Læsetid: 4 min.

Op på metaforen

’Hverdagens metaforer’ er humanvidenskab på amerikansk: fyldt med ideer, let forsimplende, uden større viden om europæisk filosofi. Alligevel er bogen blevet en klassiker
3. juli 2002

Ny bog
Lad os starte med et paradoks: Hverdagens metaforer, der er skrevet af filosoffen Mark Johnson og lingvisten George Lakoff, er en af sprogvidenskabens nye klassikere. Siden sin udgivelse i 1980 har den stået som hovedværket inden for den retning, der i dag kaldes kognitiv semantik. Men bogen handler ikke om sproget og slet ikke om sprogets metaforer.
Den handler i stedet om vores måde at forstå verden på, fremstiller en generel teori om betydning og forståelse. Hverdagens metaforer vil vise, at vores umiddelbare omverdensforståelse er formet af metaforer. Disse kommer til udtryk gennem sproget, men ligger i virkeligheden nedenunder det, og er virksomme overalt. De er en del af vores hverdag, også selvom vi ikke tænker over det.
Metaforiske forestillinger som godt er op og dårligt er ned ligger bag mængdevis af faste vendinger – »hans helbred er for nedadgående«, for eksempel – påpeger Lakoff og Johnson. På samme måde finder de bag udtryk som »dine påstande kan ikke forsvares« eller »hans kritik ramte plet« metaforen diskussion er krig.
Sidstnævnte metafor styrer ikke bare vores sprog, men også den måde, vi tænker på diskussioner – og, i al fald til dels, måden vi opfører os på, når vi diskuterer. Man søger at overvinde sin modstander, og det gør man, fordi man tænker diskussionen som en krig mellem sig selv og sin samtalepartner, groft sagt.

Naturlig erfaring
Konstateringen af de førsproglige metaforers betydning er det ene hovedprojekt i Hverdagens metaforer – og en, det er svært at være uenig med. Det andet projekt, som både er mere interessant og mere problematisk, er et forsøg på at beskrive metaforernes typer, struktur, varianter, samspil og filosofiske implikationer.
Deres grundlag er ifølge Lakoff og Johnson en umiddelbar erfaring af vores egen krop og den konkrete verden, der omgiver os. Disse erfaringer projiceres som metaforer over på andre områder af vores liv – kærlighed og det at diskutere er deres yndlingseksempler. Og giver struktur til disse, mere luftige, men ikke mindre vigtige dele af tilværelsen.
Det konkrete og sansede giver form til det følte og tænkte, kan man sige. En besnærende tanke, ikke mindst fordi den skaber en glidende forbindelse fra en umiddelbar og kropslig omgang med verden til selv den mest abstrakte og begrebslige erkendelse. Men også en klar forsimpling af langt mere indviklede processer. Det bliver tydeligt, det øjeblik, man undersøger Lakoff og Johnsons egne eksempler.
Tag diskussion er krig. Som Lakoff og Johnson viser det, formes vores måde at tale og tænke det at diskutere ved hjælp af en konkret, fysisk begivenhed: krigen. At det er tilfældet ses i en række sproglige udtryk. Men det er meget få danskere, der har en konkret erfaring af krigen som fysisk begivenhed. Langt de fleste – undertegnede hører til blandt dem – har tværtimod masser af erfaringer med det at diskutere. I diskussion er krig struktureres en luftig erfaring altså ikke af en konkret erfaring, men af noget, næsten ingen har oplevet. Så måske struktureres vores forståelse ikke bare af metaforer, vi selv har erfaringer med, men også af metaforer, der ligger i sproget allerede på det tidspunkt, vi lærer at gøre brug af det.
Men hvis det er tilfældet, er sproget ikke kun et udtryk for den måde vi forstår verden, sådan som Lakoff og Johnson mener. Samspillet mellem sprog og erfaring går begge veje, er ikke en envejskommunikation. Hvorfor sproget er med til at forme vores måde at se verden. Og bør ses som en arv, fuld af betydning, som vi får af vores forældre og giver videre til vores børn.

Populær i Danmark
Ovenstående er blot et af flere kritikpunkter. Ikke desto mindre har bogen haft stor betydning i dansk humanistisk forskning de sidste ti år. Særligt semiotikere og litterater har taget den til sig – begge repræsenteres i den kognitive semantiks fremmeste danske repræsentant, Frederik Stjernfelt. At den er blevet så populær er der gode, faghistoriske grunde til. Det har nok også spillet ind, at Hverdagens metaforer både er letlæst og medrivende. Helt ned i sin sproglige stil bærer den præg af en art videnskabelig pionér-ånd: sprængfyldt med ideer, hypoteser og mulige forslag til forklaringer, men aldrig svært skrevet. Tværtimod tager den behørigt hensyn til læseren.
Hatten af for det. Bagsiden er så, at Hverdagens metaforer skæmmes af en umådeholden bevidsthed om sin egen originalitet og betydning:
»I løbet af en uge opdagede vi at en række af den moderne filosofis og lingvistiks antagelser som den vestlige tradition havde taget for givet siden antikken, afskar os fra at stille de spørgsmål vi gerne ville stille. Vi ville ikke blot uddybe eller rette op på en allerede eksisterende betydningsteori, vi ville revidere nogle af den vestlige filosofis centrale antagelser.«
Man har nok haft sig en god uge ... mere konkret opstiller Hverdagens metaforer en til det parodiske forsimplende modstilling mellem ’objektivisme’ og ’subjektivisme’, som Lakoff og Johnson derefter heroisk overvinder. Hvilket udgør en filosofisk variant af den dybe tallerkens opfindelse.
Således er Hverdagens metaforer humanvidenskab the american way, uden respekt for den kontinentale filosofis tradition. Om man bryder sig om det er en smagssag. Denne europæer følte sig noget stødt på knapperne, det bør ikke holde andre tilbage.
Der er, når alt kommer til alt, tale om en nyklassiker inden for lingvistikken. Og en veritabel bibel for den kognitive semantik. Interesserede kan med fordel starte her.

*George Lakoff og Mark Johnson: Hverdagens metaforer. Oversat af Ulrik Hvilshøj og Hanne Salomonsen. 268 s., 275 kr. Hans Reitzels Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her