Læsetid 5 min.

P for politik

Den politiske satire opdateres i Afsnit P’s nye projekt, Parlør, der som virtuel ordbog udnytter alle nettets muligheder
12. juli 2002

(2. sektion)

På nettet
Litteratur, det er noget følsomt, let verdensfjernt noget, ikke sandt? Nej, det er ikke sandt, især ikke hvis man skal tro det nyeste projekt på Danmarks førende netside for eksperimenterende litteratur, Afsnit P – www.afsnitp.dk.
Ansporet af den ny regerings evner ud i genren newspeak har godt 20 digtere, forfattere, kunstnere og andre intellektuelle bidraget med opslag til en parlør, en rejsefører til det nye Danmark. Et stykke konkret og kreativ sprogkritik kalder redaktørerne, Tinne Borgland, Charlotte Hansen, Karen Wagner og Christian Yde Frostholm det.
Man kunne også kalde det politisk satire af den skiftevis underfundige og bidske slags. Der er opslag om ord så forskellige som »etnisk«, »fedtlag«, »frygtlinge« (og jo, det skal staves med r, ikke med l), »sprøk«, »såkaldt«, »okay« og »ørkenvandring«.
Man skriver mod fremmedhadet, selvfølgelig. Men måske mere imod en tiltagende forfladigelse af vores sprog. Mod den særlige blanding af teknokratisk djøfkultur og de sidste par års reduktion af politik til spektakulære begivenheder, af manglen på eftertanke i det offentlige rum.
Temmelig mange bidrag har et horn i siden på den siddende kulturminister. »Makulturminister« bliver det til i et enkelt opslag. Heller ikke det overrasker den nysgerrige læser.

Stigende kvalitet
Det bør måske nævnes, at Parlør ret beset ikke er en parlør, men en art ordbog. Man får ordforklaringer, lærer ikke at begå sig i Danmark anno 2002. Til gengæld udnytter Parlør som virtuel ordbog alle nettets muligheder. Det giver en god variation i bidragenes karakter – hopper man rundt på må og få, finder man ikke bare tekststykker af varierende længde, men også blandinger af tekst og billede, interaktive elementer, små animationer.
Som når Claus Handberg Christensen illustrerer opslaget »A-hold B-hold« med et fotografi af mennesker på Strøget – kører man musen hen over billedet, dukker enten bogstavet A eller B op ved siden af dem. Så ved man, hvor de hører til.
Ved nærmere eftersyn kan Parlørs opslag deles i tre typer, der også så nogenlunde markerer en stigende kvalitet.
Man finder for det første mange pointerede ordspil, brandere med klar adresse og intention. De lyser op som små vittigheder, men brænder ud efter en enkelt gennemlæsning. Definitioner af ord som »hentehjerne« og lignende gør sig bedre som idé end i praksis.
Den pointerede vittighed kan i øvrigt sagtens optræde i tværæstetiske former, som når Klavs Bondebjerg illustrerer ordet »finanslov« med et billede af en ørken – eller når man lader opslaget til ordet »ekspert« være sparet væk.
Alligevel er der mere klangbund i den svært tydbare sammenstilling af ordet »grønthøster« med et billede af en trind, ældre mand, der sidder midt i en ordentlig omgang byggerod. Er det ham, der styrer grønthøsteren? Eller ham, der rammes af dens skær? Svaret blafrer i vinden.

Underfundigt
En anden type bidrag søger den underspillede refleksion eller et underfundigt perspektiv på tidens tilstand. Dem læser man gerne mere end en enkelt gang og tænker selv videre.
Under ordet »rudekuverter« foreslår kunstneren Camilla Nørgård, at man laver sig en iglo af alle de rudekuverter, man gennem tiden har fået tilsendt fra offentlige instanser. »Sæt dig så ganske stille og roligt ind og nyd lyset fra de offentlige ruder,« som hun skriver i slutningen af sin brugsvejledning.
Samme underfundighed finder man i forlagsredaktør Lene Wissings parlør-i-parløren, der sammenstiller citater fra Brian Mikkelsen med digte fra dansk litteraturhistorie. »Stort set alle love skal ændres,« siger kulturministeren i et interview. Sat sammen med linjerne »Man kan høre sine egne ord/ som øksehug fra en skov« – forfattet af Henrik Nordbrandt – får hans virkelyst dystre perspektiver.
Litteraten Isak Winkel Holms korte essay om ordet okays nye betydninger er, nåja, et eksempel på den eftertænksomhed, han selv efterlyser. Og også digteren Mette Moestrups forsøg på at omdanne sin festtop til et stykke salgbart lyrisk merchandise kan anbefales.

Fjendens stemme
De bedste bidrag går imidlertid videre end pointen og det underfundige perspektiv. I stedet taler de med fjendens stemme, alt imens de fordrejer den, perverterer den. Der er tale om en art litterær bugtaleri og om det sted, hvor Parlør for alvor løfter sig, ikke mod Kunsten med stort K, men måske mod en ny måde at bedrive politisk satire på. Foruroligende er det i al fald.
Tag f.eks. forfatteren René Jean Jensens opslag til »illegal«, der består af et opfotograferet brev til Integrationsminister Bertel Haarder. Hvordan kan man vide, om en asylansøger er legal eller illegal? Jo, svarer René Jean Jensen, man tager et lands BNP pr. indbygger og ganger den med befolkningens gennemsnitlige levetid. Det tal deler man med arbejdsløshedsprocenten.
Jo højere resultat, jo mere legalt er det at flygte fra det pågældende land. Man bør legalt kunne flygte til lande med lavere legalitetstal, at flygte opad i skalaen bør derimod være forbudt.
Selvfølgelig kan udregningsproceduren nuanceres. Hvorfor ikke dele med 13, hvis landet har dødsstraf – det øger alt andet lige incitamentet for at flygte og gør det derfor også mindre legalt, argumenterer René Jean Jensen med forræderisk venlighed.

Succes
Mere direkte ondsindet er forfatteren Jeppe Brixvolds korte opslag »succes«, som også er parlørens i særklasse bedste tekst. Her løfter en ny tids selvtilfredshed sin røst. Og viser sig fyldt med nedladende foragt og nervøs aggressivitet.
»Sådan at enhver forskellighed betragtes som en mangel på succes – at diskutere politik er mangel på succes – at være uenig er mangel på succes – et handicap er naturligvis mangel på succes – og for os andre: Få foden indenfor, mens du kan – Den Tredje Verden er mangel på succes – ’udviklingslande’: udviklingshæmmede – Islam: taberne – I mangler succes, der har vi miseren – I er naturligvis vrede over vor succes,« lyder første halvdel.
Som man kan se, er succes ikke længere det samme som overskud til at leve med dem, der ikke er som en selv. Man er langt fra tidligere borgerlige traditioner for privat velgørenhed.
Succes er derimod navnet på en ny, kulturel spændetrøje, som snævert definerer, hvilke typer af opførsel der kan tillades. Som forbinder sig med både nationalisme, snæversyn og et helt og fuldt afpolitiseret verdenssyn. Og som har magten til at skyde sine kritikere og alle afvigende befolkningslag skjulte motiver i skoene.
Et billede af tidens guldkalv, kan man sige. Som viser sig ikke at være den slags, man danser om. I stedet udstilles den bag lås og slå – Brixvold slutter sit opslag med ordene »I har kun jer selv, vi har succesen« – så vi andre kan blive misundelige, og de succesfulde bekræftes af tanken om vores lystne-hadske blikke. En indviklet dialektik, forstås, og en ny gruppe magthaveres logik og selvforståelse sat på formel. Mere skarpt kan det næppe blive.
Brixvold er højdepunktet, men der er mange andre fine opslag i Parlør. Læs selv videre på nettet – heldigvis lover redaktørerne os en ny og opdateret version allerede til efteråret.

*Tinne Borgland, Charlotte Hansen, Karen Wagner og Christian Yde Frostholm (red.): Parlør. Kan ses på www.afsnitp.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu