Læsetid: 2 min.

Overkill

31. juli 2002

Indstik
Nu skal jeg sætte lidt lus i skindpelsen.
Da én af den amerikanske forfatter Thomas Pynchon’s romaner for nylig udkom på dansk, gik en del af det litterære establishment bananas – også her i avisen.
Det var ikke nok at gøre opmærksom på, at her kom (endelig) en stor roman, man måtte også gøre Thomas Pynchon til det tyvende århundredes største forfatter i Amerika.
Ud ryger således Mark Twain, Henry James, Edith Wharton, Djuna Barnes, T.S.Eliot, Ezra Pound, William Faulkner, Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald, Saul Bellow, Philip Roth, Joseph Heller, Toni Morrison og håndfulde og håndfulde af andre.
Det blev ikke blot til en anmeldelse af Pynchon’s værk, der var både for og bagskræp, follow up-kronikker og lobhudlende kommentarer. Man var en skurk, hvis man ikke tog hatten af for den energiudladning, og hvem i Herrens navn skulle stille sig i vejen for kendskabet til litteratur af virkeligt format? Ikke jeg i hvert fald.
Alligevel var der noget forstemmende ved hele foretagendet, fordi man ikke kunne undgå at få det indtryk, at den vilde kehraus var en opvisning æggehovederne havde sat i scene til ære for sig selv. For ingen hverken her eller hisset skal bilde mig ind, at den store anmelder-skt. veitsdans lokker ret mange læsere i stilling og da slet ikke, hvis anmelderen (som her i avisen) prøver at overgå Thomas Pynchon (hvis roman er skrevet i en slags syttenhundredetals pastiche) ved at skrive sin anmeldelse i en slags syttenhundredetalsdansk – hvad der i sig selv ikke er noget ondt i – selvom det virker en smule anstrengt og komplet mister sin troværdighed, fordi artiklen er inkonsekvent og feks. bruger henholdsvis store og små bogstaver i substantiverne, der ifølge spillereglerne alle burde have været med stort.
Det er egentlig lidt synd for Pynchon, der på mange måder er god nok og i hvert fald interessant – ligesom det i sin tid var synd for Per Højholt, at hans Auricula bogtstaveligt talt blev krystet til døde af æggehovedernes omfavnelser. At Pynchon er de superintellektuelles darling fremgår yderligere af den udtrykte begejstring for hans skyhed.
Ingen kender Pynchon, ingen ved hvor Pynchon bor eller hvordan han ser ud, Pynchon lader sig aldrig interviewe, Pynchon er ren litteratur, ren tekst, ingen tvivl om, at han er et geni!
Hvis man tillader sig at hviske, at Thomas Pynchon ind imellem er temmelig kedelig og forholdsvis ulæselig (som Højholt i Auricula) opfattes man enten som misundelig eller overløber, en forræder mod de helligste intellektuelle principper etc.
Men hånden på hjertet: Hvis ti af Informations læsere efter festfyrvækeriet har kastet sig over Thomas Pynchon og ædt ham med hud og hår og nydt det, tager jeg min kasket af og svinger den fuld af beundring. Og trækker hvert et knubbet ord i mig igen og skammer mig. Også hvis der kun har været tale om én læser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu