Læsetid: 6 min.

Vi ser gennem øjnene

– ikke med dem, hævder den svensk-danske kunstner, Rikard Silwärn, der inspireres af sit kolossale videbegær
31. juli 2002

Inspirationens veje
Rikard Silwärn laver ’stedsspecifikke arbejder’, altså kunst, der er inspireret af et bestemt sted eller beregnet til et bestemt sted.
»Meget af mit arbejde afhænger af, om nogen vil have det,« siger han. Han tager steder hen, læser bøger, tegner, men han står ikke og laver sin kunst i atelier.
Hans uddannelsesbaggrund er noget så usædvanligt som u-bådstegner, en metier, faderen lærte ham.
Det er ikke altid en kunstner, jeg har været inspireret af. Det er ikke det mest givende at agere indenfor kunstinstitutionen, mener han.
Derimod får han meget af sin inspiration fra naturvidenskab og historie, fortæller han.
»Jeg er interesseret i at interagere med andre former. og det er nemmere at hente inspiration ud af noget, der ikke er det samme, som man selv laver. Der sker noget i oversættelsen fra det ene felt til det andet. Inspiration fra billedkunst skal vendes på en helt anden måde. Hvis ikke det skal være ren beundring, skal det igennem en heftig bearbejdning, der ikke altid er gavnlig, hvorimod det med naturvidenskaben er forholdet 1:1.
Overvejelser over tiden har inspireret Headlight, på dansk ’det lange lys’, hvilket ikke gengiver dobbeltbetydningen. Det centrale er nemlig gipshoveder, buster, der er lånt fra Den kgl. Danske Gipssamling – med støvet fra loftet.
Omkring disse har Rikard Silwärn bygget en niche i dimensioner som en halv bil, hvor de er bagsædepassagerer.
En selvbygget vindtunnel blæser makulatur fra institutioner, ambassader, politiske partier etc. mod forruden. Og så er det lange lys naturligvis tændt, så man får oplevelsen af at køre i snevejr.
Helheden er et bud på, hvor figuren/statuen står i dag, siger Silwärn.

Her faldt kongen
»Det er svært at vide, hvor blomsterne skal lægges. I gamle dage vidste man, at her faldt kongen. Det gør man ikke længere. Bagsædepassagererne sidder med bagagen fra gamle tider. Tilskuerne står selv i øjenhøjde med busterne og kigger ind i fremtiden.«
Om ikke frem- så nutiden fremmanes i Dreamworld, lavet til en kunsthal i Småland. Der havde man fået den idé at lade seks forskellige kunstnere følge hver deres familie og give dem hvert et rum. Emnet var tv og rammen var tre besøg, én dag ad gangen.
»Jeg skrev dagbog, genfortalte alt, hvad de sagde, lavede analyse af møderne i familien, det var min hensigt at kunne byde på så meget som muligt.«
Udgangspunktet er i køkkenet, hvor familien så tv. Det var en familie, der så alt, meldte sig til alt, deltog i alle konkurrencer. De havde en passion for charterferie til Gran Canaria, og deres yndlingsfilm var Selskabsrejsen. Resultatet blev et halvt virkeligt, halvt virtuelt køkkensceneri: Et halvt spisebord op ad et spejl – med udsigt til »et minimalistisk svensk, vemodigt hedelandskab«. Rikard Silwärn lånte familiens feriefilm og tog det rødfarvede, falsk belyste billede før det første rigtige billede. Baggrunden er rød/blå/grøn – skærmfarverne. Børnenes dækkeservietter ligger på gulvet – bag spejlet.
»Også historie og filosofi inspirerer mig,« siger Rikard Silwärn og viser et afbildning af nogle isenkræmmerporcelænsfigurer, der bliver skudt op i luften.
Den er inspireret af Platons beretning om krigerne, som blev genfødt, før de nåede at glemme deres tidligere liv.
»De glemte deres glemsel, fordi de som stjerneskud blev skudt tilbage af et jordskælv.«
– Det er på én gang frygteligt lærd og sanseligt?
»Det er lige dér min inspiration sidder: Ved den grænse, hvor der ikke blot er tale om føleri og hvor der heller ikke stilles de samme tørre krav som i en doktorafhandling. Jeg søger efter det, der sker ved møder mellem forskellige områder. Jeg søger kundskab på levende måde.«

Beskyttelse af drømme
Som eksempel på sin inspiration fra naturvidenskaben viser Rikard Silwärn mig et par beskyttelsesbriller, støbt i glas og med afstøbningen af et par lukkede øjne i. Det er »beskyttelsesbriller for drømme«, forklarer han. Brillerne flirter med synet og det indre billede, en måde at tematisere på, hvordan synet fungerer, for »det er kun én procent af det, vi ser, der kommer fra den virkelighed, der omgiver os. Det, vi ser, er de frekvenser i lyset, som ikke bliver absorberet af formerne,« forklarer han, og kaster sig ud i en autoritativ udredning af de kemoelektriske synsnervers funktion, hvordan disse mødes med signaler fra andre af kroppens sanser samt materiale fra billeder i hjernen, forventede billeder, der er med til at styre synet.
»Vi ser gennem øjnene!« konkluderer han.

Tab
En del af Rikard Silwärns kunst kredser om tab. Således har han lavet et camera obscura i Nicolai Abildgaards Apistempel i Frederiksberg Have.
»Abildgaards billeder gik til ved Christiansborgs slotsbrand, og i ti år efter malede han ikke. Men han lavede Apis-templet. Han sublimerede tabet ved hjælp af bygnings- og møbelkunst,« siger Silwärn.
Apis-templet kan normalt ikke ses indefra, men Rikard Silwärn fik det åbnet og lavede et camera obscura i vinduet over døren. Lyset fra vinduet blev projiceret over på et lærred, der gengav Frederiksberg Have på hovedet.
»Ti tableauer over et tiltag,« kaldte han udstillingen, som var »et mindebillede over de billeder, som Abildgaard ikke fik lavet,« forklarer han.
Templet var et øje, tableauerne var skrevne transparenter.
Camera obscura, Apistemplet, Tableau, Romantikken, Apistyren, Søjler, Hellenismen, Tempel, Øjet, Abildgaard. Trykt på halvtransparent stof, så man ser marmorsøjlerne igennem og de tages i vinden. Rebet, som holder tableauerne er indvævet med en rød tråd: Den er der hele tiden, men kommer kun frem en gang i mellem. Ideen stammer egentlig fra den engelske flåde, der således beskyttede sig mod reb-tyveri, fortæller den videbegærlige kunstner, der ligger inde med de særeste oplysninger.
»Jeg prøver at lave ting, så folk ikke nødvendigvis opfatter dem som mere kunst, end de selv oplever. Så man ikke har folks forventninger til at stå i vejen. Der kan ske mange sjove ting, som da en mand, efter at have gået rundt i Apistemplet sagde: »Det kunne jo lige så godt være en installation«.

To tremmesenge
»Et andet glemsels-værk består af to tremmesenge, »der kunne være fra en kolonihave eller en militærlejr i Tjetjenien. Men de findes ikke i virkeligheden, så jeg har selv tegnet og svejset dem.«
Sengene er lidt for store og har lidt fortegnede proportioner. Hovedgærde og ben er lige høje, således at den ene kan stå på hovedet, den anden på benene. På benene, bliver sengen kisteformet, vender man den, har man en vugge. Da sengene var lavet, blev der ned i spiralbunden sat »mellem 3 og 4.000 stearinlys,« der formede en brændende figur i sengen. Efterhånden som lysene brændte ned, forsvandt figuren ned i sengebunden, mens blæsere forneden samtidig kølede stearinen, så den stivnede i form af hængende »stearin-stalakitter.«
»På den måde voksede figuren frem, samtidig med at den forsvandt fra den anden side. Personen forsvinder, figuren bliver tilbage,« siger Silwärn og fortæller, at hans overvejelser over, hvad tab betyder, i denne forbindelse var »skræmmende reelle«. Mens han lavede installationen fik hans mor Alzheimers, og han blev vidne til »et menneskes gradvise forsvinden.«
»Man har så stor trang til at ritualisere tab, som aldrig finder sted, men bare siver hen,« konstaterer han stille.
»Sengene har aldrig været udstillet, de er lavet helt for mig selv.«
»Men når man så vender den om, der står på benene, er figuren blevet til noget helt andet. Noget amorft, en havvegetation, noget organisk.«

Det, der ikke blev
Billedforbuddet i historien – ikke at gøre sig billeder af Gud, forbuddet mod at afbilde mennesker inden for islam – optager Silwärn. »De forladte billeder, der aldrig blev lavet, som blev bortvist fra kulturen, fascinerer mig. Man har sublimeret i mønstre, som så er repræsentative for det, der ikke blev lavet.«
I forlængelse af denne fortolkning planlægger Rikard Silwärn ude i den kuwaitiske ørken at lave et kæmpemæssigt mønster af brudte søjler, »hvor kun engle og sand kan passere.«
Men ovenfra danner søjlerne et maurisk ornament, som man finder dem i Alhambra.
Hvor alt dette fører videre hen? Jeg er knap nok overrasket, da Rikard Silwärn ikke giver mig navnet på en kunstner, men derimod på en – marsforsker, fysikeren Jens Martin Knudsen. »En utroligt inspirerende mand,« udbryder Silwärn begejstret.

*Dette er det andet interview i stafet-serien om inspiration. Det foregående blev bragt den 27. juli 2002. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her