Læsetid: 5 min.

Sarajevo 2002

Topmødet i Sarajevo i mandags var historisk, men er kun et enkelt skridt i den rigtige retning mod heling af de eksjugoslaviske hovednationer.
17. juli 2002

Sarajevo er en by, som primært huskes for sine tragedier.
28. juni 1914 fandt drabet på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand sted i byen, den begivenhed som blev anledningen til udbruddet af Første Verdenskrig.
Og for 10 år siden brød krigen i Bosnien-Hercegovina ud netop i Sarajevo, som snart fik den tvivlsomme ære at blive den by i Europa, som har været længst tid belejret i det 20. århundrede, længere end Leningrads berømte 900 dage under Anden Verdenskrig.
Her i juli for 10 år siden fandt store massakrer sted på bosnisk civilbefolkning blandt andet i det vestlige Bosnien, sørgeligt overgået i juli 1995 af massakrerne efter de bosniske serberes erobring af Srebrenica i det østlige Bosnien. Netop på dette minderige og traumatiske tidspunkt har der nu fundet et topmøde sted mellem præsidenterne i Bosnien-Hercegovina, Jugoslavien og Kroatien – i Sarajevo.
Det er derfor ikke underligt, at begivenheden udløste lokale demonstrationer mod gæsterne og krav om undskyldninger fra den jugoslaviske og den kroatiske præsident for de lidelser, serbere og kroater har påført bosniakkerne under de over tre års krig i 1990’erne.
Formanden for det bosniske præsidentråd, bosniakken Beriz Belkic, har over for avisen Dnevni Avaz understreget nødvendigheden af en sådan undskyldning, men også at man formentlig må vente på den.
Kravet viser, hvor stærke følelserne stadig er snart syv år efter Dayton-freden i november 1995, men også vigtigheden af, at det første topmøde mellem landenes ledere siden Dayton-forhandlingerne netop finder sted i Bosniens, i flere henseender, historiske hovedstad. En vigtig omstændighed ved mødet i mandags var, at hele personkredsen var udskiftet. Beriz Belkic erstattede Alija Izetbegovic, som gik af i oktober 2000, og også det kroatiske og det serbiske medlem af det nuværende bosniske præsidentskab, Jozo Krizanovic og Zivko Radisic, er nye på posten.
Vojislav Kostunica blev Jugoslaviens præsident i oktober 2000, da Slobodan Milosevic blev tvunget til at træde tilbage efter sit valgnederlag. Og allerede i begyndelsen af 2000 havde Stipe Mesic erobret den kroatiske præsidentpost, som stod ledig efter Franjo Tudjmans død i december 1999. Ikke mindst det kroatiske regimeskifte har været af afgørende betydning for den tilnærmelse mellem landene, som topmødet er det hidtil mest markante udtryk for.
Det var i høj grad Mesic, som tegnede pressemødet efter topmødet. Ikke kun, men vel også, fordi han var topmødets eneste politiske veteran.
Stipe Mesic, som dengang tilhørte præsident Tudjmans nationalistiske parti HDZ, den Kroatiske Demokratiske Union, var juni-december 1991 det gamle Jugoslaviens sidste forbundspræsident. Han brød siden med Tudjmans politik og hans partis storkroatiske tendenser, ikke mindst med henblik på Bosnien.
Der var derfor noget dybt symbolsk i, at Mesic ved pressemødet manede alle storserbiske og storkroatiske visioner for Balkans fremtid i jorden og erklærede Bosnien-Hercegovinas grænser for ukrænkelige. Hvilket bakkedes op af hans jugoslaviske kollega.

Med hensyn til kollektivt ansvar understreger slutakten imidlertid, at man forpligter sig til at fuldt samarbejde med det internationale krigsforbrydertribunal i Haag, fordi man der igennem vil muliggøre en individualisering af skylden og en afvisning af kollektivt ansvar.
Så kollektive undskyldninger på folkenes eller forgængernes vegne ligger altså ikke lige for. Men det er nok så vigtigt, at dokumentet rummer en absolut forpligtelse for alle parter til fuldt og loyalt samarbejde med Haag. Og at parterne forpligter sig til at leve op til Dayton-aftalens regler om ret til tilbagevenden for de flygtninge og fordrevne, der ønsker det, til deres oprindelige hjemstavn.
Den nye Sarajevo-aftale indeholder også en forpligtelse til at ændre på visumregler og andre barrierer og sikre fri handel og samfærdsel på tværs af landenes grænser. Den understreger også vigtigheden af regionalt samarbejde omkring våbenkontrol, bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og beskyttelse af hinandens borgeres investeringer i nabolandene, som et vigtigt bidrag til fred og stabilitet i området.
For så vidt meget passende i betragtning af, at det var i Sarajevo i juli for tre år siden, at EU søsatte sit projekt for fred og stabilitet i Sydøst-Europa.
For EU’s og det internationale samfunds Høje Repræsentant i Sarajevo, som nu er den engelske politiker Paddy Ashdown, er Sarajevo-dokumentet også af stor symbolsk betydning.

Ashdown spurgte engang ved en middag i 1990’erne præsident Tudjman, hvordan denne så Bosniens fremtid. Tudjman tog en serviet og tegnede et S ned gennem Bosnien – vest for linjen kroaterne, øst for linjen serberne! Om dette var en profeti eller en hensigtserklæring, får stå hen. Men den viser den kynisme i forholdet til Bosnien, som var karakteristisk for såvel serbiske som kroatiske ledere. Det har været en stor tilfredsstillelse for Ashdown at høre Tudjmans efterfølger som Kroatiens præsident afsværge den storkroatiske drøm.
Sarajevo-aftalen 2002 er et vigtigt symbolsk skridt, i rette tid. Men den er holdt i generelle vendinger. Det er de forskellige administrationer, som skal implementere aftalen, som i virkeligheden blot er en genbekræftelse af Dayton-aftalen.
Det er lokalt, de store problemer ligger, især der hvor nationalisterne stadig er den dominerende politiske kraft. Og kunne det ikke tænkes, at de kom til magten igen? I Kroatien er regeringskoalitionen brudt sammen, tilsyneladende især på grund af personlige modsætninger mellem lederne.
Hvis resultatet bliver valg til efteråret, vil ministerpræsident Racan så få fornyet sit mandat, eller kommer nationalisterne tilbage til regeringsmagten?
Også i Jugoslavien og i Bosnien-Hercegovina er de politiske forhold langt fra stabile. Og så lider alle landene i regionen under en langtrukken økonomisk krise.
Mødet i Sarajevo understreger den vilje, de nuværende topledere har til at styrke og udbygge samarbejdet efter Dayton-aftalens ånd og bogstav.
Men hvad med den planlagte nedlægning af den internationale beskyttelsesstyrke SFOR ved udgangen af 2002 og den internationale politistyrkes overtagelse af sikkerheden under EU’s overvågning? Hvad med den planlagte afvikling af det internationale rigsforbrydertribunal i Haag til fordel for behandling af krigsforbrydelser ved de nationale domstole?
Og hvad med den langsigtede økonomiske genopbygning, som nu står i centrum for den Høje Repræsentant Paddy Ashdowns opmærksomhed, ifølge et tosiders-interview til den bosniske avis Oslobodjenje i mandags?
Topmødet i Sarajevo er kun et enkelt skridt i den rigtige retning mod heling af sårene efter fem års krig og fem års mere eller mindre spændt fred mellem de eksjugoslaviske hovednationer.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu