Læsetid: 3 min.

Sexet og fuldfed

Solomon Burke, en af soulmusikkens fædre, er stadig levende, kropslig og selvsikker og ikke til at komme udenom
20. juli 2002

Ny cd
De står på det nærmeste i kø, alle de, der hævder at være The King of Soul. Den efterhånden 60-årige Solomon Burke lader dem stå der, fra James Brown og nedefter. Selv giver han koncerter siddende i en tronstol, og da han i 2000 optrådte på Peterspladsen for Paven og bagefter kom i audiens hos Hans Hellighed, var det ikke til at se, hvem der velsignede hvem. Året efter blev Burke indlemmet i rockens Hall of Fame og ved den lejlighed promenerede han en ’det-var-sgu-også-på-tide’-attitude.
Han havde noget at have den i.
Selv om ’King’ Solomon Burke aldrig har haft et Top 20-hit på det hvide popmarked var hans stemme og hans sange ikke til at komme udenom dengang i 60’erne. »Cry To Me«, »Got To Get You Off Of My Mind«, »Just Out Of Reach Of My Two Open Arms«, »Tonight’s The
Night«, »Everybody Needs Somebody To Love« ... det var sange eller rettere skabelsesberetninger om kærlighedens guddommelige styrke, der i statur og ren og skær naturkraft kunne måle sig med giganter som Otis Redding, Ray Charles, Al Green og Wilson Pickett, og den nye britiske rhythm & bluesbølge med Rolling Stones og Pretty Things på toppen erklærede Burke deres kærlighed og gav afblegede versioner af hans angst & fryd-mættede melodier.

Fra Dylan til Waits
Nu er Solomon Burke tilbage, som det hedder i pressejubelsproget. Med en plade, produceret af Joe Henry i en sympatisk, tilbagelænet retro-trendy stil, og hvor navne som Van Morrison, Bob Dylan, Elvis Costello, Brian Wilson og Tom Waits bidrager med nye sange.
Missionen er at relancere Burke, men han har bare aldrig været væk. Ved siden af arbejdet som prædikant og biskop i sit eget kirkesamfund, ejer af en kæde af bedemandsforretninger og jobbet som far til 21 børn har Burke på mindre og helt små pladeselskaber de sidste 20-30 år udsendt en række solide og ofte stilfærdigt fremragende eksempler på gospel- og soulmusikkens bestandighed.
Det forklarer, hvorfor han på dette såkaldte comebackalbum ikke synger som om nogen har gjort ham en tjeneste, men som om han gør dem en tjeneste. For ret skal være ret: Et for et er bidragene fra popkoryfæerne kun so-so. Det er Solomon Burke, der synger de sange større, end de er. Autoritet er hans mellemnavn.

Rygradsrislende
Hans baryton er så knurrende sexet og fuldfed som aldrig før, og selv om det i Dan Penns indledende lidt for oplagt statement-agtige titelsang er rygradsrislende så meget Burke lyder som Otis Redding, har han ret til det. Solomon Burke er gjort af samme stof: En mand, der forener selvsikkerhed og ydmyghed, dybt forankret i en tro på sig selv og på en gud af den slags, der hverken er vegetar eller afholdsmand.
Van Morrisons to bidrag har denne selv inkluderet på sin nyeste cd. Det skulle han ikke have gjort. Det er Burke, der løber af med autorisationen til »Fast Train« og »Only A Dream«. Og om det så er Bob Dylan skylder han Burke en del. Det kan man høre på »Stepchild«. Derimod er det svært at høre meningen med Elvis Costello’s »Judgement Day« i den sammenhæng. Costello har altid elsket soul, mere end den har elsket ham.
Pladens store sang er producerens egen psalmiske ballade »Flesh And Blood« om kærlighedens fysiske fuldbyrdelse, sunget, nej, levet ud med en rent ud bibelsk grandeur. Og hele tiden holdt nede på jorden af et akkompagnement, domineret af den sprudlende og beruset-boblende hammond-organist fra Burkes egen kirke i Los Angeles, Rudy Copeland, og en
instrumental-fundamentalistisk rytmegruppe, der trækker swingende linjer tilbage til Muscle Shoals, hvor f.eks. Burkes daværende rival Wilson Pickett også indspillede. Og så brydes den altopslugende og ikke ufarlige lidenskab af en fingerknipsende lethed på – af alle – Brian Wilsons stilstudie, »Soul
Searchin’«. Sid stille til den sang og bliv siddende i vanære! Lord, have mercy ...
Don’t Give Up On Me arriverer på et marked, hvor soul er blevet en inflationsbefængt massebetegnelse. Men det er en af den slags plader, vi har brug for for at få sat det designerforlorne i relief.
»Diamond In Your Mind« hedder Tom Waits’ bidrag, og det er sådan Solomon Burke synger – som en diamant, sleben og alligevel med skarpe kanter, og med en uforanderlighed, der er både tindrende logisk og dragende gådefuld. Sjælfuld og efterhånden tilhørende en sjælden race. Han ser dog ikke ud som om han har behov for at blive fredet. Han lyder som en mand, der sagtens kan forsvare sig.

*Solomon Burke: Don’t Give Up On Me. Producer: Joe Henry. Fat Possum/MNW. Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu