Læsetid: 7 min.

Den perfekte kvinde

Gennem århundreder formede korsetterne kvindekroppen efter modeidealet. Nu er det viljestyrken, pengepungen eller kirurgen, der holder formerne på plads, siger etnologen Marianne Thesander
19. juli 2002

(2. sektion)

Kvindekroppen
Indtil omkring år 1910 var den moderigtige kvindedragt draperet omkring et korset, der snørede taljen ind til cirka 47 centimeter og gav et håndfast skub til at fremhæve barm, hofter og bagdel.
Det siger sig selv, at korsettet gjorde det svært at trække vejret og bevæge sig. Netop denne egenskab bidrog til korsettets langvarige succes: Man kunne se forskel på kvinder, der blev nødt til at slide for føden og dem, der havde råd til at gå rundt og se godt ud i korset.
Etnologen Marianne Thesander, som har forsket i kvindekroppens kulturhistorie, understreger, at korsetmoden havde sin egen fornuft:
»På det tidspunkt var ægteskabet den eneste mulighed, borgerskabets kvinder havde for at gøre karriere. Så længe det blev anset for at være smukt at have hvepsetalje, snørede kvinderne sig selvfølgelig, så de forøgede deres chancer for at få en passende ægtemand.«
Kvindesagskvinderne forsøgte at give kvinderne luft. Sidst i 1800-tallet præsenterede Dansk Kvindesamfund en såkaldt reformdragt, som kunne bæres uden korset. Den blev ingen succes. Reformdragten blev lynsnart døbt reformsækken.

Hvad kvindesagsforkæmpere ikke kunne udrette, kunne tilgengæld kvinders erhversarbejde og det, at kvinder begyndte at dyrke sport:
»I 1909 samlede den parisiske modeskaber Paul Poiret trådene i tidsånden og gjorde korsetteringen lettere. I stedet for den kontrollerede korsetfigur, blev det æstetiske kropsideal en slank, ungdommelig, sund og bevægelig krop.«
Industrialiseringen havde bragt kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og Første Verdenskrigs enorme forbrug af unge, raske mænd forstærkede den proces i de krigsførende lande. Kvinderne havde brudt hul i muren til uddannelsessystemet, til traditionelle mandearbejdspladser og fået stemmeret.
Det krævede alt sammen ny bevægelsesfrihed:
»20’ernes emanciperede kvindeideal var kortklippet og havde en nærmest drenget skikkelse helt uden kvindelige kurver. Kroppen blev formet af moderne korsetter med indvævede elastiktråde. Kjolerne blev gradvis kortere indtil 1927, hvor sømmen nåede knæet. Taljelinjen sank nedad og markerede de drengeslanke hofter,« fortæller Marianne Thesander.
»Når kvindedragten nedtoner den kvindelige krops forskellighed fra mænds, er det ikke udtryk for en nedbrydning af kønsidentiten – snarere en protest, hvor afseksualiserede eller bevidst maskuliniserede dragtformer bruges som en form for symboler på frigørelse.«
õ»Samtidig med at fokus på kvindeformerne blev nedtonet, viste kvinderne mere krop, arme og ben end nogen sinde før – især var fokus på benene en symbolsk understregning af kvinders bevægelsesfrihed.«
»20’ernes unge kvinder ønskede ikke at give slip på den større frihed og ligestilling, de havde opnået. For dem var svungne kvindeformer symbol på ufrihed og umyndiggørelse.«

Den økonomiske krise i 30’erne ændrede folks livsindstilling og moralbegreber i en mere reaktionær politisk retning. Det påvirkede fluks moden:
»I løbet af vinteren 1929-30 blev drengepigen fortrængt af et mere feminint kvindeideal. Kjolerne blev forholdsvis lange og tækkelige – der var ikke længere fokus på benene. Den perfekte kvindekrop skulle stadig være slank, ungdommelig og smalhoftet, men taljelinjen rykkede tilbage på plads, og brystet blev markeret blødt,« siger Marianne Thesander.
Idealet var at have en ’slank og naturlig krop’. Kvinder måtte endelig ikke se korsetteret ud:
»Men idealfiguren krævede stadig et godt korset til at modellere kroppen glat og slank,« understreger Marianne Thesander.
I 1931 åbnede Spirella-Salonen i København, hvor mange kvinder i 30’erne og 40’erne fik syet korset efter mål – den lukkede først i slutningen af 1960’erne.
Under Anden Verdenskrig voksede kvindernes skuldermål, da de endnu engang overtog job efter mænd, der blev sendt i krig:
»30’ernes blødt rundede kurver blev fortrængt. Jakkerne fik et maskulint snit med brede skuldre og bredt revers, kjolerne nåede til lige under knæet – der var igen behov for at symbolisere bevægelighed,« siger Marianne Thesander.
Kjolelængden sank atter ned til midt på skinnebenet i 1947:
»Christian Dior ramte lige ned i kvinders tørst efter feminin elegance oven på krigens tekstilrationering og fattigdom. Hans New-Lookkreationer havde moderne timeglasfigur, hvor den smalle talje fremhævede hofterne og frem for alt brysterne. Det gav korsetindustrien en ny storhedstid.«
»Efter krigen skulle kvinder forene den dygtige husmoder, den kærlige moder og den tiltrækkende hustru i sin person. Normerne spejlede sig i 50’ernes kvindeideal, hvis fyldige bryster blev løftet op og udstillet som tegn på kvindelighed,« siger Marianne Thesander.
En af 50’ernes mest solgte bh’er havde rundstukne skåle, som formede brysterne i torpedofacon:
»Kombinationen af de spidse bryster, den smalle talje og stilethæle, som gav kvinderne en vuggende gang, fremhævede kvinder som seksuelle objekter.«
I samme årti voksede en helt ny type frem: Audrey Hepburns slanke ungpigekrop blev idealet for teenagepigerne. I 50’erne fik de unge mere fritid og flere penge – og modeindustrien øjnede en ny forbrugergruppe. I 1951 åbnede Magasin en afdeling med modetøj for piger mellem 13 og 19 år, og i 1958 åbnede Nørgaard på Strøget en butik med smart tøj til unge. Sweatre, lange bukser eller strutskørter og ballerinasko blev et hit.
»Mange voksne kvinder begyndte at gå i det ungdommelige tøj, og omkring 1960 tilnærmede det unge og det modne kvindeideal sig hinanden – men stadig med betoning af de kvindelige former,« siger Marianne Thesander.

Højkonjunkturen satte ind i begyndelsen af 60’erne. De gifte kvinder begyndte at strømme ud på arbejdsmarkedet, og pigerne strømmede ind i uddannelsesinstitutionerne. Modeskaberne fangede tidsånden:
»Ligesom Paul Poiret i begyndelsen af århundredet skabte en løsthængende modelinje, som opfyldte frihedstrangen hos den tids unge kvinder, så fik de unge omkring midten af 60’erne en ny frihedsdragt.«
»Den engelske modeskaber Mary Quant lancerede miniskørtet i 1965. Kjolerne faldt løst omkring skikkelsen og rykkede opmærksomheden væk fra kroppens kurver til benene.«
»Det nye ideal var en spinkel, næsten lillepigeagtig kvinde, der ligesom 20’ernes ranglede drengepiger eliminerede de kvindelige former. Idealet blev aseksualiseret, pupertetsagtigt. Hverken bryster, taljer eller hofter blev fremhævet. «
Marianne Thesander ser det som de unge 60’erkvinders protest mod, at kvinder fortsat blev fastholdt i en begrænset rolle som seksualobjekter:
»Mange gik på sundhedsfarlige slankekure for at komme til at ligne den engelske fotomodel Twiggy. Hun signalerede alt det modsatte af seksuel tiltrækning og var derfor brugbar i de unges selvfremstilling.«

Flertallet af kvinder fortsatte dog med at bruge undertøj, som formede og støttede figuren ind til 70’erne:
»Rødstrømperne ville afskaffe enhver form for forførelse. Kvindedragten skulle afseksualiseres og ansigtet renses for makeup for på den måde at stoppe konkurrencen om mændenes gunst. Kvinder skulle acceptere deres krop, som den var, i stedet for at modellere den med fantasifuldt undertøj.«
Godt nok var de færreste kvinder rødstrømper, men kvindebevægelsens kropsopfattelse påvirkede idealet, og mange smed bh’en:
»Den afseksualiserede kropslighed symboliserede en form for frigørelse fra den traditionelle kvinderolle,« siger Marianne Thesander.
Frihedsfølelsen fik trangere kår, da den økonomiske krise satte ind i 1973-74, og kampen om arbejdspladserne blev skærpet. Miniskørterne og de lange bukser blev afløst af et mere modent kvindeideal i dragter, bukser og kjoler i klassisk stil.
Fra midten af 1977 begyndte idealbilledet så småt at blive udstyret med kvindelighedssymboler som højhælede sko, nylonstrømper og hofteholdere; »der må være en blonde«, lød Triumphs reklameslogan.
Kvinderne ville dog ikke nøjes med en enkelt blonde, det udviklede sig til en overdådighed af blonder og delikat satin.
»Men kvinders fornyede lyst til at gå i feminint og pikant undertøj var ikke en tilbagevenden til 50’ernes kvindeideal. Hvor tidligere tiders korsettering formede figuren, så var det nye undertøjs blonder og satin den rene kropsdekoration,« siger Marianne Thesander
I 80’erne foldede det kvindelige idealbillede sig ud som flere forskellige typer i damebladene: Den sporty, den sexede, den sofistikerede osv.
I arbejdslivet nedtonede kvinder det feminine og iførte sig mandens neutrale påklædning. Den stilfulde dragt med habitjakke var en af 80’ernes mest populære typer arbejdstøj til kvinder – krydret med feminine bluser, smykker og dekorativt undertøj.
Kroppen under tøjet skulle stadig være naturlig:
»I stedet for at forme sin krop med korsetter formede man selv sin krop med selvkontrol, viljestyrke og de penge, det koster at gå i motioncentre, solarier og spise proteinrig kost og kosttilskud. Kroppen skulle udstråle dynamik og effektivitet.«

Fra midten af 80’erne slog den voksende kropsbevidsthed for alvor igennem i form af en meget kropsnær mode, hvor de kvindelige former blev fremhævet – dristigt, provokerende og erotiseret.
Jean-Paul Gaultier designede tøj til Madonna, der optrådte i sort corsage med blonder, korsetter med kegleformede skåle og lange strømpebånd:
»Hun optrådte bestemt ikke som passivt seksualobjekt, men derimod seksuelt udfordrende samtidig med, at hun lavede sjov med kvindeundertøjet. Undertøjet blev synligt i modetøjet, især blev corsager i alle afskygninger brugt som feminin top til maskuline cowboy-bukser eksempelvis.«
Siden da har barmen været i fokus. »Jeg tror, det er udtryk for en større selvfølelse, som især den yngre generation har fået i kraft af kvinders større indflydelse i samfundet. De fremhæver deres kønsidentitet og tør vise flere sider af sig selv – inklusive de erotiske.
Det betyder ikke, at produktionen af idealbilleder er ophørt, eller at skønhedskravet er blevet mindre. »Fedme og overvægt er ikke kun stigmatiserende – det bliver taget som udtryk for manglende selvkontrol og viljestyrke. Før brugte man korsetter til at forme kroppen. I dag bruger man selvdisciplin, og det er på en måde hårdere.«
»Den stigende kropsbevidsthed og den perfekte krops fremtrædende position i reklamebilledet betyder nok, at grænsen for, hvad vi vil tolerere af afvigelser fra idealet, flytter sig.«
»Mange ser kosmetiske operationer som en fortsættelse af den skønhedspleje, de fleste af os dyrker – vi får rettet tænder og farvet hår, bruger makeup og træner baller og lår.«
»Selv ganske unge piger får udført kosmetiske brystoperationer – nogle bliver glade for det, andre hjælper det ikke – de skulle nok prøve at blive glade for sig selv på anden vis.«
»Men det nytter ikke at forholde sig moraliserende til det – kvinder har altid brugt kroppen til at udtrykke sig æstetisk,« siger Marianne Thesander.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu