Mars Avis
Hvordan formerer danskerne sig? De lægger ikke æg. De skyder ikke knop. De føder levende unger. Tidligere kunne en hun føde et kuld på 10-12 børn, men i dag som regel kun et par stykker. De gider ikke have så mange, og de vil hellere bruge pengene på noget andet. Jeg kom til at tænke på dette vitale spørgsmål, da jeg gik en tur gennem Kongens Have på en solskinsdag. Det var første gang, jeg så næsten upåklædte mennesker.
Dette syn er en vigtig del af det, der sætter forplantningen i gang, men personligt lader det mig kold. At være to-i-én-kønnede, som vi er det på Mars, er langt mere enkelt. På Jorden er sneglene tvekønnede. De kravler uhyre praktisk rundt med deres hus på ryggen som en slags nomader.
Jeg spurgte fru Olsen, hvad sneglene gør, hvis de vil flytte sammen. Hvilket hus skal de så bo i?
»Snegle flytter ikke sammen,« svarede hun. Og dermed undgår de en masse af de problemer, menneskene får, når de flytter sammen. De skal bare være enige med sig selv.
Danskernes forplantning sker efter et forspil, som foregår efter nogle ganske bestemte ritualer, som man vist skal være jordbo for at kunne afkode. Man ser hinanden an og efter kortere eller længere tid slår man til, men spørg mig ikke om detaljer. Selve parringsakten sker typisk bag lukkede døre. Man parrer sig i flæng, men i perioder gør man ikke. Hvad jeg ved er, at man kysser hinanden ved at støde læberne sammen, hvilket virker ret svedigt. Derefter gifter man sig og er så sammen i en årrække, indtil man blive skilt. Så får manden bilen, mens kvinden får børnene og en Christianiacykel.
Menneske i snor
I Kongens Have så jeg et usædvanligt syn, idet fem hundehvalpe trak af sted med et menneske i snor. Han skulle åbenbart luftes. Jeg sad på en bænk og tænkte på, hvor grimme blomster egentlig er (i modsætning til skrubtudser), da jeg pludselig blev tiltalt af en ung kvinde, som kom med en bemærkning om, hvor flotte blomsterne var. Vi faldt i snak, og på et tidspunkt siger hun:
»Hvor kommer du fra?«
»Fra Mars!« røg det ud af munden på mig.
»Jeg er fra Venus,« sagde hun prompte, og hun var da øjensynligt heller ikke fra København, idet hun sad og studerede et kort over byen. Venus og jeg blev enige om at daske lidt rundt i byen sammen, og da vi havde dasket lidt, foreslog hun, at vi satte fingeren et tilfældigt sted på bykortet.
Jeg lukkede øjnene og var den, der satte fingeren. »Vanløse,« sagde hun. Hun forklarede, at hun var turist i byen og aldrig før havde været i Vanløse. Vi tog S-toget derud.Vi tog det tilbage igen. Jeg tror, vi var de første turister nogensinde, der har besøgt Vanløse.
Om aften daskede vi rundt i Tivoli. Det var en ganske svedig aften, og til sidst foreslog Venus en kold øl. Det var henved midnat, og vi dumpede ind et tilfældigt sted, der hed Andys Bar. Et skummelt sted, hvor mange drak øl på høje stole ved en bardisk. Til Venus´ store fortrydelse faldt jeg snak med sidedamen til den anden side. Hun ville vide, hvad jeg hed.
»Glen,« sagde jeg.
»Hvad mere?«
»Glen Glenn,« sagde jeg.
Nu brød hun ud i latter. »Jeg ved, at man kan se dobbelt, når man har drukket,« sagde hun, »men jeg har aldrig vidst, at man også kunne høre dobbelt.«
Venus syntes, vi skulle forlade etablissementet, men hun havde ikke noget sted at sove. Det var her, jeg fik en vag og udefinerlig fornemmelse af, at hun ville mig et eller andet, som jeg ikke kunne levere, hvorfor jeg skyndte mig at sige farvel. Det var på høje tid at komme hjem.
(Fortsættes)
