Analyse
Læsetid: 5 min.

Paven er blevet et redskab

Stærkt svækket har pave Johannes Paul II begivet sig ud på sin rejse nr. 97 – til gavn for kirkens højrefløj
27. juli 2002

Det er svært at tro, men pave Johannes Paul II har begivet sig ud på en ny, lang og udmattende rejse, trods synlig og hørlig svækkelse. Den hidtil mest berejste paves rejse nummer 97 går denne gang til Canada, Guatemala og Mexico. Svækket af Parkinsons syge, reduceret hjertefunktion og lungekapacitet rejser den 82-årige, polskfødte pave 23.000 km med risiko for at bryde sammen undervejs trods utallige hjælpeforanstaltninger.
Det kan undre, hvorfor han udsætter sig selv for denne risiko – og hvorfor Vatikanets øverste ledelse tillader det. Forklaringen skal søges i den katolske kirkes trængte situation, dels på grund af de mange pædofili-skandaler, der bliver ved med at poppe op rundt om i verden, dels på grund af den vigende tilslutning til den katolske kirke mange steder og endelig og ikke mindst på grund af den interne magtkamp om, hvem der skal efterfølge Johannes Paul II, der har beklædt embedet siden efteråret 1978.
Det siges, at han helst vil trække sig tilbage til et kloster i det sydlige Polen, men at den stærke konservative fløj holder ham på posten for at vinde tid til at styrke sig. Her er pavens rejse vigtig. De mange rejser og hans udadvendte væsen har gjort paven til den mest kendte og populære pave i historien. Samtidig har hans antikommunisme betydet, at han – trods sit sociale sindelag – har været nem at trække i konservativ retning og svække progressive tendenser i kirken, først og fremmest befrielsesteologien, hvis mest fremstående talsmænd og teologer i 80’erne ligefrem blev udsat for en regulær heksejagt under ledelse af Vatikanets førende konservative teolog, kardinal Joseph Ratzinger.

Rejsen har især to formål: at styrke pavens folkelige image og at styrke den konservative fløj i den katolske kirke. I Canada er det især det folkelige image, der dyrkes.
Paven deltager i disse dage i Det 17. Verdensungdomsmøde, en årligt tilbagevendende massebegivenhed som han indstiftede – tilsyneladende inspireret af de verdensungdomsfestivaler, som de kommunistisk styrede lande og kommunistpartierne afholdt med mellemrum frem til Murens fald. Hensigten med de katolske ungdomsstævner – der i Filippinerne for nogle år siden samlede tre millioner unge fra hele verden – er at trække flere unge ind i en institution, der ellers signalerer alderdom og reaktion. Mødet er langtfra blevet en succes. Der var ventet omkring 700.000 unge til stævnet i Toronto. Nu tyder alt på at antallet næppe passerer 250.000. Frygten for at flyve efter 11. september og kirkens dårlige image på grund af pædofili-sagerne nævnes som et par af de væsentligste årsager til det ringe fremmøde.
Det problem får den katolske kirke næppe i Guatemala, hvor paven på mandag skal helgenkåre en spansk missionær, som engang forsvarede indianerne, eller i Mexico, hvor han skal kåre den første indianske helgen nogensinde, hyrden Juan Diego, for hvem den hellige jomfru efter sigende viste sig i 1531. Om han nogensinde har eksisteret, er tvivlsomt. Men Jomfruen af Guadalupes basilika i Mexico Bys nordlige udkant er blevet den vestlige halvkugles vigtigste valfartssted. Og det er det, der tæller.
Begge kåringer er et budskab om støtte fra paven til de indfødte folk. Men de er også et forsøg på at institutionalisere et folkeligt fænomen, som kirken gerne vil kontrollere. Det ses tydeligt i Mexico, hvor en af de to store, højrekatolske organisationer, Los Legionarios de Cristo, Kristi Legionærer, de senere år har været meget aktiv med at organisere valfart til helligdommen i Mexico By op til den 12. december, den dato hvor Jomfruen af Guadalupe efter sigende åbenbarede sig. Hvert år i begyndelsen af december er landevejene et mylder af pilgrimme til fods, på cykel, i busser, biler og lastbiler. Det har den katolske kirkes meget stærke højrefløj i Mexico forsøgt at udnytte.

Besøget i Mexico, som begynder den 30. august, er en oplagt mulighed for såvel kirkens meget aktive højrefløj som for den politiske højrefløj, der er en del af præsident Vicente Fox’ bagland, til at styrke deres position yderligere i de magtkampe, der finder sted både inden for kirken og i regeringen og dens bagland.
Selv om den katolske kirke i Mexico er stærkt domineret af de i øvrigt stridende højrekatolske organisationer Kristi Legionærer og den meget velhavende Opus Dei, er den også splittet mellem disse organisationer og flere biskopper, der frabeder sig den politiske indblanding fra de militante og økonomisk stærke organisationer.
Kun få af biskopperne kan siges at være venstreorienterede, men konflikten kan skabe en ny højre-venstredeling i Mexicos katolske kirke, en af de største og stærkeste i verden.
Det er femte gang, paven besøger Mexico. Første gang var på hans første udlandsrejse i 1979. Den rejse fik stor betydning for ham, for det var her han opdagede sine evner som folketaler. Desuden fik han en stormende modtagelse. I løbet af de seks dage, hans besøg varede, strømmede 20 millioner mennesker til hans massemøder.
Denne gang er der dog ikke meget folketaler over ham mere. Han har svært ved at tale, og på grund af den stærkt fremskredne Parkinsons syge kan han næsten ikke smile. Hele hans fremtoning er ved at blive et symbol på den katolske kirkes svækkelse. Og nok så mange rejser vil ikke kunne rette op på det billede.
Alligevel vil Mexicos præsident, den konservative Vicente Fox, og højrefløjen i hans regering forsøge at udnytte besøget til det yderste. Fox har brug for at styrke sin position. De mange håb om forandring, som et flertal af mexicanerne knyttede til ham, da han med sin valgsejr i 2000 brød 71 års uafbrudt og mere og mere korrupt styre under ét parti, er ikke blevet opfyldt. Han er velmenende, fører en slingrekurs, har svært ved at træffe beslutninger og synes let at presse.
Mere end Fox vil det dog være den mest højreorienterede del af hans regering og hans parti, det højrekatolske PAN, der vil blive styrket af pavens besøg. De store medier og mange firmaer, der ligesom ved tidligere besøg regner med at tjene tykt på reklamer og varer med pavens billede på – alt fra sodavand og chips til t-shirts – har sat alle sejl til. Der er stadig penge i paven.
Pavens rejse nummer 97 er mere end nogensinde en politisk rejse, men denne gang ikke for at styrke og udbrede evangeliet, men for at reducere skaderne fra pædofili-skandalerne, for at den konservative fløj i kirken kan vinde tid til at blive styrket i kampen om, hvem der skal efterfølge ham, og som en sidegevinst at styrke de konservative kræfter i den mexicanske regering.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her