Læsetid: 3 min.

På tur med Django Bates

Engelsk humor, fransk valsemusik og den klassiske arv mødes i eurojazzen
13. juli 2002

Jazzkaravane
»The Right to Smile« er en komposition, der afspejler Django Bates’ humoristiske musik. Europæiske nationalmelodier opløses og sammensmeltes i en ironisk komposition. De genkendelige lydstumper befries for al patos i et rytmisk swingende forløb.
»Jeg har dekonstrueret nationalmelodierne for at se enkeltdelene i nye perspektiver. Jeg vil se dem belyse hinanden. Det er den samme opløsning af grænsesætninger, som finder sted i Europa, og som kan siges at være en del af vores tid,« siger Django Bates.
Den Jazzpar-prisbelønnede 42-årige engelske komponist og dirigent, står i år foran European Youth Orchestra, som turnerer under navnet Swinging Europe i denne måned, hvor også København genlyder af jazz.
Orkestret, der i sidste uge spillede i København, giver også koncerter i Tyskland, Schweiz, Frankrig, Spanien og Portugal. Det er danskerne Birgit Vinge og Erik Moseholm, der nu for fjerde gang har samlet omkring fire mio. kr. til det 21 mand store bigband med professionelle musikere fra i alt 17 lande.

Byens lyde
Bates-kompositionen virker på nodepapiret kompleks, og musikerne sagde ved første gennemlæsning, at det var uladsiggørligt at spille den. Men under prøverne er der opstået et samspil, der forener de forskellige hymner, takter og instrumenter i en underfundig kommentar til det europæiske projekt.
»Det er i høj grad europæiske jazz, vi spiller,« siger Jean-Baptiste Réhault, saxofonist og komponist til fire af turneens melodier.
»Den engelske humor er tydelig i Djangos musik, hvor mine kompositioner i højere grad afspejler den franske valsekultur. Men det er moderne musik, hvor jazzen fusionerer med kompositionsmusik, og det er et aspekt af den europæiske jazz i dag.«
Der er referencer til Aïda og Also Spracht Zarathustra undervejs, som en slags understregning af den europæiske jazz’ gæld til den klassiske arv.
Den amerikanske klassiker, New York, New York, udsat for et arrangement af Django Bates, vælter op og ned på, hvad jazzkenderne forstår ved den melodi. Bates ophæver den almægtige og selvbevidste tone, der sædvanligvis bærer melodien. Nu fremstår sangen som en kakofoni, hvor byens lyde og desperation skinner igennem. Fra det forprogrammerede piano lyder vækkeurslyde, smækkende døre og ambulancesirener.
»Jeg vil vise byen, som jeg oplever den. Den er på ingen måde en kabaret!,« er Bates begrundelse.
Det mærkværdige er, at til trods for de mange noder på arkene og de komplekse strukturer, så ender Django Bates’ kompositioner og arrangementer med at blive ’ørehængere’, som den norske fløjtenist Jorunn Solløs siger.

Forunderligt paradoks
Jazz er et forunderligt paradoks, skrev Joel A. Rogers i 1925. Den handler alt for meget om Mennesket til at kunne være racebundet, den er alt for international til at kunne være national, alt for spredt ud i verden til at kunne have et hjemsted. Og til trods herfor er den for én dels vedkommende amerikansk og for trefjerdedeles vedkommende afrikansk-amerikansk, og den udspringer af byslum og trods. Den er både grim og smuk, kunst og kommercialisme.
»Vi fik noderne små 14 dage før vi mødtes, men kun vores egen stemme,« fortæller den danske perkussionist, Louise Petersen.
»Det gælder om at lytte sig ind på hinanden og først og fremmest om at finde ud af, hvordan Django tænker, før vi kan finde vores egen stemmes plads i helheden.«
»Man kan dårligt nå at trække vejret, og mister man en takt, så mister man orienteringen i de første gennemspilninger. Efter dette vil intet nodeark kunne skræmme mig,« siger mange af musikerne. De fleste kommer fra klassiske konservatorier, men har tidligt orienteret sig mod jazzen.

Tid til at ’jamme’
For musikerne er det muligheden for at spille med Django Bates, der trækker. Man får en særlig erfaring af at være sammen uafbrudt med det mål at spille for
forskellige publikum rundt om på kontinentet. Men også de nye netværker og kontakter åbner for nye muligheder.
Bussen er mere komfortabel end dem, som Count Basies og Duke Ellingtons orkestre måtte leve i på de månedlange turneer, og under Swinging Europe får musikerne dog hotelværelser hver nat og ordentlig mad tre gange om dagen.
Der er ikke meget byslum på denne turné, der primært et støttet med EU-penge. Hårdt arbejde er det, og tiden går med transport, sætte scene op, lave lydprøve, give koncert og sove. Det er dog ikke værre, end at enhver pause bruges til at ’jamme’ i.

*Benedicta Pécseli er redaktør af flere jazzantologier, senest ’Øjeblikkets antændelse’, efteråret 2001

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her