned af kunder, der frygtede at miste deres indeståender.Fire mennesker blev behandlet for skudsår efter sammenstød mellem 800 demonstranter og politi i Ciudad del Este, ca. 320 km øst for Asuncion.

Tyrkiets parlament stemmer om valg
*Kilder i Tyrkiets parlament meddelte i går, at parlamentet skal samles ekstraordinært den 1. september, hvor der kan blive tale om en afstemning om beslutningen om at udskrive valg eller en mistillidserklæring til den siddende regering.
Ifølge kilder i parlamentet sker ekstraindkaldelsen på begæring af det højreorienterede Nationalistiske Aktionsparti (MHP), der er medlem af koalitionsregeringen.
Tyrkiets koalitionsregering under ledelse af den sygdomssvækkede premierminister, Bülent Ecevit, er sat under voldsom pres for at udskrive valg, efter at flere nøglepersoner har forladt regeringen og bebudet oprettelsen af et nyt parti.

Stor økonomisk vækst i Kina
*Årets første seks måneder gav stor vækst i Kinas økonomi. Væksten blev 7,8 procent i forhold til samme periode i fjor, oplyser Kinas statslige statistiske kontor.
Væksten ligger over de syv procent, som den kinesiske regering hare regnet med og sat som mål for 2002.
Væksten kommer især på grund af stærkt stigende eksport og uventet store udenlandske investeringer i kinesisk erhvervsliv.
Ifølge det statistiske kontor var væksten i bruttonationalproduktet 7,5 procent i årets første kvartal stigende til 8,0 procent i andet kvartal.
»Mange tal i økonomien har vist sig meget bedre end forventet, hed det i en kommentar fra det statistiske kontor.
Kinesisk økonomi viste svaghedstegn i fjor, men er med de seneste tal tilsyneladende igen på vej ind i en periode med et af de højeste vækstrater i Asien.

150 frygtes dræbt af jordskred
*Mindst 150 mennesker frygtes omkommet i går i forbindelse med, at to landsbyer i det østlige Nepal blev delvist begravet af voldsomme jordskred forårsaget af monsunregn, oplyser det nepalesiske nyhedsbureau RSS.
Jordskredene begravede 35 huse i landsbyerne Dipsung og Sikundel i bjergdistriktet Khotang, knap 200 km øst for Nepals hovedstad, Kathmandu, oplyser lokale myndigheder til RSS.

Umuligt at lovgive fødevaresvindel
*»Ny lovgivning ville ikke have været en løsning i denne sag, for problemet er svindel, siger Beate Gminder, talskvinde for EU's forbrugerkommissær, David Byrne.
»Hvis virksomheder ikke respekterer loven og myndighederne ikke håndhæver den, så hjælper lovgivning ikke,« siger hun efter, at også Danmark er blevet ramt af den alvorlige fødevareskandale, der skyller hen over en række EU-lande. Fire danske landbrug har modtaget kvægfoder, som mistænkes for at være forurenet med hormonet medroxyprogesteron acetat (MPA). Fødevaredirektoratet har forbudt brug af det pågældende foder og lukket for leverancer fra de fire gårde, indtil der er vished for, at der ikke er hormonrester i kød og mælk. Ifølge direktoratet er det dog ikke sundhedsfarligt at have spist kød eller drukket mælk fra landbrugene. I alt er over 15.000 ton foder i Europa blevet forurenet med MPA, der er et syntetisk hormon til blandt andet svangerskabsforebyggelse.
Hormonerne kommer fra en medicinfabrik i Irland, der har solgt rester af sukkersaft brugt til at betrække hormontabletter, til det belgiske firma Bioland. I stedet for at destruere dette restprodukt har Bioland videresolgt sukkersaften til to sodavandsfabrikanter og til dyrefoder.

Iraks parlament buldrer mod USA
*Det irakiske parlament gav i går sin fulde støtte til præsident Saddam Hussein.
Under en ekstraordinær samling i parlamentet i Bagdad sagde parlamentarikerne i en erklæring, at de »fuldt ud står bag præsident Saddam Husseins kommando og støtter alle de skridt, han har taget eller vil tage i fremtiden for at forsvare Iraks sikkerhed, dets uafhængighed og det nationale regime«.
Samtidig blev USA’s »aggressive politik« fordømt, og det samme gjorde amerikanernes »fjendtlige kampagne imod Irak for at ændre det nationale regime og installere en regering i deres sold«.
Det var tilsyneladende en hentydning til mødet i London i weekenden, hvor en gruppe irakiske eksilofficerer valgte et råd, der skal repræsentere dem i bestræbelserne på at vælte Saddam Hussein og indsætte et civilt styre.

Små forventninger til Mellemøstmøde
*I dag træder den såkaldte Mellemøstkvartet sammen på et hotel i New York for atter at forsøge at sætte skub i fredsprocessen i Mellemøsten. Men israelerne og palæstinenserne, nærer kun små håb om succes.
Kvartetten, der består af USA, Rusland, EU og FN, skal bl.a. drøfte reformer i det palæstinensiske selvstyre samt den amerikanske præsident, George Bushs planer om en såkaldt »midlertidig« palæstinensisk stat.
Blandt deltagerne er udenrigsministrene fra USA, Rusland og den danske udenrigsminister, Per Stig Møller (K), der i øjeblikket er EU-formand, samt EU’s udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana.
Også en række arabiske udenrigsministre deltager.
»Der er ikke de store chancer for, at der kommer noget konkret ud af det, sagde en israelsk diplomat i går.
»Europæerne, der som sædvanlig vil prøve at spille en rolle, vil forsøge at overbevise amerikanerne om at give palæstinenserleder Yasser Arafat endnu en chance, mens USA måske vil forsøge at slibe et par kanter for at opnå enighed,« sagde han.

EU lover yderligere fødevarehjælp
*EU har planer om en betydelig forøgelse af hjælpen til det sydlige Afrika, der er ramt af en alvorlig fødevarekrise, oplyste en EU-talskvinde i går. EU har allerede givet 88,5 mio. euro (ca. 670 mio. kr.) i fødevarehjælp til Zimbabwe, Malawi og Zambia, men bidraget vil inden årets udgang stige til 20 pct. af den fødevarehjælp, regionen behøver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her