Læsetid: 3 min.

De psykiske forstyrrelser

Industrien fik hurtigt blik for det nærmest grænseløst store behov for behandling af psykiske lidelser
23. juli 2002

Ny bog
Er kemisk uligevægt i hjernen årsag til de psykiske lidelser? Hvordan og hvornår hjælper medicin på disse lidelser? Hvordan gik det til, at en række psykofarmaka kom frem i 1950’erne og skabte psykiatriens farmakologiske revolution med det nye og stadig kolossalt voksende forskningsområde, psykofarmakologi?
Disse gode spørgsmål går den amerikanske neuropsykolog Elliot S. Valenstein tæt på i en enestående og vigtig bog. Han er professor emeritus i psykologi og neurovidenskab og har som baggrund mere end 40 års arbejde med biologiske faktorers indflydelse på adfærden.
Forfatteren fortæller klart og fængslende om psykofarmakas rod i farveindustrien ved tilfældig opdagelse af, at visse stoffer ikke bare havde legemlige, men også psykiske virkninger. I begyndelsen af 1950’erne tog udviklingen fart, da en dristig og vedholdende fransk kirurg fik afprøvet klorpromazin (Largactil) på mennesker trods stoffets skræmmende bivirkninger.
Industrien havde blik for det nærmest grænseløst store behov for behandling af psykiske lidelser og slog til med investeringer. Psykiaterne blev interesserede, og med tidens begrænsede krav til sikkerheden ved markedsføring udbredtes klorpromazin nærmest eksplosivt i den vestlige verden.
I 1950’erne kom også de nye midler mod depression på markedet, MAO-hæmmere og tricykliske antidepressiva, i midten af 1950’erne kom det beroligende meprobamat (Restenil), og i 1958 blev der søgt patent på det første benzodiazepin til beroligende og angstdæmpende brug. Siden er ikke set revolutionerende nye psykofarmaka, kun en begrænset udvikling af de foreliggende.

Psyke og biologi
‘Modstanden mod den psykofamakologiske revolution var størst i USA, hvor psykoanalytikerne havde en særlig magt. Men som tiden gik, blev de i det væsentlige overvundet, således at familien, og da især moderen, ikke længere bærer den tunge del af ansvaret for psykisk sygdom. Nu er det biologiske forhold, især hjernens signalstoffer (også kaldet transmittere), der har opmærksomheden og er blevet syndebuk.
Det er yderst interessant at følge Valensteins redegørelse for, hvordan udforskningen af psykofarmaka direkte har ført til de moderne teorier om psykiske lidelser, som udslag af forstyrret funktion blandt hjernens signalstoffer. Når nu vi tilfældigvis har fundet disse psykofarmaka med en ganske vist langt fra specifik virkning på de meget forskellige psykiske lidelser, forenes kræfterne om sygdomsteorier, der lige netop passer til denne tilfældige medicin og samtidig ligger inden for rammerne af vores stadig beskedne viden om hjernens funktion.
Han forklarer, at den hyppigt anvendte sammenligning med insulin til sukkersyge ikke duer. Ved sukkersyge mangler det hos raske naturligt forekommende insulin, som derfor tilføres som rationel behandling. Ved skizofreni eller depression findes ingen mangel på de i industrien tilfældigt fundne stoffer, der gives som behandling, men aldrig forekommer naturligt i kroppen.
Kemisk tro
Det er Valensteins fortjeneste, omhyggeligt at vise, at troen på de fremherskende kemiske teorier om de psykiske lidelser har bredt sig vidt omkring i det almindelige samfund. Stærke sammenfaldende interesser ligger bag. Medicinindustriens indflydelse og indtjening er kolossal. Med direkte og afgørende økonomisk støtte til lægernes forskning og videreuddannelse styrkes de to parters interessefællesskab, som endda også i nogen grad inddrager andre behandlere, organiserede pårørende, mange patienter samt politiske kræfter. Resultatet ses i det udbredte og stadig stigende forbrug af psykofarmaka. Selv om forfatteren fastslår, at medicinen er til hjælp for mange omend langt fra alle psykisk lidende, har arbejdet med bogen ført ham frem til, at de eksisterende teorier om psykisk sygdom er meget svagt underbyggede og mest sandsynligt fejlagtige.

Har ikke løsningen
Valenstein er nysgerrig som en god videnskabsmand, og hans bog er velskrevet og -dokumenteret. Han er ikke debatterende endsige polemisk og har ikke løsningen. Mange vil sige, at han bare kritiserer. Har han selv noget bedre at byde på? Ja, at holde sig til realiteterne samt det gennem årtusinder kendte, men ofte glemte ord om først og fremmest ikke at skade. Hvis vi efterlevede det, var vi allerede kommet langt set fra den psykisk lidendes situation.
Oversættelsen er flydende og teksten mildt bearbejdet til danske forhold, til og med alle noter og indeks er i god behold. En bog der alvorligt må anbefales til enhver med interesse for psykiatri og ikke mindst til undervisning af psykiatere og alle andre behandlere. Her er en sjælden og rig lejlighed til bedre at forstå, hvad faget er for noget, og hvor det er på vej hen.

*Elliot S. Valenstein: Hjernen som syndebuk. Sandheden om psykofarmaka og psykisk sundhed. På dansk ved Carl Weltzer. 350 s., 350 kr. Hans Reitzels Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu