Læsetid: 3 min.

Rockens svar på asbest

Det massivt succesfulde britiske rockensemble Oasis udsender sit femte reelle album og det er alt i alt en rigtig stinker
1. juli 2002

Ny cd
Holder De af primitivt slæbende og harmonisk retarderet treakkorders skabelonrock, der bygger på lige dele tyveri fra The Beatles (især John Lennon!), glamrock og britiske fodboldtilhængeres subtile slagssange, tilsat nasal leadvokal, tumpetung rytmegruppe, uopfindsomt guitarspil, selvdøde arrangementer og et regressivt tekstunivers er den britiske kvintet Oasis’ seneste album betitlet Heathen Chemistry nok lige sagen. Thi Oasis er et velkendt fænomen inden for rocken; et band, der ikke har formået at udvikle sig nævneværdigt, siden de fremstod som årets sensation i den britiske andedam anno nittenhundredelort, if you’ll pardon my french …
Rewind: Året hedder 1994 og det, der skulle komme til at kendes som britpop, er ved at tage form. En række mere eller mindre kapable engelske bands reagerer på den amerikanske grunge-invasion ved at reevaluere deres udgangspunkt, som jo er gode gamle England, hvor man som bekendt snakker en bizar afart af amerikansk og – ej at forglemme – engang i tresserne styrede popverdenen via The Beatles og The Stones.
Dette giver sig udslag i en stribe udgivelser fra ofte indbyrdes forskellige bands, der kun har det fællestræk, at deres musik – helt ud i den måde, teksterne udtales på – er skamløst britisk. Med det Beatles-påvirkede, men forfriskende Definitely Maybe placerer Manchester-orkesteret Oasis sig i ’94 helt i front af britbølgen med en række nok traditionelle, men også uimodståeligt melodiøse udladninger, der gør dem publikumskæledægger på rekordtid.

Stasis sætter ind
Gennembruddet efterfølges året efter af det næsten lige så fine (What’s The Story) Morning Glory, med hvilket Oasis kommercielt distancerer sig yderligere fra sine nærmeste konkurrenter – det bedre begavede og musikalsk mere alsidige Blur.
I processen leverer bandet flere rigtig fine bidrag til Den Store Britiske Rocksangbog, som f.eks ’Live Forever’, ’Supersonic’, ’Wonderwall’ og ’Don’t Look Back In Anger’. Men så sætter stasis ind i kølvandet på den ubegrænsede adgang til narko, sprut, kvinder og røvslikkere, hvilket betyder at gruppen på sine efterfølgende plader i stigende grad lyder som en bleg kopi … af sig selv.
Den udvikling kulminerede i år 2000 med det patetiske Standing On The Shoulder Of Giants, en parodisk omgang hultklingende rockklicheer, der om ikke andet endegyldigt beviste, at for somme er stoffer rigtig, rigtig farlige for den kreative proces.
At Heathen Chemistry er et lidt bedre album, betyder selvevident ikke det store. Gruppens største profil, sangskriver og guitarist Noel Gallagher, har besluttet sig for at uddelegere sangskrivningen til både brormand og forsanger Liam Gallager – rockens svar på asbest – og gruppens to ny medlemmer, Gem Archer og Andy Bell.
Førstnævntes bidrag planker riffet fra The Stooges’ ’No Fun’, mens sidstnævnte bidrager med et anonymt instrumentalnummer. Havde man i den forbindelse gjort sig forhåbninger om større spændvidde, skuffes man fælt.
Sangene har ikke meget mere personlighed end et kommunekontor og Noel selv stjæler så skamløst fra helten John Lennon, at denne må rotere i sin grav. Et par hæderlige undtagelser – den sødmefyldte ballade ’She Is Love’ er smukt sunget, arrangeret og produceret, den undrende ’Little By Little’ blid og indtrængende lige ind til det flade omkvæd sætter ind, mens ’Stop Crying Your Heart Out’ trods sit beatleske anslag er en født syng-med-klassiker – kan ikke redde helhedsindtrykket af en plade, kun Gallagher-brødrenes mor og et par millioner bemostede limeys for alvor kan elske. Tænk sig stilistisk for altid at være strandet mellem Rubber Soul og Revolver – what a fucking nightmare!

*Oasis: Heathen Chemistry (Helter Skelter/Sony) Udkommer mandag www.oasisnet.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her