Læsetid: 4 min.

Randers lige midt i verden

Paul Simon besøgte Randers med sin højt orkestrerede indramning af stilheden og placerede Randers, hvor byen hører hjemme
22. juli 2002

Koncert
Paul Simons musik, mest i duo med Art Garfunkel, var et væsentligt stykke af lydsporet til 60’erne. Et nødvendigt modstykke, man måske ikke var helt med på at indrømme, til Bob Dylans forrevne, spraglede profetier, og gensidigt ville de to, Simon og Dylan, nok heller ikke uden videre være parat til at se i ørerne, hvor meget de lige fra begyndelsen lignede hinanden. Og dog – i sommeren 1999 turnerede de sammen i USA.
I do declare for øvrigt og med det samme, at jeg næppe er i stand til at yde Paul Simons friluftskoncert lørdag aften i Randers fuld retfærdighed.
Jeg har ikke fulgt ham hele vejen, og fra begyndelsen var han – for mig – et sidespor. Som måske egentlig var hovedsporet, eftersom den lille sammenbidt energiske energikugle åbenbart fra begyndelsen havde helt tjek på det hele. Toget kørte ud på kloden, og med sit afrikansk-kulørte totalshow placerede det, ved sin blotte tilstedeværelse, i hvert fald for en aften Randers, hvor Randers hører hjemme – midt i verden.

På vej hjem
Midt i verden er altid her, men vi er på vej hjem. »Homeward Bound«, men med en plan. I den sang, som Simon sang i Randers, sidder han som bekendt på stationen, med sin guitar, og »every stop is neatly planned, for a poet and a one man band.« Læg mærke til det ord inde midt i – ’poet’ – for der er ingen som helst tvivl om, at sådan ser Paul Simon ser sig selv, og med fuld ret.
Ikke flamboyant som Dylan, der i den henseende lader Ezra Pound og T.S. Eliot konversere på broen, mens fattige fiskere overdænger dem med døde blomster, nej, nærmere som en Dustin Hoffman i The Graduate fra 1967 – hva’ så, Mrs. Robinson? – et eller andet sted i noget, der ligner Amerika, med kaffe og bøger: »Du sidder med Emily Dickinson og jeg har min Robert Frost.«
Der er to veje, og den ene er den, man ikke valgte, som Frost jo skrev. Og Dickinson – som valgte begge veje fra og lod verden, hele verden komme igennem i Amhurst, hvor hun sad.
Bittert? Nej, nærmere cool. Hvor Dylan var surrealistisk beat, var digteren Paul Simon snarere køligt ironiserende, men også skarp – som kollegerne i New York Skolen.

Stilhedens farver
Og selvfølgelig spillede han også »The Sound Of Silence«; han indledte endda med broen over de »troubled waters«, der lige så godt kunne være Gudenåen – »when you’re down and out, when you’re on the street, when evening falls so hard« – og selv om sangen måske ikke længere helt rammer med sin gamle nødvendighed var det den perfekte indgang til resten af koncerten med dens lysflimrende, globale og tætte lydmur fra det 11 mand store band, hvor hver enkelt lille bitte lyd fra percussionisterne Jamey Haddad, Jay Ashby og Steve Shehan samt trommeslageren Steve Gadd eller de virtuose guitarister Vincent Nguini og Mark Stewart sidder nøjagtig, hvor den skal i det perfekt koreograferede lydbillede, hvis midterskikkelse, Simon selv, nærmest er selve det talende fravær, der inde midt i en selv ustandselig er, som det var, på vej mod et hjem, det forlod.
Den der gade, the street, er den samme som Dylan »Desolation Row,« det er måske den anden side af gaden, men hvad i helvede er en gade, hvis den ikke har to sider, og måske går Simon den modsatte vej på sin side, det kan da godt være, og hvad så?

Let’s dance
Det er jo sådan, når folk har været i feltet så længe som Paul Simon, siden sidst i 50’erne, at de ’gamle’ sange også er de ’unge’ sange, og sådan håndterer han dem vel også på sin igangværende Europa-turne.
Mange af de 8.000 tilskuere står og venter på dem, mens de senere sange, som de ikke kender, danser løs i kroppen, og når de gamle sange kommer, ryger armen i vejret, så ærmerne i den blå vindjakke bliver for korte. De spiller »min sang«. Og det gør de jo så netop ikke. For det har aldrig været min sang – og nu taler jeg kun for mig selv – det er sangen fra radioen ud gennem vinduet på den anden side af gaden, den anden side af floden med dens tunge, mudrede vande. Sangen på afstand.

Storby-cool
Paul Simon er jo distanceret, han er det fjerne center,
stilheden som lydene kan hvirvle omkring. Han er ikke distanceret på samme måde som kollega Dylan, hvor man får fornemmelsen af, at distancen til det gamle unge skal skabes direkte på stedet, så sangeren ikke brænder op i flammerne. Han er bare distanceret. Afstanden er der fra begyndelsen. Det er cool storby, hvor Dylan er en eksplosiv bondeknold.
Og det er sofistikeret, poleret, harmoniseret, globaliseret, så alle festpladsens lokummer blafrer, når trommerne dunker. Det er højt, klart og tomt som et rumskib på den lange vej hjem.
Paul Simon og Bob Dylan sidder som to bogstøtter på en parkbænk, mens gamle aviser blæser hen over græsset.
Og Randers er en by i vinden. Mens floden løber videre med sine vilde, kolde afrikanske krusninger mod stilhed.

*Paul Simon m. band, Randers, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu