Winding fortæller
Der boede engang en heks på Langeland, og hun havde det med at kyle sten.
Ikke almindelige små sten, som enhver kan løfte, men rigtig store bassedrenge på flere hundrede tusind kilo.
Jeg ved ikke, hvor hun fandt dem, men det siges, at de lå og flød alle vegne i gamle dage. I hvert fald havde hun altid en sten ved hånden, og hvis noget irriterede hende, sendte hun den af sted som en papirflyver.
Men milde moses, hvor det larmede. Det lød frygteligt, forfærdeligt og helt igennem hæsligt, når sådan en sten skruede sig gennem himlen og flækkede alle de skyer, den kom i nærheden af. Tag 500 jetflyvere, krøl dem sammen til en kugle og send dem af sted på en gang, så har du noget af lyden. Men det var værre. Det var en støj, der kunne knuse ruder og få hvem som helst til at skære tænder og tabe håret og pisse i bukserne.
Når folk så sådan en sten komme fistende hen over himlens bue, fortrød de alt, hvad de havde gjort hele deres liv og bad så mindeligt om at blive begravet i de ukendtes grav.
Nå!
Nu boede der på Fyn en adels- og hædersmand, som var så herlig, at han fik ros og medaljer lige meget, hvor han kom frem. Hele hans liv havde været en forfremmelse, og han endte helt naturligt med at blive rigshofmester og kongens vejleder, og hvis han var kommet i himlen, (hvad der dog er nogen, som tvivler på), var han sikkert blevet Vorherres formynder.
Til Glorup, det gods han ejede, hørte også en kirke, som lå i Svindinge, og den var selvfølgelig alt for lille til ham. Så han byggede en ny med et imponerende kirketårn, som i klart vejr kunne ses helt over til Langeland, hvor heksen boede.
Du milde moses, hvor hun blev sur. Hun greb en sten, som vejede en million kilo, og smed den med sådan en kraft, at hun væltede forover og pløjede sytten marker med sin næse. Er du vild, hvor det larmede. Det lød som jordens undergang, bare dobbelt så slemt.
Ad hesselager til
Men heksen gad ikke engang se, om hun havde sigtet rigtigt. Hun vendte bare ryggen til, slog en prut og skreg:
»Værsgo!«
Og fordi alle holdt sig for øjnene, var der heller ikke andre, som så, hvor stenen fløj hen. Men i Hesselager sagde de, at stenen var røget over til dem.
I Hesselager! Gå væk skygge. Det er jo den rene fornærmelse. Man sigter da ikke på Svindinge og rammer Hesselager? Og heksen gad heller ikke høre om det.
»Jeg ved godt, hvor stenen ligger! Det bliver, som jeg har sagt!«
»Muligvis, men stenen ligger i Hesselager,« sagde en mand, som havde set den. Og det blev hans sidste ord, for heksen strittede ham så langt op i Storebælt, at han ikke kunne svømme hjem.
Hun havde aldrig hørt magen til vrøvl. Men alligevel gjorde det indtryk på hende, og en lys sommeraften gik hun på havbunden over til Fyn og så på sagerne. Ganske rigtigt: Stenen lå i Hesselager.
»Ja,« sagde heksen. »Stenen er god nok, men hvad kalder I den snottede samling huse, I har liggende her?«
»Hesselager,« svarede beboerne.
»Tænkte det nok,« sagde hun. »Det er dér, I tager fejl.«
Og da hun kom hjem, begyndte hun at smide sten i alle retninger. En havnede i Kalundborg, en anden i Odense, og nogle af dem røg bare i havet. Men for at ingen skulle være i tvivl om, hvem der bestemte, råbte hun:
»Den ene skal til Svendborg, og den anden skal til Middelfart, og den tredje skal til Smørum Nedre!«
