Læsetid: 7 min.

Sange fra Smithville

For 50 år siden udkom ’Anthology of American Folk Music’, tre-dobbeltalbum samlet af Harry Smith, en excentrisk ung antropolog og filmmager. Siden har den amerikanske populærmusik ikke helt været sig selv. Eller også har den netop
17. juli 2002

Bokssæt
Det er langt fra tilfældigt, at da man i Det Hvide Hus i Washington, D.C., besluttede at forsyne præsidentembedet med en musiksamling, var det første album, man anskaffede, Harry Smiths Anthology of American Folk Music, Vol. 1-3. Ved netop dette indkøb fik man nemlig ikke blot en samling klassiske amerikanske folkesange; man fik dem i indspilninger, der lå så tæt på sangenes oprindelige versioner, som optageteknikkens udvikling muliggjorde, og med en stjernerække af de legendariske kunstnere, som siden er blevet kanoniserede som bærere af den amerikanske musikarv: The Carter Family, Lead Belly, Frank Hutchison, Joe Falcon, Blind Lemon Jefferson, Furry Lewis, Memphis Jug Band og mange flere.
Oprindelig udgivet i 1952 som et sæt bestående af seks lp’er rummer Anthology groft sagt 84 skæringer spændende over en mangfoldighed af genrer – ballader, blues, gospel, bluegrass, hillbilly, cajun – der tilsammen tegner et billede af de mange erfaringer, impulser og kulturer, som forenedes under tilblivelsen af Amerika. En kringlet kortlægning af en stor og sammensat nations bank af erindringer og legendestof. En musikalsk matrice til amerikanernes kollektive underbevidsthed. Og et poetisk omrids af et mytologisk sted, forfatteren Greil Marcus har kaldt ’Smithville’ – fordi antologien lige så meget som en nations folkevid afspejler de idiosynkratiske intentioner, ophavsmanden Harry Smith lagde i arbejdet med at sammensætte udvalget.
Harry Smith blev født i 1923 i Portland, Oregon, og voksede op nord for Seattle, hvor han tidligt fattede interesse for at dokumentere de lokale indianeres kultur. Han snusede til antropologiske studier ved universitetet i Seattle, men da han i starten af 40’erne fik fat i en af de første båndoptagere, var hans skæbne beseglet. Han gav sig til at optage alt, hvad han fandt bevaringsværdigt – en passion, der fulgte ham livet igennem.

Musikkens Schindler
Størst betydning får det dog, at Smith omkring 1940 begynder at samle på gamle plader med forskellige former for amerikansk folkemusik. Da USA går ind i Anden Verdenskrig, tømmes mange lagerbygninger for at give plads til våbenindustrien. Samtidig opfordrer regeringen folk til at skille sig af med deres gamle plader, fordi materialet – schellak – kan genbruges. I realiteten betyder dette, at dokumentationen af hele USA’s tidlige musikhistorie trues af destruktion. Og som en folkemusikkens Schindler beslutter Smith at redde, hvad reddes kan. Han sætter en annonce i avisen, hvor han efterlyser plader indspillet inden 1940, og opbygger i løbet af årtiet en samling bestående af tusindvis af titler.
Samlingen katalogiseres, dels efter forbilleder som Francis James Child, en engelskprofessor ved Harvard, som i årene 1882-96 registrerede og nummererede de gamle engelske og skotske ballader, der var i omløb i
Appalacherne. Og dels efter Smiths eget system, som udvider feltet ’amerikansk folkemusik’ til at omfatte blues, skiffle, cajun, cowboysange og en lang række andre genrer på tværs af race, tradition og oprindelse.
Sangenes emner spænder fra mord, jalousiopgør og uønskede svangerskaber over politiske begivenheder eller katastrofer som Titanics forlis til mere festlige eller humoristiske iagttagelser omkring hverdagslivet. En del af dem har rødder i immigranternes fortid og refererer dermed til en fjern virkelighed. Det gælder eksempelvis den klassiske Appalache-ballade »The Coo Coo Bird«, som altid har været omgærdet af mystik, fordi der ikke findes gøge i Nordamerika. Mens andre sange beskæftiger sig med episoder i den amerikanske historie. Det kan være beretninger om jernbanearbejderen »John Henry«, som i årene efter Borgerkrigen sled sig til døde i kapløbet med de nye dampdrevne bor. Eller den uheldige lokomotivfører »Casey Jones«, som om morgenen den 30. april 1900 ignorerede alle advarselstegn og med fuld kraft kørte sit tog ind i bagenden af et andet tog.
I 1951 flytter Harry Smith fra Vestkysten til New York. Her kommer han i forbindelse med Moe Asch, som netop har startet pladeselskabet Folkways. Smith, der livet igennem lever på fallittens rand, sælger en del af sin samling til Asch, som ser muligheder i materialet og foreslår Smith at redigere et udvalg.

Bob Dylan
Da Anthology of American Folk Music udkommer på det nye lp-format i 1952, har optageteknik, de musikalske udtryk og den amerikanske virkelighed generelt ændret sig så markant, at de 84 sange – alle indspillet mellem 1927 og ’32 (optageteknikkens første gyldne æra) – lyder som vidnesbyrd fra en fjern og ukendt verden. Hertil kommer, at det særlige sprog, der kendetegner teksterne, har rødder helt tilbage i perioden 1850-75, og konfronteret med 1950’ernes amerikanske materialisme og konformisme kommer sangene til at virke som hemmelige meddelelser, der genindfører en mystisk og mytisk dimension i et overfladefikseret samfund.
Det er således ikke sært, at Harry Smiths Anthology bliver den altdominerende kilde og referenceramme for de tidlige 60’eres amerikanske folk-revival. »Vi kendte hver eneste sang på det album,« erindrede folkesangeren Dave Van Ronk i 1991, »inklusiv dem, vi hadede.«
En af de unge musikere, som ikke havde været den samme uden Harry Smiths antologi, er Bob Dylan. Da Dylan i 1959 som studerende ved University of Minnesota i Twin Cities er ved at tilegne sig den amerikanske folk-tradition – primært som den fortolkes af Pete Seeger og Woody Guthrie – bliver han så optaget af Anthology of American Folk Music, at han ’låner’ sættet fra en ven, mens denne er bortrejst.
Skal man tro Greil Marcus (Invisible Republic: Bob Dylan’s Basement Tapes, 1997), har Dylan fra starten af sin karriere været fast indbygger i Smithville. Og siden de første folk-orienterede plader er Dylan med jævne mellemrum vendt tilbage til arven fra det musikalske og mytologiske felt, Anthology ridser op.
Med størst kraft, konsekvens og indre nødvendighed er det sket på The Basement Tapes (1975), hvor grænsen mellem Dylans egne sange og arven fra Anthology er så flydende, at Robbie Robertson fra The Band i flere tilfælde ikke var i stand til at skelne, hvad der var hvad, når Dylan introducerede ham for et nyt nummer. Herudover er sporene umiskendelige på album som John Wesley Harding (1967), Nashville Skyline (1969) og – meget sigende – Self Portrait (1970). Så er der en sang som »Maggie’s Farm«, som er Dylans personlige aftapning af klassikeren »Down on Penny’s Farm« (i versionen på Anthology indspillet af de ukendte The Bently Boys i 1929). Og i virkeligheden rumsterer Smithville også i kulissen på det sene mesterværk Time Out of Mind (1997), hvor en sætning som »Let me eat when I’m hungry, let me drink when I’m dry« (i sangen »Standing in the Doorway«) er hentet direkte fra klassikeren »Moonshiner«.
Endelig er Anthology naturligvis selve forudsætningen for de to rene coveralbum – Good as I Been to You og World Gone Wrong – som Dylan indspillede i 1992-93. Her er titler som »Love Henry«, »Stack A Lee« og »Frankie & Albert« arketypisk Smithville-materiale.
Da den skrøbelige 68-årige Harry Smith i februar 1991 – et halvt år før sin død – modtog en æres-Grammy for sit livslange arbejde i musikkens tjeneste, konstaterede han i sin korte takketale: »I am glad to say that my dreams came through – that I saw America changed through music.«

Volume 4
At Anthology blev afgørende for den retning, amerikansk musik tog i efterkrigstiden, er ikke for meget sagt. Smith udgav ikke meget andet, men at denne ene antologis betydning blev anerkendt allerede i hans levetid, vidner den opmærksomhed, der blev ham til del fra 60’erne og frem, om. De sidste 30 år af sit liv boede han, med kortere eller længere afbrydelser, på Manhattans legendariske kunstnerrefugium Chelsea Hotel – det meste af tiden på andres regning. Op gennem 60’erne producerede han bl.a. de første album med navne som The Fugs og Allen Ginsberg, men i bund og grund var det i sin egenskab som ’levende legende’, at Smith kunne holde sig flydende og fortsætte sine lydoptagelser, filmeksperimenter, shamanistiske undersøgelser og samlinger af alskens mærkværdigheder.
Anthology of American Folk Music falder i tre dele – Ballads, Social Music og Songs – og Smith planlagde yderligere en række udgivelser, som han dog aldrig fik gennemført, primært fordi han løbende var nødt til at skille sig af med sine ejendele for at overleve. Efter hans død oprettedes Harry Smith Archive i New York, og på denne institutions initiativ er de oprindelige tre bind blevet genudgivet på cd, ligesom et fjerde bind er sammensat efter Smiths noter.
Dobbelt-cd’en Harry Smith’s Anthology of American Folk Music, Vol. 4 rummer en del af de samme kunstnere som de første tre. Men indspilningerne er lidt nyere, størsteparten fra midten af 30’erne og frem til 1940, og lydkvaliteten er generelt bedre. Med andre ord et oplagt sted at begynde for den, der vil træde sine første skridt ud i Smithvilles magiske univers.

*Anthology of American Folk Music, Vol. 1-3. Red.: Harry Smith. 1952/97. Seks cd’er. SWCD-40090

*Harry Smith’s Anthology of American Folk Music, Vol. 4., 2000. To cd’er. Revenant

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu