Læsetid: 4 min.

Richard Løvehjerte

Med en sejr på det frygtede Mont Ventoux vendte Richard Virenque tilbage som hovedperson i et Tour de France, hvor Lance Armstrong er i færd med en massakre på sine konkurrenter
22. juli 2002

Cykling
Der er ikke så mange kolleger i feltet, der kan lide ham. Og det har ikke så meget at gøre med, at han i flere år var den hårdnakkede benægter af dopingbrug efter Festina-skandalen i 1998 og tilmed støttede sin benægtelse med udgivelsen af en bog med titlen Min sandhed. En bog, som hans holdkammerater på Festina, der tilstod og tog deres straf, må have læst med bitterhed. Men da Richard Virenque omsider gik til bekendelse for domstolen i
Lille, begyndte hans vanskeligheder for alvor. Han blev ikke accepteret i miljøet, eller uden for, således som det skete for kollegerne Alex Zülle, Christophe Moreau og Laurent Brochard, der hurtigt kom på cyklen igen efter tilståelse og udstået karantæne, og ingen hold ville have ham. Da han sidste efterår fik en kontrakt med det belgiske Domo-hold, var det på prøve i et halvt år. Han skulle opføre sig ordentligt for at få den forlænget, og prøvetiden brugte han på både at indøve en ny og mere ydmyg stil over for sine omgivelser og at vinde efterårsklassikeren Paris-Tours. Et løb, som køres på flad vej, og som slet ikke passer til Virenques karakteristika som bjergrytter, men han vandt efter et meget langt udbrud, nærmest et raseriudbrud, på en sjælden vilje.
De kolleger i feltet, der ikke bryder sig om ham, har aldrig gjort det. Hverken før eller efter dopingsagen. Han er arrogant og selvglad, han brokker sig over indsatsen fra dem, han sidder i udbrud med, og han vil ikke blot dirigere sine egne folk, men helst også konkurrenterne. En ret irriterende type – og en anarkistisk, spektakulær og vild cykelrytter, hvis enorme viljestyrke og evne til at æde smerte dårligt matcher hans spradebasse-stil, og en rytter, som franskmændene aldrig er holdt op med at elske.

Tænkte sig om
En kærlighedskontrakt, som blev forlænget, da Richard Virenque i går vandt sin karrieres vigtigste sejr i ørknen på toppen af Mont Ventoux. Et comeback, næppe andre end han selv troede muligt i de år, hvor han var blacklistet fra Tour de France og havde svært ved at finde arbejde.
Virenque vandt ved at tænke sig om. Han vidste, at han ikke havde fordums styrke og ville være chanceløs på de frygtelige 21 kilometer op ad bjerget, hvis han efter 200 km på flad vej ankom til foden sammen med de stærkeste. Så han var sjælen i det udbrud på 11 ryttere, som kom af sted tidligt på dagen, og som på vejen hen til bjerget akkumulerede et forspring på 12 minutter, inden der blev reageret i feltet. Ved foden havde Virenque og et hurtigt reduceret følge otte minutter at tære på. Tilstrækkeligt til, at han kunne holde en jagtende Lance Armstrong 2,20 minutter bag sig i mål, men på de sidste kilometer udelukkende med vilje som brændstof. Meget skidt kan man sige om Virenque, men respekt aftvinger han.
Bag ham udkæmpedes på denne flotte etape kampen om den gule trøje. Once har på to bjergetaper kørt ufor-ståeligt defensivt. På trods af, at det er Once med Joseba Beloki på andenpladsen, der skal udfordre Lance Arm-strong og vriste trøjen fra ham. Men på Mont Ventoux kom så omsider det hidtil udsatte angreb. Sat i værk efter den logiske plan, at Arm-strong skulle isoleres fra sit hold og mest bjergstærke støtter ved at angribe ham med flere mand på skift. Og den lykkedes. I de lyserøde spanieres angrebsbølger tidligt på stigningen måtte US Postals Rubiera og Heras slippe, og amerikaneren var isoleret, da Beloki for første gang i denne Tour angreb ham i direkte konfrontation – for blot at konstatere, at Armstrong øjeblikkeligt svarede igen. Han kørte op bag baskeren med lethed og satte et kontraangreb ind, som Beloki intet kunne stille op mod.

Ren massakre
I går gjorde Once og Beloki alt det rigtige, men kom til kort over for en mand, som endnu en gang har vist sig et niveau bedre end de næstbedste. Med mindre han styrter, får solstik eller tyndskid tegner det til en massakre, og Armstrong er ikke som Miguel Indurain i sin tid en beskeden mand, der administrerer sit forspring og lader andre slås om etapesejrene, når hans egen gule trøje er sikret. Hvis Armstrong havde kunnet indhente Virenque – og russeren Botsjarov, der på andenpladsen var den anden overlevende fra 11-mandsudbruddet – så havde han gjort det. Han vinder ikke over konkurrenterne, han smadrer dem.
For det internationale Herning-hold var det en møgdag, der viste, at ambitionerne om at køre lige op med de bedste i bjergene mangler et par meter i at kunne opfyldes. Det var en brøler, at holdet ikke havde en holdbar mand med i 11-mandsudbruddet, så det i stedet måtte bruge mange kræfter bagude på at holde dets forspring nede. At Jalabert ville være mærket af de seneste tre dage, var at forudse og ikke vigtigt. Men at Carlos Sastre og Tyler Hamilton på skift har dage, hvor de kører rigtigt skidt, er katastrofalt. I går var det Hamil-ton, der på en 19. plads kom bedst op, mens Sastre, som inden etapen var bedst placeret, satte megen tid til. Havde det bare været omvendt.

FAKTA
Samlet stilling
1. Lance Armstrong
2. Joseba Beloki4,21
3. Raimondas Rumsas6,39
4. Igor Galdeano7,04
13. Carlos Sastre16,17
19. Tyler Hamilton18,59
36. Laurent Jalabert29,04

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu