Analyse
Læsetid: 5 min.

Penge til palæstinensere

Den nye palæstinensiske indenrigsminster stiller sig i centrum af ny fredsindsats
23. juli 2002

Ifølge udenrigsminister Shimon Peres er Israel allerede for små tre uger siden begyndt at frigive palæstinensiske pengebeløb, som siden begyndelsen af Al Aqsa-intifadaen for 22 måneder siden har ligget indefrosset i det israelske finansministerium.
Den israelske udenrigsminister løftede for sløret i et radiointerview i går morges, efter at han i weekenden havde mødt den palæstinensiske minister Saeb Erekat i Jerusalem. Han sagde blandt andet, at Sharon-regeringen gerne vil gøre livet nemmere for Vestbreddens og Gazastribens små tre millioner palæstinensere, og at frigivelse af penge er en vej til dette.
Israel har længe været under svært internationalt pres for at frigive pengene. Det drejer sig om 2,1 milliarder shekel, hvilket svarer til små 3,5 mia. kroner, som Israel i overensstemmelse med Oslo-aftalerne har afkrævet som momsafgifter og som indkomstskat af palæstinensere med arbejde i Israel. Penge skulle have været sendt videre til selvstyret, men da intifadaen brød ud, blokerede daværende ministerpræsident Ehud Barak for deres videre vej, idet han mente, de ville blive brugt til at finansiere terror.
George W. Bush kastede tidligt blikket på pengene, som efter amerikansk opfattelse kan anvendes til at kickstarte de reformer, han krævede af palæstinenserne i sin tale den 24. juni. Kort efter talen foreslog han Ariel Sharon at lade ti procent af beløbet komme til udbetaling, og dele af dette – 100 mio. shekel – har altså ifølge Peres allerede fundet sted, ligesom et ukendt beløb også er blevet trukket for at dække ubetalte regninger for el og vand leveret af Israel.
Weekendens møde mellem Peres og Erekat sluttede i en atmosfære, som ser ud til at bane vejen for at flere penge finder vej til selvstyrets slunkne kasser, og herudover kan andre lempelser komme på tale. Hvis den relative ro, som nu kendetegner situationen, fortsætter, vil Israel ifølge regeringstalsmænd »overveje at normalisere livet« i Jericho, Hebron og Betlehem. Hvad denne formulering dækker står ikke helt klart, men iagttagere er enige om, at dette er en udvikling, som kan bringe nyt håb til den konflikthærgede region.

Håb har længe været svært at finde på palæstinensisk side, hvor økonomien hænger i laser. Saeb Erekat brugte mødet til at forklare sin israelske modpart den desperate situation, både befolkningen og selvstyret befinder sig i. Tusinder af palæstinensere, som før intifadaen dagligt tog på arbejde i Israel, er helt uden indtægter, de lange lukninger har paralyseret den palæstinensiske økonomi og selvstyrets kasser er gabende tomme, idet de udenlandske donormidler, som tidligere var en vigtig indtægtskilde stort ser er tørret ind.
Peres lovede at lade 7.000 palæstinensere vende tilbage til deres israelske arbejdspladser. Han vil også holde døren åben for at udvide antallet, ligesom han gav løfte om at lempe vilkårene for varetransport ved Karni-grænseovergangen mellem Israel og Gazastriben.
Som argument over for israelerne har nok ikke mindst tjent en ny plan, som den palæstinensiske delegation bragte med til mødet. Saeb Erekat var i selskab med to af Arafat-regeringens nye ansigter, finansminister Salim Fayed og indenrigsminister Abdel Razek Yahyeh, der med Yahyeh som hovedmand har udarbejdet en model til genrejsning af selvstyret.
Yahyeh-planen, som den allerede er kommet til at hedde, forudsætter israelsk tilbagetrækning fra de besatte palæstinensiske byer. I stedet vil træde to eller tre gendannede palæstinensiske sikkerhedsstyrker, som står direkte under indenrigsministerens kommando. Før disse sendes på gaden, vil alle personer i styrkerne, som har været involveret i terror, blive afskediget, og når de øvrige træder i funktion vil konfiskering af ulovlige våben og anholdelse af medlemmer af terrorgrupper stå højt på listen over forestående opgaver.
Ifølge palæstinenserne brød dette arbejde først og fremmest sammen fordi pengene slap op, og her kommer Salim Fayads økonomiske dimension og de indefrosne midler ind i billedet. Ved at sikre lønudbetalingerne til selvstyrets ansatte, sikrer man sig – som planen ser det – også en loyal sikkerhedstjeneste, som kan føre de politiske beslutninger ud i livet. Men dette forudsætter, at man hver måned skal have 250 mio. shekel i kassen for at dække udgifterne.

De israelske betingelser for at lette på låget er imidlertid hårde. Før noget overhovedet sættes i værk, kræver man ikke blot fortsat fravær af nye angreb på israelske mål, men herudover et markant fald i planlagte angreb, som efterretningstjenesten fortsat har kendskab til. Dernæst er eventuelle pengeoverførsler behæftede med krav om total gennemsigtighed hvad angår midlernes anvendelse.
Yahyeh-planen sætter det sidste som forudsætning for det første, og skitserer en simpel model: alle penge skal overføres til én konto, som er under Salim Fayeds tilsyn, og kun Yahyeh vil have bemyndigelse til at underskrive cheks, der forlader kontoen.
Dette er en interessant model og kan have været det helt afgørende argument for israelerne, idet den helt går uden om Arafat. Selvstyreformanden har indtil nu sat sin personlige underskrift på selv det mindste udgiftsbilag, og hvis dette nu ikke længere vil være tilfældet, kan planen indeholde et begyndende brud på den enorme magtkoncentration, som hidtil har ligget hos Arafat. Hvilket er nøjagtig, hvad Sharon ønsker sig.
Spørgsmålet er derfor, hvordan Yahyeh-planen er blevet til. Har Arafat godkendt denne indskrænkning af sin egen magt for at skaffe pengene i hus og dermed genopbygge sit styre, eller har kravene om demokrati og reformer fået ham til at uddelegere noget af magten?
Men uanset det egentlige motiv, er beslutningen tydeligvis faldet under stort israelsk pres, hvorved planens bæredygtighed fra starten er sat under tvivl. Der er for mange oppositionskræfter, som ikke vil respektere planen, hævder iagttagere, og selv om en hurtig reetablering af sikkerhedsstyrkerne skulle lykkes, vil opgaven at tæmme grupper som Hamas og Islamisk Jihad være særdeles vanskelig.
Andre tilføjer, at planen til forveksling ligner den amerikanske Tenet-plan, som for mere end et år siden blev lagt på bordet uden nogensinde at blive implementeret.
Skulle vi komme så vidt, at de indefrosne penge kommer til udbetaling i de af Fayed foreslåede rater, vil udviklingen give Yahyeh seks-syv måneders frist (så længe pengene rækker) til at konsolidere selvstyret i en grad, så også de udenlandske donormidler vender tilbage. Men samtidig med dette vil kræfter på begge sider af konflikten prøve at spænde ben for arbejdet, hvor Yahyeh – en lærd mand, der citerer både Shakespeare og Dickens på formfuldendt engelsk – endnu skal bevise sin politiske fingerspidsfornemmelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her