Som barn ventede Dorrit Willumsen spændt på slutningen på ridderromanerne
i Hjemmet og Familie-Journalen...
Læselyst
Nu læser Dorrit Willumsen altid slutningen på bøgerne først:
»Det er sådan en luksus: Når jeg ved, hvordan en roman slutter, har jeg ligesom drænet den for spænding og kan nyde stilen og dvæle ved stemninger og følelser.«
»Jeg kan virkelig godt lide, at man kan bladre rundt i en bog og se, om det overhovedet er noget for en. Man roder som et pindsvin i en bladbunke. Er det nu et sted, man vil gå ind og måske blive længe?«
»Jeg læser også slutningen igen i romanen. Noveller læser jeg helt normalt. Dramatik læser jeg også fra ende til anden, selv om jeg efterhånden helst vil se det, og digte. Efterhånden kan jeg bedst lide romaner, selv om jeg har store oplevelser med digte.«
»Det er nok den voksne fornuftige forklaring. Men der er også en lidt mere barnlig forklaring. Når jeg åbner en bog, er jeg lige så forventningsfuld som dengang, man fik en julekalender ganske flad og af pap og med små låger, der skulle åbnes fra 1 til 24.«
»Så snart jeg var alene med den kalender, åbnede jeg nummer 24 og nummer 23. Når jeg var sikker på, at der var et juletræ i 24 og en Luciabrud i 23, kunne jeg slappe af og nyde alle de andre billeder af honningkager, julestads, gæs og grankviste, sådan som de nu kom. Og når jeg åbnede 23 og 24 igen, var det ikke kun for et syns skyld. Jeg var meget glad for gensynet.«
Det lyder næsten som en poetik for dine egne romaner. De kan give en fornemmelse af at åbne en låge og en til og en til, inde i det store billede?
»Det er nok meget rigtigt. Jeg kan godt lide, at romaner har hemmeligheder. Faktisk er bøger jo det eneste medie, der åbner den mulighed. I et teater eller en biograf må man jo vente til den søde eller bitre ende. Jeg plejer ikke at gå i pausen eller at snige mig ud gennem biografmørket. Og jeg zapper heller aldrig på tv.«
På nettet bestemmer man også selv, hvordan man vil læse?
»Ja, det gør jeg så ikke.«
»Jeg tror jeg begyndte at læse slutninger i gymnasiet. Jeg blev lidenskabelig læser, især dramatik og digte. Lorcas Sigøjnerballader læste jeg igen og igen. Jeg var for genert til at bede om at få den forlænget, så jeg afleverede den og ventede et par dage og lånte den igen.
Luksus at have en hel bog
Vil du også gerne vide, hvad der er i julegaverne?
»Det har jeg ikke så tit været så heldig at vide. Vi fik engang at vide, at vi fik noget stort og skrøbeligt, jeg forestillede mig store skrøbelige glasdukker og glædede mig meget.«
»Så var det en lommelygte, til når vi skulle ned på gårdtoilettet. Normalt tog man stearinlys, så var der sådan lidt Luciaoptog over det, når man skulle derned.«
»I forhold til de føljetoner, jeg læste som barn, er det en luksus at have en hel bog for sig selv. Vi holdt Hjemmet og Familie-Journalen, der var tre fortsatte romaner i hver, og det var så hårdt at vente en hel uge på næste afsnit og adskillige uger på slutningen. Der var både krimier og spænding og lægeromaner, mine yndlinge var ridderromanerne og i det hele taget de historiske romaner.«
»Engang holdt vi ferie på Møn, og det regnede, og Familie-Journalen og Hjemmet var kommet om mandagen, men det var ulovligt at købe det før om tirsdagen, så næste dag tog vi turen på gåben til kiosken igen. Det er måske det traume, der har sat sig!«
En hemmelig last
Hvem skrev de romaner?
»Jeg lagde ikke mærke til forfatternavnene, men jeg kunne genfortælle handlingen fuldstændig, hvis et familiemedlem havde sprunget noget over. Lord udtalte jeg ganske vist lort, mit fremmedsprog var læst, ikke hørt, men jeg havde sanset, at det var noget meget fint.«
»Bamse og Dukkelise og Knold og Tot og sådan noget læste min morfar højt det andet måtte man tage selv, og jeg læste dem fra cirka anden klasse. Det var mere spændende, når det var forbudt for børn, man vidste godt med f.eks. krimier, at det ikke var for ens alder. Erotiske scener med lidenskabelige kys læste jeg flere gange... Rigtige bøger kunne man først låne på voksenbiblioteket fra man var 14, og jeg var så lille, at jeg ikke kunne snyde.«
Er det med at læse slutningen først en hemmelig last?
»At skrive var en hemmelig last. I gymnasiet begyndte jeg at sende ting af sted, både til Hjemmet og Familie-Journalen, som jeg fik pænt tilbage igen. Da jeg var ganske ung, drømte jeg om at have en halvdags kontorplads og så skrive for resten. Da jeg var 20 år og arbejdede på kontor, lejede jeg en skrivemaskine og et værelse i Holte i min sommerferie. Den var på 14 dage, det måtte det vel tage at skrive en roman.«
»Så let var det ikke. Men jeg nåede da lidt, den lille novelle »Idyl« fra Knagen (Dorrit Willumsens debutbog fra 1965, red.) er en del af den første roman, jeg skrev på, og jeg fortsatte om aftenen og sad og skrev efter kontortid. Men det var irriterende, da jeg blev forelsket i Jess (Ørnsbo, red.), som havde debuteret og gik på universitetet, at han havde så meget mere tid til at skrive.«
Læseren bestemmer
Må man læse slutningen først i dine romaner?
»Det må man da gerne! Det er læseren, der bestemmer, hvordan en bog skal læses.«
»Det er heller ikke altid, når jeg selv skriver, at jeg begynder med begyndelsen og slutter med slutningen. Jeg arbejder nærmest stjerneformet ud fra et punkt og begynder tit med en form for klimaks, hvor personerne træder psykologisk i karakter, hvor der sker et personligt skred for personerne, og broderer ud derfra. Hvis f.eks. man skriver en skilsmissebog, kan jeg begynde der, hvor hun bliver klar over, at hun vil skilles, eller hvor manden forlader hende. Den psykologiske situation, der betyder mest for resten af personernes liv.«
Hvorfor lader du så ikke bare romanen begynde der, in medias res?
»Nogle gange vil man jo også gerne vide lidt om personernes barndom og ungdom.«
Læser du bøger flere gange?
»Okja! Prousts På sporet af den tabte Tid er jeg startet på igen, på fransk, så det går meget langsomt. Første gang læste jeg den cirka i 1967, men det er jo sådan en bog, man kan forlade og vende tilbage til. Lorca er jeg også vendt tilbage til. Os historie af Pauline Rèage har jeg læst et par gange, og Marguerites Duras Elskeren, den er vidunderlig. En bog af Kateb Yasime, Nedma, læste jeg i mange år altid i februar. Selv om den egentlig ikke var særligt opmuntrende, var der lyset og varmen bare der stod sommerkjoler, følte jeg mig bedre tilpas.«
Hvad læser du lige nu?
»Lige nu læser jeg en østrigsk bog af Thea Leitner om maximiliansk brudepolitik, Habsburgs goldene Bräude, om hvordan man ved at gifte sine børnebørn væk kan skaffe sig magt. I det hele taget læser jeg for tiden mest historisk litteratur for at få oplyst bestemte ting til en historisk roman, jeg skriver på: Bruden fra Gent. Den handler om Christian den Andens dronning Elisabeth, der var habsburger (et magtfuldt fyrstedynasti, red.). Hun blev gift med ham, da hun var 14 år og dør som 25-årig i landflygtighed i Nederlandene efter at have født seks børn.«
Det lyder sørgeligt?
»Selv tror jeg nu ikke, hun opfattede sit liv som sørgeligt. Hun blev jo dronning.«
»Jeg regner med at være færdig med romanen ved juletid, og det bliver nok en omfangsmæssigt stor roman.«
»Også hos Troels-Lund får man så meget at vide om hverdagen dengang, hvordan de gik klædt, og hvor lidt de vaskede sig.«
Som en skuespiller
Og hvordan de lugtede?
»Det gør jeg nu ikke så meget ud af. Men det kan man regne ud, når man f.eks. kan læse en fars råd til sine sønner: Det er helt bestemt nok at frottere sig med vellugtende vande, og det kan man få en tjener til. Kun ikke for meget, men lange fine strøg. Håret skulle stryges igennem fire gange med en kam, ikke mere. Det ansås for uhøfligt at stryge lopper og lus over på en anden.«
»Det er jo sjovt for os, når folk synes, det er helt nødvendigt at vaske hår hver dag. Men det er jo en historisk betinget lykke. Min søn Tore ville anse min barndom for utrolig svinsk, man tog da ikke bad eller skiftede undertøj hver dag, det foregik ved køkkenvasken.«
»Men måske var lugten en attraktion? Som når bønderkarle havde et lommetørklæde i armhulen og så fandt en lejlighed til at tørre den pige, de dansede med, om næsen med det så skulle hun være forført.«
Det lyder, som om du synes, det lyder helt fint?
»Jeg ville nu ikke ønske at leve i nogen anden tid end nutiden, slet ikke som kvinde. Havde jeg levet f.eks. i rokokoen, havde jeg nok været vaskekone. Og folks børn døde.«
»Men jeg kan udmærket forestille mig det, som en skuespiller lever sig ind i en rolle. Sådan har jeg det, når jeg arbejder med en roman: Jeg er i det univers nat og dag. Det kan være meget rart, når man som jeg har tendens til søvnløshed, for så kan man altid ligge og tænke på dét.«
*Før en forfatter blev forfatter, var han eller hun oftest læser. Men hvilke skumle læsevaner går i svang i de bedste læserkredse? Vi spurgte en række danske forfattere, hvad og hvordan de læser. Interview i de kommende uger i Information
FAKTA
Dorrit Willumsen
Dorrit Willumsen er født i 1940 og har skrevet digte, dramatik, noveller og romaner, ofte historiske, blandt andre Marie (1984). For Bang (1997) modtog hun Nordisk Råds pris. Hun har siden 1963 været gift med forfatteren Jess Ørnsbo, med hvem hun har sønnen Tore Ørnsbo (f. 1970), der er lyriker
FAKTA
Willumsens top 10
Herman Bang: Ved Vejen og Les Quatre Diables
Vibeke Grønfeldt: En dag
Toni Morrison: Elskede
Peer Hultberg: Præludier
J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe
Thomas Boberg: Americas
Kirsten Thorup: Bonsai
Shakespeare: Romeo og Julie
William Faulkner: Absalom, Absalom
Dostojevski: Spilleren.
